Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Samfund

PET aflyttede hans hjem og kopierede hans dagbøger – 42 år senere tabte han i Højesteret

HISTORIE. Forfatteren Arne Herløv Petersen blev i 1981 anholdt og sigtet for spionage. Sagen blev senere opgivet, men efterretningstjenesten beholdt kopier af hans private dagbøger. Det udløste en årelang strid om retten til privatliv.

Den 3. november 1981 bliver en ellers almindelig aften på Langeland brat afbrudt.

Forfatteren Arne Herløv Petersen og hans kone, Sisse Gorm Knudsen, sidder hjemme i den gamle stationsbygning i Tryggelev, da politiet pludselig står ved døren.

Der skal være en begrundet mistanke om at man er i gang med at gøre noget ulovligt og dermed giver man tilladelse til at foretage en overvågning

Sune Klinge, lektor i forfatningsret

Klokken er 19.21, og de bliver begge anholdt og sigtet for spionage.

Politiet mistænker ægteparret for at have samarbejdet med den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Arne Herløv Petersen har blandt andet haft gentagne møder med den sovjetiske diplomat Vladimir Merkulov, som er blevet udvist fra Danmark efter at være afsløret som KGB-agent.

Mens ægteparret bliver kørt væk, begynder politiet at ransage deres hjem.

Men hvad Arne Herløv Petersen endnu ikke ved, er, at efterretningstjenesten allerede har haft adgang til hans privatliv i årevis.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN

LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.

Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie. Lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.

Mikrofoner i hjemmet

I 1979 har PET fået en retskendelse til at aflytte Arne Herløv Petersens telefon. Året efter får efterretningstjenesten også tilladelse til at aflytte hans hjem.

Og mens Arne og Sisse er til konfirmation, bliver der installeret mikrofoner i huset.

Grundlovens § 72 beskytter ellers borgerne mod netop den slags indgreb.

– Bestemmelsen er jo en sikring af, at man som borger kan vide, at staten ikke overvåger en, at de ikke undersøger ens private post eller aflytter telefonen, siger lektor i forfatningsret Sune Klinge.

Men beskyttelsen er ikke absolut. Politiet kan få tilladelse fra en dommer til at foretage indgreb, hvis betingelserne er opfyldt, og lovgivningen giver også mulighed for visse undtagelser fra kravet om retskendelse.

I Arne Herløv Petersens tilfælde har PET fået domstolenes tilladelse til overvågningen.

Faktaboks: Grundlovens § 72

Paragraffens ordlyd:

Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Hvad indeholder paragraffen?

§ 72 beskytter borgernes bolig og privatliv mod indgreb fra myndighederne. Den omfatter blandt andet ransagning, beslaglæggelse af private papirer og aflytning af kommunikation.

Hvad betyder den?

Myndighederne skal som hovedregel have en retskendelse, før de må ransage en bolig, aflytte en telefon eller undersøge privat kommunikation. Lovgivningen kan dog fastsætte undtagelser.

Beskyttelsen gælder også moderne kommunikationsformer som e-mails og beskedtjenester, selv om de ikke er nævnt direkte i Grundlovens ordlyd.

Spionsagen bliver opgivet

Ved et retsmøde den 6. november 1981 fremlægger politiet blandt andet visitkort fra sovjetiske kunstnere, papirservietter fra et hotel i Moskva og en medlemsliste fra Danmarks Kommunistiske Parti.

Materialet får ikke sagen til at fremstå overbevisende. Alligevel beslutter dommeren at opretholde anholdelsen af Arne Herløv Petersen. Kort efter bliver han løsladt, men sigtelsen består.

Den 18. april 1982 kommer så beskeden: Justitsminister Ole Espersen har besluttet at frafalde tiltalen.

Det betyder dog ikke, at forfatteren bliver renset for enhver mistanke. Den juridiske vurdering er, at han har udvist forhold, som i princippet kan falde ind under den mildere spionagebestemmelse, men at forholdene ikke har været tilstrækkelige til at skade danske interesser.

Sagen kommer derfor aldrig for en domstol, som kan afgøre hans skyld eller uskyld.

Dagbøgerne bliver hos staten

Under ransagningen i 1981 har PET også beslaglagt Arne Herløv Petersens private dagbøger.

Han får dem tilbage, da tiltalen frafaldes. Men mange år senere opdager han, at PET har fotokopieret dagbøgerne, og at kopierne er endt i Rigsarkivet.

Forfatteren kræver dem udleveret eller destrueret. Da PET afviser, anlægger han sag mod Rigspolitiet og Rigsarkivet med henvisning til sit privatliv og sin ophavsret.

Den 18. april 2024, præcis 42 år efter at tiltalen blev frafaldet, frifinder Højesteret PET.

Arne Herløv Petersen havde forbindelser til KGB, men om han begik spionage, blev aldrig afgjort ved en domstol.

Til gengæld fik staten med rettens tilladelse adgang til hans hjem og samtaler. Og selv efter at spionsagen var blevet opgivet, beholdt den kopier af hans private dagbøger.

Det er netop spændingen i Grundlovens § 72: Den skal beskytte borgerne mod statens indgreb i privatlivet, men giver samtidig plads til, at lovgivningen kan tillade sådanne indgreb.


SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.

Hvis du vil høre hele podcastafsnittet, og blive klogere på paragraf 71 kan du lytte til afsnittet her eller i din fortrukne podcast-app.