I 1932 besøger den hollandske fysiker Frits Zernike mikroskopfabrikken Zeiss i den tyske by Jena.
Han har medbragt et hjemmebygget apparat, som han mener kan noget, virksomhedens mikroskoper endnu ikke kan.
Men begejstringen er ikke gensidig.
Zeiss har i årtier været blandt verdens førende producenter af mikroskoper. Virksomhedens medarbejdere har derfor svært ved at forestille sig, at en hollandsk fysiker skulle have opdaget noget, deres egne eksperter havde overset.
Zernike må rejse hjem uden det gennembrud, han havde håbet på.
Men han har faktisk fundet en måde at gøre noget hidtil næsten usynligt synligt.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
En opfindelse, der afslører det usynlige
Mens mange af Zernikes kolleger interesserer sig for den moderne atomfysik, bliver han ved med at undersøge lys og linser.
Hans store problem er, at mange levende celler er næsten gennemsigtige. Derfor er det svært at se deres indre strukturer gennem et almindeligt mikroskop.
Man kan ganske vist farve cellerne med kemiske stoffer, så detaljerne træder frem. Men behandlingen slår i mange tilfælde cellerne ihjel.
Zernike finder en anden løsning.
Han udvikler fasekontrastmikroskopet, der udnytter små forskydninger i de lysbølger, som passerer gennem gennemsigtige materialer.
Ved hjælp af en særlig glasplade kan mikroskopet omsætte forskydningerne til forskelle mellem lyst og mørkt.
Pludselig bliver det muligt at se detaljer i levende celler, som tidligere var næsten usynlige, uden først at slå cellerne ihjel.
Alligevel går der mange år, før opfindelsen bliver taget alvorligt.
Filmen, der ændrede alt
Først i 1941 vil Zeiss begynde at producere fasekontrastmikroskopet. Det sker under 2. verdenskrig, hvor Nazitysklands militær er med til at sætte gang i masseproduktionen.
Men det afgørende gennembrud for teknikkens videnskabelige udbredelse kommer i 1943.
På Zeiss-fabrikken samles en gruppe mennesker foran et filmlærred.
Her bliver de præsenteret for optagelser af levende sædceller fra en græshoppe. Cellerne bevæger sig rundt, og deres indre strukturer træder tydeligt frem. Til sidst kan tilskuerne se en celle dele sig i to.
Det er netop den slags detaljer, som Zernikes mikroskop gør mulige at studere med en hidtil uset kontrast.
I årene efter begynder biologer og medicinske forskere verden over at tage teknikken til sig. En britisk kollega beskriver ligefrem begejstringen som nærmest religiøs.
I 1953 modtager Frits Zernike Nobelprisen i fysik for sin opfindelse.
Dagen efter prisoverrækkelsen benytter han sin tale til at fremhæve en svaghed ved den menneskelige måde at tænke på: Vi er hurtige til at efterligne det, andre allerede har gjort, men langsommere til at skabe nye forbindelser og bruge gamle idéer på nye områder.
Det var netop, hvad Zernike selv havde gjort.
Mens andre forskere vendte blikket mod atomerne, blev han ved med at undersøge lyset i det gammeldags mikroskop.
Og fandt en måde at se det, ingen andre havde fået øje på.
Artiklen er baseret på research og interviews af Christine Runøe i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Frits Zernike? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcast app.
