Kort efter at kong Frederik havde afsløret sit første officielle portræt som konge, forlod han og dronning Mary Danmark. Først gennem oplysninger om, at kronprins Christian var regent, stod det klart, at kongen var ude af landet.
Jeg synes faktisk, vi har krav på at vide, hvor vores statsoverhoved befinder sig
Jakob Steen Olsen, kongehuskommentator hos Berlingske
Senere kom det frem i australske og newzealandske medier, at kongeparret var rejst til Tasmanien for at deltage i en mindre højtidelighed for dronning Marys afdøde far.
Efter nogle dage rejste Frederik videre til Saint-Tropez for at deltage i en sejlbådskapsejlads, mens Mary blev i Tasmanien.
Rejsen har endnu en gang sat gang i kritikken af kongens mange ferier. Men ifølge Berlingskes kongehuskommentator Jakob Steen Olsen rammer kritikken ved siden af.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: KONGELAND
Kongeland er Danmarks royale podcast. Vi tager kongehuset seriøst, og derfor stiller vi skarpt på de royale i både Danmark og udland.
Lyt med her og bliv klogere på kongehusene.
Hemmeligholdelsen er problemet
Jakob Steen Olsen mener, at kongeparret har øget deres aktivitetsniveau siden tronskiftet, præcis som Frederik lagde op til i bogen Kongeord.
Han ser derfor ikke noget problem i, at kongen tager på ferie. Til gengæld undrer han sig over, at offentligheden ikke får besked om, hvornår statsoverhovedet forlader landet.
Han mener ikke, at kongehuset behøver at offentliggøre detaljer om kongens private ophold, men at det burde være muligt at fortælle, når han holder ferie i udlandet.
– Jeg synes, det er meget underligt, at det nu er blevet, at det her timeout, som de kalder det, skal være så hemmelighedsbehæftet, at man ikke må vide, at kongen er på ferie i udlandet, siger han.
Ifølge kongehuskommentatoren kan hemmeligholdelsen ligefrem skabe grobund for spekulationer, når danskerne pludselig opdager, at deres statsoverhoved er rejst væk.
Afviser kritikken af en deltidskonge
Kongens seneste rejse har også fået kritikken af hans arbejdsindsats til at blusse op.
Blandt kritikerne er Ekstra Bladets kongehuskommentator Trine Villemann, der har sat kongens fravær i kontrast til dronning Margrethes fortsatte engagement. Mens Frederik var i udlandet, modtog den sygemeldte dronning en pris fra ALT for damerne.
Men den sammenligning køber Jakob Steen Olsen ikke.
Han peger på, at prisoverrækkelsen fandt sted hjemme hos dronningen, og at hun ikke deltog i selve arrangementet i Operaen.
Samtidig mener han, at Frederik og Mary har levet op til forventningerne om at være et synligt regentpar.
– Det generer ikke mig, så længe han passer sit arbejde, og det synes jeg jo, han gør, siger Jakob Steen Olsen.
For ham handler diskussionen derfor ikke om, hvorvidt Frederik må sejle kapsejlads i Sydfrankrig eller besøge familien i Australien.
Det handler om, hvorfor danskerne først skal opdage kongens fravær, når andre fortæller om det.
– Hvorfor skal det være hemmeligt? spørger Jakob Steen Olsen.
Artiklen er baseret på research og interviews af journalist og kongehusekspert Silla Bakalus i podcasten Kongeland.
Lyt til episoden her eller der, hvor du lytter til podcast, hvis du vil dykke endnu mere ned i ugens kongelige nyheder
