Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Kultur

Kong Frederik sov i telt: Han ville ikke have særbehandling

Efter 30 år tæt på den danske kongefamilie fortæller den tidligere kongehusreporter Trine Larsen om en rejse til Mozambique, hvor den daværende kronprins Frederik insisterede på at leve under samme forhold som de medrejsende journalister. Oplevelsen gav hende et særligt indblik i mennesket bag den kongelige titel.

Et lille telt på savannen i Mozambique. Ingen elektricitet, intet rindende vand og ingen mobiltelefoner. Her tilbragte journalist Trine Larsen flere dage sammen med den daværende kronprins Frederik og en lille gruppe medrejsende i forbindelse med en tur med Røde Kors.

Hvis han kan klare det, så kan han da også snildt klare at være konge

Trine Larsen, journalist, forfatter og foredragsholder 

Det var langt fra de luksuriøse rammer, man normalt forbinder med kongefamilien. Men ifølge Trine Larsen ønskede den kommende konge heller ikke særlige privilegier.

I sin nye bog Hofreporteren – mine 30 år med kongehuset, skrevet sammen med journalisten Peter Slot, fortæller hun om sine mange oplevelser med den kongelige familie.

En af dem er netop turen til Mozambique, hvor kong Frederik viste en mere jordnær side af sig selv.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: KONGELAND


Kongeland er Danmarks royale podcast. Vi tager kongehuset seriøst, og derfor stiller vi skarpt på de royale i både Danmark og udland.

Lyt med her og bliv klogere på kongehusene.

En kronprins på lige fod med alle andre

Under opholdet sov deltagerne i små enmandstelte, der var placeret tæt ved hinanden omkring et bål.

Trine Larsen fortæller, at der var mulighed for at sove i et særligt telt oven på en bil. Men den daværende kronprins Frederik foretrak at sove på samme måde som resten af gruppen.

»Så det skulle være ligesom os andre,« fortæller Trine Larsen.

Teltene lå så tæt, at journalisten med et glimt i øjet bemærker:

»Hvis han snorkede så kunne jeg da høre det.«

For Trine Larsen er episoden et eksempel på en egenskab ved kong Frederik, som hun også oplevede under hans ophold i Grønland.

Grønland viste en anden side af kongen

I 2000 fulgte Trine Larsen den daværende kronprins Frederiks deltagelse i Siriuspatruljens slædeekspedition i Nordgrønland. Hun var til stede, både da han drog afsted, og da han vendte hjem efter fire en halv måned.

Hun fortæller, at hun var imponeret over hans vilje til at gennemføre den krævende ekspedition på lige fod med de øvrige deltagere.

»Han er jo fuldstændig på lige fod med alle dem han er sammen med,« siger Trine Larsen.

Den barske natur og de ekstreme forhold gjorde stort indtryk på hende. Og oplevelsen fik hende til at se anderledes på den daværende kronprins’ muligheder for en dag at overtage tronen.

Trine Larsen mener, at netop sådanne oplevelser giver et indblik i de kongeliges personligheder, som offentligheden sjældent får mulighed for at se.

Hun ærgrer sig derfor over, at journalister i dag ikke kommer lige så tæt på kongefamilien, som hun selv gjorde gennem sine mange år som kongehusreporter.

»Der er jo en masse oplevelser som nogle af dem her, som også viser hvilke mennesker de er« siger hun.

For Trine Larsen er historierne fra Mozambique og Grønland ikke blot minder fra en lang journalistkarriere. De er også fortællinger om den person, hun lærte at kende, længe før han blev Danmarks konge.


Artiklen er baseret på research og interviews af journalist og kongehusekspert Silla Bakalus i podcasten Kongeland.

Lyt til episoden her eller der, hvor du lytter til podcast, hvis du vil dykke endnu mere ned i ugens kongelige nyheder