Patrick Blackett har set, hvad de tyske kanoner kan.
Under 1. verdenskrig gør den unge britiske søofficer tjeneste ombord på krigsskibe og deltager blandt andet i Slaget ved Jylland i 1916. To år senere oplever han ombord på destroyeren HMS Sturgeon, hvordan et tysk skib først skyder omkring 200 meter for kort – og derefter rammer.
Blackett begynder at regne på sagen. Hans beregninger peger på, at tyskerne arbejder mere systematisk og præcist med deres skydning end briterne.
Han foreslår derfor den ansvarlige officer, at den britiske flåde gør det samme.
Men officeren vil ikke høre tale om at lære af tyskerne. Træfferen på Sturgeon var ifølge ham blot “sort uheld”.
Blackett bliver frustreret over det militære hierarki, og da krigen slutter, forlader han flåden og ender på Cambridge University. Her finder han en verden, hvor hans trang til at måle, analysere og beregne bliver mødt helt anderledes.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Han gjorde usynlige partikler synlige
På Cavendish Laboratory begynder Blackett at arbejde med tågekammeret – et apparat, der kan gøre usynlige partiklers bevægelser synlige som små spor af dråber.
Problemet er, at kosmiske partikler rammer Jorden på tilfældige tidspunkter. Blackett kan derfor ikke vide, præcis hvornår kameraet skal tage billedet.
Løsningen opstår, da den italienske fysiker Giuseppe Occhialini kommer til Cambridge med erfaring i geigertællere. Sammen kobler de geigertællere til tågekammeret, så kameraet automatisk udløses, når en partikel passerer.
De har nu skabt et system, hvor det næsten er partiklen selv, der trykker på udløseren. Arbejdet gør Blackett til et stort navn i fysikken.
Og snart når rygtet om hans evner tilbage til den verden, han havde forladt.
Militæret ville pludselig have tallene
I efteråret 1940 bomber tyske fly London nat efter nat. Briterne har radar, der kan opdage bombeflyene, men luftværnskanonerne bruger enorme mængder ammunition på at skyde dem ned.
Nu vil militæret gerne høre, hvad Blackett har at sige.
Han samler en gruppe fysikere, matematikere og andre videnskabsfolk, der bliver kendt som “Blackett’s Circus”. De tager ud til luftværnsstillingerne, registrerer, måler og analyserer, hvad der rent faktisk sker under bombardementerne.
Ved begyndelsen af Blitz-kampagnen kræver det omkring 20.000 granater at skyde ét tysk fly ned. Efterhånden som systemet forbedres, falder tallet til omkring 4.000.
Kombinationen af videnskaben og militæret
I 1948 modtager Patrick Blackett Nobelprisen i fysik for sin videreudvikling af tågekammermetoden og sine opdagelser inden for kernefysik og kosmisk stråling.
Manden, hvis beregninger militæret ikke ville lytte til under 1. verdenskrig, var under den næste krig blevet så værdifuld, at generalerne sloges om at få fingrene i ham.
Artiklen er baseret på research og interviews af Asbjørn Løvendahl Mogstad i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Patrick Blackett? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
