I sommeren 1935 sidder den 61-årige portugisiske neurolog Egas Moniz blandt publikum ved en international neurologikongres i London.
På scenen fortæller den amerikanske neurofysiolog John Fulton om et forsøg med to chimpanser. Dyrene har tidligere kunnet reagere voldsomt på bestemte opgaver, men efter et indgreb i deres frontallapper er de blevet langt mere rolige og medgørlige.
Moniz rækker hånden op og stiller det spørgsmål mange tænker.
– Kunne man gøre noget tilsvarende ved mennesker?
Spørgsmålet bliver begyndelsen på den opfindelse, der 14 år senere skaffer ham Nobelprisen – og siden gør hans navn uløseligt forbundet med en af lægevidenskabens mest berygtede behandlinger.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Jagten på Nobelprisen
Moniz har dog allerede skabt sig et stort navn inden for neurologien. I 1920’erne har han udviklet cerebral angiografi, hvor kontrastvæske sprøjtes ind i blodkarrene, så uregelmæssigheder på hjernens blodårer kan ses på røntgenbilleder. Opdagelsen fører til spekulationer om en Nobelpris, men prisen udebliver.
Efter kongressen i London vender han i stedet tilbage til tanken om chimpansernes ændrede adfærd.
Moniz forestiller sig, at nogle psykiske lidelser skyldes tanker og følelser, der er fanget i fastlåste kredsløb. Hvis forbindelser mellem frontallapperne og resten af hjernen bliver brudt, mener han, at man måske også kan bryde det, der fastholder sygdommen.
Sammen med den yngre neurolog Almeida Lima begynder han at operere patienter, som lægerne betragter som uhelbredelige.
Først forsøges forbindelser i hjernen at blive ødelagt med alkohol. Senere udvikler Moniz et særligt instrument, en leukotom, der gennem et lille hul i kraniet kan overskære nervefibre.
Blandt de første 20 patienter beskriver Moniz syv som helbredte, syv som markant forbedrede og seks som uden nævneværdig effekt.
Undersøgelsen er langt fra noget, der ville leve op til nutidens krav. Men for Moniz ligner det et gennembrud og det hvide snit er nu en accepteret behandlingsform.
Det hvide snit bliver til en tung arv
Metoden spreder sig. I USA bliver den videreudviklet blandt andet af neurologen Walter Freeman, og alene i 1949 får mere end 5.000 mennesker det hvide snit i USA.
Men kritikken følger med.
Den psykiater, der oprindeligt gav Moniz adgang til patienter, begynder at sætte spørgsmålstegn ved resultaterne. Patienterne er ganske vist blevet roligere, men nogle har fortsat vrangforestillinger og hallucinationer. Forskellen er bare, at mennesket omkring er blevet mere passivt.
Moniz fastholder, at behandlingen er til patienternes bedste.
Og i 1949 får han Nobelprisen i fysiologi eller medicin for opdagelsen af den præfrontale leukotomis terapeutiske værdi.
I de efterfølgende årtier ændrer synet på behandlingen sig drastisk. Dette når Moniz ikke at opleve, da han dør i sit hjem i 1955.
Konsekvenserne for patienternes følelser og personlighed er med til at gøre det hvide snit til et symbol på, hvor galt lægevidenskaben kan gå, når ønsket om at behandle løber foran forståelsen af, hvad behandlingen faktisk gør ved mennesket.
Det indgreb, der skaffede Egas Moniz den hæder, han havde stræbt efter, blev dermed også hans dystre eftermæle.
Artiklen er baseret på research og interviews af Asbjørn Løvendahl Mogstad i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Egas Moniz? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcast app.
