En gåtur gennem København, en sejltur på kanalerne og en afslappet samtale om livet som 21-årig. Det er ikke ligefrem den traditionelle ramme for et kongeligt interview.
Kongehuset har brug for at kommunikere til de yngre danskere, fordi hvis de bliver ved med at kommunikere til de gamle på de gamle måder, så dør opmærksomheden
Jannek K. Sommer, brandingekspert fra SDU
Alligevel var det netop sådan, kronprins Christian valgte at møde offentligheden, da han kort efter sin 21-års fødselsdag stillede op til et interview med rapperen Benjamin Hav.
Interviewet kom få dage efter et mere traditionelt interview i Politiken, hvor kronprinsen fortalte om sin tid i Forsvaret.
Og ifølge brandingekspert Jannek K. Sommer fra Syddansk Universitet er kombinationen af de to interviews langt fra tilfældig.
– Det her er jo planlagt, siger Jannek K. Sommer.
Hun vurderer, at kongehuset bevidst forsøger at præsentere kronprins Christian for forskellige målgrupper.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: KONGELAND
Kongeland er Danmarks royale podcast. Vi tager kongehuset seriøst, og derfor stiller vi skarpt på de royale i både Danmark og udland.
Lyt med her og bliv klogere på kongehusene.
Kongehuset har brug for de unge
Hvor Politiken-interviewet især handlede om kronprins Christians militæruddannelse, var samtalen med Benjamin Hav mere personlig.
Her fortalte kronprinsen blandt andet om sin hverdag og om overvejelserne om, hvad han skal lave efter sin tid i Forsvaret.
Valget af Benjamin Hav som interviewer er ifølge Jannek K. Sommer et udtryk for, at kongehuset er nødt til at tænke anderledes, hvis det vil bevare sin relevans.
Benjamin Hav har sin egen YouTube-kanal og når dermed et andet publikum end de traditionelle nyhedsmedier.
Forfatter og tidligere korrespondent Lone Theils ser også de to interviews som et samlet billede af kronprins Christian.
Hun fremhæver, at Politiken-interviewet giver indblik i hans militære hverdag, mens mødet med Benjamin Hav viser en mere uformel side af kronprinsen.
– De to sammen giver et bedre øjebliksbillede af, hvem kronprins Christian er i øjeblikket, siger Lone Theils.
Et interview på kongehusets præmisser?
Men når kongehuset vælger en rapper frem for en journalist, opstår også spørgsmålet om, hvorvidt interviewet først og fremmest er et kommunikationsprodukt.
Jannek K. Sommer afviser dog, at den nye form nødvendigvis er mindre troværdig end traditionelle interviews.
Hun peger på, at kronprins Christian fremstår naturlig i de uformelle omgivelser, og at kongehuset samtidig har fundet en måde at vise ham frem, som passer til hans generation.
– Lige meget hvad han ikke svarer på, så føler man da, at det er kronprinsen, der giver noget, siger hun.
Samtidig understreger hun, at det er urealistisk at forvente, at de kongelige fortæller alt om deres privatliv, uanset hvem der interviewer dem.
Dermed markerer samtalen med Benjamin Hav måske begyndelsen på en ny måde at kommunikere kongeligt på. En måde, hvor kronprins Christian ikke nødvendigvis skal sidde over for en journalist for at nå ud til danskerne.
Og ifølge Jannek K. Sommer er netop det afgørende for kongehusets fremtid: At den kommende konge også bliver relevant for dem, der sjældent åbner en avis.
Artiklen er baseret på research og interviews af journalist og kongehusekspert Silla Bakalus i podcasten Kongeland.
Lyt til episoden her eller der, hvor du lytter til podcast, hvis du vil dykke endnu mere ned i ugens kongelige nyheder
