Skandaler, sygdom og uro har i den seneste tid presset det norske kongehus. Men midt i kriserne kan der være opstået en ny mulighed for den kongelige familie.
Kong Haralds død og det efterfølgende tronskifte har nemlig flyttet nordmændenes opmærksomhed væk fra nogle af de sager, der tidligere har præget billedet af kongehuset.
– Jeg tror faktisk, status lige nu er bedre end status for fire måneder siden, siger historiker Lars Oskan-Henriksen.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: KONGELAND
Kongeland er Danmarks royale podcast. Vi tager kongehuset seriøst, og derfor stiller vi skarpt på de royale i både Danmark og udland.
Lyt med her og bliv klogere på kongehusene.
Han sammenligner situationen med en lyngbrand, hvor de synlige flammer er blevet slået ned, men hvor ilden stadig ulmer under overfladen.
– Der skal ikke så meget til, før ilden springer frem igen, siger Lars Oskan-Henriksen.
Sorgen har flyttet fortællingen
Ifølge historikeren har dødsfaldene og tronskiftet fremkaldt nogle andre følelser omkring kongehuset. Nordmændenes stærke følelser for den gamle konge er blevet ført videre til det nye kongepar, vurderer han.
Kongehuset skal have ro til bare at være det, som de i virkeligheden hele tiden skulle have været: opføre sig ordentligt og pænt og en lille smule kedeligt
Jannek K. Sommer, brandingekspert fra SDU
Også brandingekspert ved SDU Jannek K. Sommer vurderer, at kong Haakon er det stærkeste kort for kongehuset. Han peger på, at nordmændene grundlæggende gerne vil bakke op om deres kongehus, hvis familien får mulighed for at lægge skandalerne bag sig.
– Det norske folk vil egentlig bare allerhelst have, at der er ro, at der ikke bliver skrevet om dårlige ting i pressen, så er de egentlig klar til at glemme alle de historier. Problemet er bare, at de hele tiden får mulighed for at blive mindet om, at de findes, siger Jannek K. Sommer.
Nu skal kongehuset være kedeligt
Derfor kan de kommende måneder blive afgørende. Flere af de gamle sager er ikke forsvundet, og blandt andet skal Marius Borg Høibys sag igen for retten i februar.
Ifølge Sommer har kongehuset først og fremmest brug for en periode uden nye problemer.
Lars Oskan-Henriksen peger samtidig på, at sorgen efter kong Harald og prinsesse Astrid på paradoksal vis har samlet opmærksomheden om kongehuset på en ny måde.
– Norge er blevet forenet i sorg, siger Lars Oskan-Henriksen.
Dermed kan det norske kongehus have fået et pusterum efter en turbulent periode. Men eksperternes vurdering er samtidig klar: De gamle problemer ulmer stadig, og den nye chance afhænger af, at der ikke opstår endnu en brand.
Artiklen er baseret på research og interviews af journalist og kongehusekspert Silla Bakalus i podcasten Kongeland.
Lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp, hvis du vil dykke endnu mere ned i ugens kongelige nyheder
