Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Videnskab

Han var med til at finde en mirakelkur mod tuberkulose. Men Nobelprisen gik til hans professor

HISTORIE. Som 23-årig ph.d.-studerende opdagede Albert Schatz et antibiotikum, der kunne bekæmpe en af verdens mest frygtede sygdomme. Men det blev hans professor, Selman Waksman, der fik æren og Nobelprisen. Først et halvt århundrede senere fik Schatz den anerkendelse, han også fortjente.

Den 19. oktober 1943 står den 23-årige Albert Schatz i et kælderlaboratorium på Rutgers University i New Jersey.

Tre etager over ham har professor Selman Waksman sit kontor. Men nede i kælderen arbejder Schatz alene med en af tidens mest frygtede bakterier: tuberkulose.

Sygdommen har i årtusinder kostet menneskeliv, og selv penicillin, der ellers har revolutioneret behandlingen af bakterielle infektioner, virker ikke mod den.

Nu forsøger han at finde det stof, der kan bekæmpe bakterierne.

Denne eftermiddag opdager han noget opsigtsvækkende. To forskellige mikroorganismer i hans petriskål har produceret et stof, der kan hæmme tuberkulosebakterien.

Schatz har fundet et nyt antibiotikum.

Han kalder det streptomycin.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE

Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden. 

Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.

Lyt til alle afsnit af Videnskabens Vindere her

Professoren og den fattige studerende

Opdagelsen er resultatet af mange års forskning.

Professor Selman Waksman er født i 1888 og har på Rutgers University opbygget et forskningsprogram med fokus på mikroorganismer i jorden.

Hans idé er, at nogle af de kemiske stoffer, mikroorganismer bruger til at bekæmpe hinanden, måske også kan bruges som medicin mod sygdomsfremkaldende bakterier.

Waksman har derfor samlet studerende og yngre forskere omkring sig, som systematisk undersøger jordprøver i jagten på nye antibiotika.

En af dem er Albert Schatz.

Schatz tjener blot 40 dollars om måneden og bor gratis i et lille værelse i et af universitetets drivhuse, hvor han til gengæld passer planter og fejer gulve.

Men han er fast besluttet på at finde et middel mod tuberkulose.

Da det viser sig, at streptomycin ikke blot virker i laboratoriet, men også kan bruges til at behandle mennesker, bliver opdagelsen et medicinsk gennembrud.

For første gang har lægerne et effektivt antibiotikum mod tuberkulose.

Men samtidig begynder en anden kamp.

Hvem ejer en videnskabelig opdagelse?

Mens streptomycin bliver sat i storproduktion og begynder at redde menneskeliv, samler anerkendelsen sig omkring Waksman.

Professoren mener, at han har skabt forudsætningerne for opdagelsen. Det er ham, der har udviklet forskningsprogrammet, skaffet laboratorierne og sat arbejdet i system.

Schatz ser anderledes på sagen.

For selvom Waksman har organiseret forskningen, er det Schatz, der har udført de afgørende eksperimenter og fundet det nye antibiotikum.

Da Schatz opdager, at Waksman også personligt tjener store beløb på streptomycin, ender konflikten i et søgsmål.

Sagen afsluttes med et forlig, hvor Schatz bliver anerkendt som medopdager og får en mindre del af indtægterne.

Men det ændrer ikke på, hvem der får videnskabens største hæder.

I 1952 modtager Selman Waksman Nobelprisen i fysiologi eller medicin for opdagelsen af streptomycin.

Albert Schatz bliver ikke nævnt.

Anerkendelsen kom 51 år senere

I årtier bliver Schatz’ rolle i opdagelsen stort set glemt.

Først da en forfatter, der undersøger antibiotikaens historie, finder dokumentation for Sschatz’s arbejde i Rutgers Universitys arkiver, bliver sagen taget op igen.

Den 28. april 1994 vender den nu 74-årige Schatz tilbage til universitetet.

Denne gang skal han ikke ned i kælderen.

Han skal op på scenen for at modtage Rutgers Medal, universitetets højeste hæder, som anerkendelse af sin rolle i opdagelsen af streptomycin.

Der er gået mere end 50 år, siden han stod med petriskålen i hånden og opdagede det stof, der skulle forandre behandlingen af tuberkulose.

Nobelprisen fik han aldrig. Men omsider blev hans navn knyttet til den opdagelse, han havde været med til at gøre.


Artiklen er baseret på research og interviews af Christine Runøe i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.

Er du nysgerrig på hele historien om Selman Waksman (og Albert Schatz)? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcast app.