Den 30. juni 1940 marcherer tusindvis af danske nazister gennem Roskilde.
Forrest går partifører Frits Clausen. Med i optoget er også op mod 60 tyske soldater.
Danmark har været besat i knap tre måneder, og Clausen drømmer om at overtage magten fra statsminister Thorvald Stauning.
Grundlovens § 70 er jo en antidiskriminationsbestemmelse. Den dækker over, at der ikke må ske forskelsbehandling alene med afsæt i, at man har en anden trosretning end den almindelige danske folkekirke, den lutherske evangeliske tro.
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Da politiet forsøger at standse demonstrationen, opstår der tumult. De bliver overmandet af danske nazister og tyske soldater og må trække sig tilbage.
For Clausen er det en demonstration af DNSAP’s styrke. Ved folketingsvalget året forinden har partiet fået 31.000 stemmer, og nu håber han, at besættelsen kan bane vejen til regeringsmagten.
Men partiets ideologi rummer også et princip, der rammer direkte ned i en senere ændring af den danske grundlov.
I DNSAP’s partiprogram står der, at kun folkefæller kan være statsborgere. Og en folkefælle er ifølge programmet kun den, der er af dansk blod. Jøder er ikke folkefæller.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie. Lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Et hul i Grundloven
På det tidspunkt findes § 70 allerede. Siden 1849 har bestemmelsen beskyttet borgerne mod at blive frataget borgerlige og politiske rettigheder på grund af deres religion.
Men Anden Verdenskrig blotlægger et problem. Beskyttelsen handler om trosbekendelse – ikke om afstamning.
Det bliver ændret med Grundloven af 1953.
– For så vidt angår udviklingen af Grundlovens paragraf 70, ser vi tilføjelsen af “afstamning”, som kommer ind i ændringsloven i 1953. Og det må jo ses som et udslag af de antisemitiske tendenser, som var både under Anden Verdenskrig og efter Anden Verdenskrig, siger lektor i forfatningsret Sune Klinge.
Faktaboks: Grundlovens § 70
Paragraffens ordlyd:
Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Hvad indeholder paragraffen?
§ 70 er en antidiskriminationsbestemmelse. Den beskytter mod, at staten og lovgivningsmagten forskelsbehandler borgere med hensyn til deres borgerlige og politiske rettigheder på grund af trosbekendelse eller afstamning.
Hvad betyder den?
Din religion eller afstamning må ikke bruges til at fratage dig borgerlige og politiske rettigheder. Omvendt kan religion heller ikke bruges til at slippe for almindelige borgerpligter. Ordet “afstamning” blev føjet til bestemmelsen i 1953 i kølvandet på antisemitismen under og efter Anden Verdenskrig.
Clausens magtdrøm brister
Frits Clausen kommer aldrig i nærheden af den magt, han forestiller sig i sommeren 1940.
Tyskerne foretrækker samarbejdet med den siddende danske regering og bruger i stedet Clausen som et muligt trusselsbillede over for de danske politikere.
Ved folketingsvalget i marts 1943 får DNSAP 43.000 stemmer. Det er flere end fire år tidligere, men partiet beholder blot sine tre mandater. Trods den tyske besættelse og økonomisk støtte fra Tyskland forbliver DNSAP et lille parti uden reel parlamentarisk indflydelse.
Clausens politiske projekt falder sammen.
Seks år efter hans død bliver ordene “eller afstamning” føjet til § 70.
Dermed kommer Grundloven til at fastslå det modsatte af det princip, DNSAP havde skrevet ind i sit partiprogram: Din afstamning må ikke afgøre, om du har adgang til dine borgerlige og politiske rettigheder.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Hvis du vil høre hele podcastafsnittet, og blive klogere på paragraf 70 kan du lytte til afsnittet her eller i din fortrukne podcast-app.
