Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Samfund

Dronningen nægtede at opgive sin tro – og var med til at åbne Danmark for andre religioner

HISTORIE. Charlotte Amalie var gift med Christian V, men tilhørte ikke kongens lutherske kirke. I et Danmark uden religionsfrihed brugte hun sin position tæt på enevældens konge til at skabe plads til sine reformerte trosfæller.

Den 7. juni 1671 træder Christian V ind i Frederiksborg Slotskirke med kronen på hovedet, scepteret i højre hånd og rigsæblet i venstre.

Pointen med denne paragraf er, at man gerne vil have lovgiveren til at fastsætte de nærmere regler for, hvad der så gælder for de trosretninger, der ikke er den lutherske evangeliske trosretning

Sune Klinge, lektor i forfatningsret

Han skal salves som Danmarks enevældige konge.

Hans 21-årige hustru, Charlotte Amalie, ser til. Men hun skal ikke selv salves.

Christian V er lutheraner, som Kongeloven kræver. Charlotte Amalie tilhører derimod den reformerte tro, en anden retning inden for protestantismen. Allerede i sin ægteskabskontrakt har hun sikret sig retten til at beholde sin tro og dyrke den sammen med sit hoffolk.

Det er en markant undtagelse i Danmark, hvor andre trosretninger end den evangelisk-lutherske som udgangspunkt ikke er tilladt.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN

LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.

Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie. Lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.

Kongen bestemmer, hvem der må tro

Charlotte Amalie ønsker mere end frihed til sig selv. Hun håber også at skabe plads i Danmark til andre reformerte.

Det falder sammen med et andet problem for kongemagten. Danmark har brug for velhavende købmænd og dygtige håndværkere fra udlandet. Men de potentielle tilflyttere kan have en anden tro end kongens.

I 1672 arbejder Kommercekollegiet derfor på et forslag, der skal gøre det muligt for blandt andre jøder, katolikker og reformerte at komme til Danmark.

Men Sjællands biskop Hans Vandal protesterer. Han frygter, at andre religioner vil skabe religiøs forvirring, uro og i sidste ende optøjer.

Forslaget bliver afvist.

På dette tidspunkt findes hverken religionsfrihed eller regler, der sikrer andre trossamfund en bestemt status. Det er kongen, der afgør, hvor meget plads de får.

Det er netop det, Grundlovens § 69 senere skal ændre på.

Faktaboks: Grundlovens § 69

Paragraffens ordlyd:
De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

Hvad indeholder paragraffen?
§ 69 handler om trossamfund uden for Folkekirken. Ordet “afvigende” dækker i denne sammenhæng over alle trossamfund, der ikke tilhører den evangelisk-lutherske Folkekirke.

Hvad betyder den?
Paragraffen handler ikke om retten til at have en anden religion – den religionsfrihed følger af § 67. § 69 fastslår derimod, at reglerne for trossamfund uden for Folkekirken skal fastsættes ved lov. I 2017 fik Danmark en samlet lov om disse trossamfund. Anerkendte trossamfund kan blandt andet opnå særlige juridiske rettigheder som vielsesmyndighed.

Dronningen får sin gudstjeneste

I 1680’erne begynder kongen at give mere plads til andre trosretninger.

I 1681 får enkelte reformerte indrejsetilladelse. Året efter får Fredericia status som en slags religiøs fristad, hvor jøder og kristne uden for den lutherske kirke kan slå sig ned og fastholde deres tro.

Og den 1. november 1685 oplever Charlotte Amalie noget, der fjorten år tidligere ville have været svært at forestille sig.

Hun sidder til en fransk reformert gudstjeneste i København.

Den reformerte kirke har fået kongens tilladelse til at holde frie gudstjenester og mulighed for at finde et sted på Christianshavn, hvor den kan bygge en kirke.

Danmark har stadig ikke religionsfrihed. Men der er slået en revne i den religiøse enhed.

Med Grundloven i 1849 ændres udgangspunktet grundlæggende. § 67 giver borgerne religionsfrihed, mens § 69 lover, at forholdene for trossamfund uden for Folkekirken skal ordnes ved lov.

Det løfte tager dog lang tid at indfri. Først i 2017 får Danmark en samlet lov om trossamfund uden for Folkekirken.


SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.

Hvis du vil høre hele podcastafsnittet, og blive klogere på paragraf 69 kan du lytte til afsnittet her eller i din fortrukne podcast-app.