Højlydte motorsave i mørklagte fabriksbygninger, skjulte kameraer og pulsbælter på frivillige gæster. Sådan ser en helt almindelig oktoberweekend ud for Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen fra Aarhus Universitet.
De to forskere leder Recreational Fear Lab, der undersøger, hvorfor mennesker frivilligt søger frygt for nydelsens skyld – et fænomen de kalder rekreativ frygt.
Og kernen er paradoksal: man skal være bange og samtidig have det sjovt.
– Rekreativ frygt er en tilstand, der både er nydelsesfuld og frygtfuld, forklarer Mathias Clasen.
– Det ser ud til, at den leg med frygt, som både børn og voksne opsøger, giver en eller anden følelsesmæssig resiliens. Der er ting, der bliver nemmere at forudsige og det tror jeg, mange kan se fordelen ved, siger Marc Malmdorf Andersen.
Gys og horror har eksisteret i de fortællinger, vi mennesker har fortalt hinanden, lige så længe som vi har fortalt historier
Mathias Carlsen, forsker på Aarhus Universitet
Følelsesmæssig ressilens er evnen til at modstå, regulere og komme sig hurtigt efter svære følelser eller stress, uden at blive overvældet.
Han peger på, at når man frivilligt leger med det uhyggelige i trygge rammer, øver man sig i at mærke frygt, regulere den og opdage, at det går over. Over tid kan det styrke følelsesmæssig resiliens, fordi hjernen bliver bedre til at forudsige og håndtere stærke følelser.
Hvad er rekreativ frygt?
Ikke al frygt er rekreativ. Hvis en oplevelse kun er rar, er den ikke rekreativ frygt. Og på den anden side, hvis en oplevelse kun er ubehagelig er den bare frygt.
GYS
Gys er en podcastserie om frivillige menneskers møder med frygt også kaldet rekreativ frygt.
Hvorfor opsøger vi oplevelser, der gør os bange? Hvorfor kan frygt føles godt og kan gys faktisk styrke vores mentale sundhed?
Fra bålets spøgelseshistorier til bøger, biografmørke og spøgelseshuse følger vi, hvordan historier, film og andre slags gys kan blive til opdagelser, der både kilder og gør os klogere på os selv.
Få indblik i serien gennem denne artikelserie, eller lyt til afsnittet her
Dette er første afsnit
Imellem de to poler ligger de oplevelser, hvor vi selv vælger at flirte med det farlige: gyserfilm, tunnelskræk på rutsjebanen, faldskærm, spøgelsesruter i storbyer eller den sene “true crime” lige før sengetid.
Forskernes feltstudier spænder fra vuggestuer og børnehaver til voksne, og på tværs af køn og alder finder de igen og igen små eller store valg, hvor folk søger kontrolleret skræk for sjov.
Fra lejrbål til lærred
Mennesker har i tusindvis af år fortalt skrækhistorier.
80 procent har set en gyserfilm inden for den seneste måned
Mathias Carlsen, forsker på Aarhus Universitet
-Gys og horror har eksisteret i de fortællinger, vi mennesker har fortalt hinanden, lige så længe som vi har fortalt historier. Folkeeventyr er jo spækket med hårrejsende elementer – talende ulve, hekse, der bager børn – Grims’ eventyr er et redselskabinet fra start til slut, fortæller Mathias Clasen
Med bogens udbredelse flyttede gyset ind i litteraturen: Horace Walpoles Slottet i Otranto (1764) satte gang i en bølge af gotiske fortællinger, hvor skjulte rum, overnaturlige kræfter og hemmeligheder drev handlingen.
Så kom filmen, og med den kom et gennembrud for gysergenren. Allerede i slutningen af 1800-tallet eksperimenterede filmskabere med skræk.I 1920’erne og 30’erne satte tysk ekspressionisme og film fra Universal-studierne retningen for, hvordan publikum oplevede gys. Nosferatu (1922) og Dracula (1931) gjorde vampyren til et kulturelt ikon og til en god forretning.
Efter krigen gav britiske Hammer-film klassikerne farve og krop (The Curse of Frankenstein (1957), Dracula (1958), The Mummy (1959). Midt i århundredet gik gyset mainstream: Alfred Hitchcock chokerede med Psycho (1960), og The Exorcist (1973) cementerede, at gys både kan være et publikumsfænomen og en prisdarling – og få folk til at besvime i salen.
Men publikum bliver sværere at skræmme. Det, der var uhyggeligt i 1920’erne, kan i dag virke forudsigeligt, fordi vi har set vampyrer og splat i alle afskygninger.
Ifølge Marc Malmdorf Andersen tvinger det instruktører til at genopfinde måderne at skabe uforudsigelighed på.
En gang imellem lykkes det og så flytter genren grænsen igen.
Halloween
Et af de tydeligste eksempler på rekreativ frygt er Halloween.
Ifølge Mathias Clasen er højtiden vokset voldsomt i Danmark og overhalede allerede i 2007 fastelavn i detailomsætning. Forlystelsesparkerne kører temauger, græskar markerer aftenerne i efteråret, og hvor den amerikanske tradition favner alle slags udklædninger, har den danske udgave i høj grad fået et udtalt horrortema: børn som spøgelser, zombier og monstre.
Måske endda bør vi have lidt mere gys på skoleskemaet
Mathias Carlsen, forsker på Aarhus Universitet
-Over halvdelen af befolkningen svarer, at de kan lide skræmmende underholdning, og 80 procent har set en gyserfilm inden for den seneste måned. Det er altså ikke et nichefænomen, siger Mathias Carlsen
Pointen er ikke kulturel import for importens skyld, men at højtiden udfylder et efterårsbehov – farver og fællesskab når dagene bliver kortere og mørkere.
Hvorfor bliver vi ved?
Et historisk glimt fra Londons teatersale i 1927 siger noget essentielt om gysets dobbelte tilstand.
Under den første autoriserede opsætning af Bram Stokers Dracula på Little Theatre besvimede enkelte gæster – hvorefter de vendte tilbage til sædet, og dem, der gik, kom igen aftenen efter. Det indikerer et klassisk eksempel på, hvordan frygt og fornøjelse kan udleves på samme tid. Netop den dobbelte tilstand synes at være gyssets trækplaster.
Og Mathias Clasen peger på, at gys er bredere end som så. Spørger man folk, om de kan lide skræmmende underholdning, svarer lidt over halvdelen ja, en mindre gruppe “måske”, og knap en tredjedel nej. Alligevel svarer fire ud af fem, at de har set en gyser inden for den seneste måned. Det tyder på, at gyset er mere udbredt, end mange tror – og at det blot er én plet på det store landkort over rekreativ frygt.
Perspektiver til krop, kultur og politik
For Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen er feltet både stort og underbelyst og trækker tråde til både økonomi, helbred, pædagogik og byrum.
–Vi bliver aldrig færdige. Selv hvis vi fik en masse forskningsmidler og ansatte folk til at hjælpe os, er fænomenet kæmpestort og underbelyst. Det har tentakler ud i alt fra økonomi og sundhed til pædagogik – måske endda bør vi have lidt mere gys på skoleskemaet, siger Mathias Clasen.
Hvis det viser sig sundt at lege med frygt, rejser det spørgsmål: Skal legepladser designes, så børn oftere får sommerfugle i maven? Hører et strejf af gys hjemme på skoleskemaet?
Sikkert er det, at gyset ikke bare er kulturens mørke hjørne. Det er blevet en bevidst træningsbane for at håndtere følelser – en kontrolleret konfrontation med det, vi ellers helst vil undgå.
SPONSORERET INDHOLD. Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten GYS, som er skrevet, researchet og tilrettelagt af Rakkerpak Productions Omar Ghali for Science Report i tæt samarbejde med Recreational Fear Lab. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.
