I 1743 lykkes det beboerne på Mandø at købe deres egen ø af kong Christian 6. For 864 rigsdaler får de et kongeligt skøde, der sikrer dem øens jorder og tilhørende rettigheder til blandt andet jagt og strand.
Vi har alle mulige begrænsninger på hvordan vi må opføre os i samfundet. Bare fordi vi ejer grunden vi ejer ikke nødvendigvis alt luften.
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Det er gårdejeren Hans Simonsen, der på vegne af omkring 150 øboere har budt på øen ved en auktion i Ribe.
I generationer bliver skødet betragtet som beviset på, at mandøboerne selv bestemmer over øen og jagten i områderne omkring den.
Men i 1992 bliver den historiske aftale pludselig udfordret.
Miljøministeriet beslutter at skærpe fredningsbestemmelserne i Vadehavet. Det betyder blandt andet et forbud mod jagt på Mandøs forstrand og i de omkringliggende vådområder.
For øboerne er det et indgreb i de rettigheder, som deres forfædre har betalt for.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie. Lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Et kongeligt løfte bliver udfordret
En af dem, der reagerer kraftigt, er landmanden Gravers Møller.
Han har boet på Mandø i mere end 40 år og har tidligere været afhængig af jagten som en del af familiens levebrød. Nu lever han af sit landbrug og sine avlsheste, men jagten har stadig stor betydning for ham.
I december 1994 samles øboerne til en ekstraordinær generalforsamling på Mandø Kro. Her beslutter de næsten enstemmigt at gå rettens vej.
De mener, at staten har frataget dem en privat rettighed, og kræver derfor erstatning efter Grundlovens § 73.
Paragraffen beskytter ejendomsretten og fastslår, at staten kun kan tvinge borgere til at afstå ejendom, når almenvellet kræver det, og mod fuldstændig erstatning.
Men beskyttelsen betyder ikke, at en grundejer frit kan bestemme over alt, hvad der foregår på vedkommendes jord.
– Vi har alle mulige begrænsninger på, hvordan vi må opføre os i samfundet, siger lektor i forfatningsret Sune Klinge.
Han forklarer, at hensynet til naturen og miljøet netop kan begrunde begrænsninger i, hvordan ejere må bruge deres ejendom.
Faktaboks: Grundlovens § 73
Paragraffens ordlyd
Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en tredjedel af Folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til Folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende Folketing.
Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
Hvad indeholder paragraffen?
§ 73 beskytter borgernes ejendomsret. Staten kan kun gennemtvinge afståelse af ejendom, hvis det sker med hjemmel i lov, er nødvendigt af hensyn til almenvellet og ledsages af fuldstændig erstatning.
Paragraffen giver desuden et mindretal i Folketinget mulighed for at kræve en særlig udsættelse af ekspropriationslovgivning og sikrer adgang til domstolsprøvelse.
Hvad betyder den?
Staten kan eksempelvis ekspropriere jord til en motorvej, hvis betingelserne er opfyldt. Men ejendomsretten er ikke ubegrænset. Myndighederne kan også fastsætte regler for, hvordan ejendom må bruges, eksempelvis af hensyn til naturbeskyttelse.
Sådanne begrænsninger udløser ikke automatisk erstatning. Det afhænger blandt andet af, om der er tale om et ekspropriativt indgreb i en beskyttet ejendomsret.
Var jagtretten overhovedet deres?
Da sagen når Østre Landsret i januar 2003, kræver mandøboerne knap tre millioner kroner i erstatning.
Deres argument er, at kong Christian 6. solgte dem en eksklusiv jagtret, og at staten derfor må betale, hvis den vil fratage dem den.
Miljøministeriet mener derimod, at skødet kun omfatter landjorden. Jagten på søterritoriet omkring Mandø har ifølge staten været fri for alle.
Dermed handler sagen ikke kun om, hvorvidt staten må begrænse jagten. Den handler først og fremmest om, hvorvidt øboerne overhovedet har den private eneret, som de mener at have arvet.
Landsretten giver staten medhold.
Dommerne vurderer, at skødet fra 1743 ikke udtrykkeligt giver mandøboerne eneret til jagt på forstranden og søterritoriet. Øboerne har gennem generationer udøvet en almindelig jagtret, som de efterhånden er kommet til at betragte som deres egen.
Derfor har staten heller ikke foretaget et indgreb i en privat ejendomsret, som udløser erstatning efter Grundloven.
Mandøboerne anker dommen, men den 9. februar 2005 stadfæster Højesteret afgørelsen med stemmerne tre mod to.
Efter mere end 250 år med en lokal overbevisning om, at kongens skøde sikrede dem jagtretten, står øboerne tilbage uden erstatning.
Sagen viser en afgørende grænse for Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten: Staten kan være forpligtet til at betale, når den fratager borgere deres ejendom. Men først skal det fastslås, at den rettighed, borgerne mener at have mistet, faktisk tilhørte dem.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Hvis du vil høre hele podcastafsnittet, og blive klogere på paragraf 73 kan du lytte til afsnittet her eller i din fortrukne podcast-app.
