Da Glenn Seaborg i april 1942 ankommer til Chicago, er hans liv ved at blive opslugt af en af 2. verdenskrigs største videnskabelige hemmeligheder.
Han skal arbejde på Metallurgical Laboratory ved University of Chicago. Officielt forsker laboratoriet blandt andet i metalliske grundstoffer. I virkeligheden arbejder forskerne på det tophemmelige grundstof plutonium og dets muligheder i et kernevåben.
Seaborg har selv været med til at opdage plutonium året før. Nu skal han være med til at finde ud af, hvordan grundstoffet kan isoleres og fremstilles i tilstrækkelige mængder.
Men hver eneste dag finder han også tid til noget andet.
Han skriver til Helen. Nogle dage mere end én gang.
De to har mødt hinanden på Berkeley University, hvor Helen arbejder som sekretær for en fysiker. Mens Seaborg befinder sig i Chicago, er hun stadig i Californien.
Og han savner hende.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Lyt til alle afsnit af Videnskabens Vindere her
En bryllupsrejse, der aldrig blev til noget
I begyndelsen af juni bliver de genforenet i Los Angeles. Helen skal rejse med Seaborg tilbage til Chicago, og undervejs får de en spontan idé.
De vil stå af toget og blive gift.
Den 6. juni 1942 forlader de derfor toget i den lille ørkenby Caliente. Men byen har intet rådhus. De må omkring 40 kilometer nordpå til Pioche, og samme eftermiddag bliver Glenn og Helen gift på rådhuset.
Bagefter tager de tilbage til Caliente, spiser middag på hotellet og går i biografen.
Det er deres bryllupsdag.
Næste dag fortsætter de mod Chicago. Der bliver ingen bryllupsrejse. Seaborg skal tilbage til arbejdet.
Kort efter står J. Robert Oppenheimer på hans kontor og vil vide, om forskerne kan fremstille nok plutonium til det formål, de arbejder hen imod.
Seaborg er sikker på, at det kan lade sig gøre.
Plutonium og Helen
Der bliver arbejdet hårdt på projektet, der senere bliver kendt som Manhattanprojektet. Seaborg og hans kolleger arbejder 12 timer om dagen, seks dage om ugen.
I august 1942 kan hans hold for første gang studere en synlig mængde plutonium. Den vejer blot omkring et mikrogram.
Tre år senere har Manhattanprojektet udviklet både en uranbombe og en plutoniumbombe.
Men Seaborg er nu blandt de forskere, der frygter, hvad våbnene skal bruges til. I 1945 er han medforfatter på Franckrapporten, der argumenterer for, at atomvåben ikke bør bruges mod civile mål. Forskerne foreslår blandt andet at demonstrere bombens ødelæggelseskraft på et øde sted.
Advarslen bliver ikke fulgt.
Den 6. august 1945 bliver uranbomben Little Boy kastet over Hiroshima. Tre dage senere bliver plutoniumbomben Fat Man kastet over Nagasaki.
Seaborg bliver siden en af de forskere fra Manhattanprojektet, der arbejder for, at atomkraft bliver kontrolleret og ikke igen bruges som våben mod civile.
I 1951 modtager han Nobelprisen i kemi sammen med Edwin McMillan for arbejdet med de transurane grundstoffer.
Fra podiet ser han ned på Helen.
Midt i historien om plutonium, Manhattanprojektet og atombomben løber nemlig også en helt anden historie gennem Seaborgs liv.
Historien om Helen.
Artiklen er baseret på research og interviews af Christine Runøe i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Glenn Seaborg? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcast app.
