I september 1948 ligger en 29-årig kvinde på St. Marys Hospital i Rochester i Minnesota.
Hun bliver kaldt Mrs. G og har i fire år lidt af svær leddegigt. Smerterne er så voldsomme, at hun ikke længere kan rejse sig uden hjælp.
Alle behandlingsmetoder har slået fejl, og hun skal egentlig udskrives. Men Mrs. G nægter.
Hun er kommet for at få hjælp og vil ikke rejse, før hun har fået den.
Lægen Philip Hench kommer i tanke om en idé, han har skrevet ned i sin lille røde notesbog mange år tidligere: Prøv Compound E mod leddegigt.
Den 21. september får Mrs. G sin første indsprøjtning med stoffet.
Ingen ved, hvad der vil ske.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live
Lyt til alle afsnit af Videnskabens Vindere her
Jagten på kroppens mystiske hormon
Compound E er resultatet af årtiers forskning i den hormonelle sammensætning i binyrerne.
Allerede i 1929 er biokemikeren Edward Kendall begyndt at undersøge binyrerne på Mayo Clinic. Hver uge får han leveret 400 kilo binyrer fra lokale slagterier og forsøger at isolere deres hormoner.
Han finder seks forskellige stoffer, som han kalder Compound A til F. Samtidig gør kemikeren Tadeus Reichstein i Schweiz tilsvarende opdagelser.
Philip Hench leder imens efter en behandling mod leddegigt. Han har bemærket noget mærkeligt hos sine patienter: Når en patient får gulsot, kan gigtsymptomerne forsvinde. Det samme kan ske under graviditet.
Hench får derfor en idé om, at kroppen selv producerer et stof, der kan dæmpe betændelsen. Han kalder det “Substans X”.
Under 2. verdenskrig får jagten på binyrehormoner pludselig ekstra fart. De allierede frygter, at tyskerne har udviklet et hormonbaseret middel, der gør deres piloter bedre i stand til at flyve i store højder. Kendall bliver derfor sat til at fremstille Compound E kunstigt.
Mistanken viser sig at være forkert. Men forskerne har nu lært at fremstille stoffet.
Det bliver lagt i et skab og glemt.
Indtil Philip Hench kommer i tanke om sin gamle note.
Miraklet havde en pris
To dage efter Mrs. G får sin første behandling, bliver Hench mødt af en af sine assistenter med et vildt udtryk i ansigtet.
Der er sket noget med patienten.
Mrs. G sidder på sengekanten og kan uden besvær løfte begge arme over hovedet. Behandlingen fortsætter, og fire dage efter den første indsprøjtning er hendes seng tom.
Hun er taget ind til byen for at shoppe.
Stoffet får siden navnet kortison, i dag kendt som binyrebarkhormon. Det kan blandt andet dæmpe inflammation og hjælpe ved sygdomme, som indtil da havde været umulige at behandle.
Men allerede de første forsøg afslører også en bagside.
Mrs. G oplever først eufori, men får senere humørsvingninger, depression og søvnløshed. Andre patienter udvikler ligefrem psykoser efter længere tids behandling. Forskerne opdager også andre alvorlige bivirkninger ved store doser over længere tid.
Kortison er altså ikke den mirakelkur mod leddegigt, som det først kan ligne.
Alligevel har forskerne åbnet døren til en helt ny behandling. I 1950 modtager Edward Kendall, Philip Hench og Tadeus Reichstein Nobelprisen i medicin for deres arbejde med hormonerne i binyrerne.
Hench sætter selv ord på begrænsningen i Stockholm: Selv med de nye kraftfulde midler har forskerne ikke afsluttet arbejdet. De har kun skabt “en beskeden og uperfekt begyndelse”.
Artiklen er baseret på research og interviews af Christine Runøe i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om de tre nobelvindere? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcast app.
