I 1962 er nogle af USA’s mest berømte nobelprismodtagere inviteret til middag hos præsident John F. Kennedy i Det Hvide Hus.
Men en af gæsterne mangler.
Kemikeren Linus Pauling, der modtog Nobelprisen i kemi i 1954, befinder sig ganske vist ved Det Hvide Hus. Han er bare ikke gået indenfor.
I stedet står han på fortovet sammen med sin hustru Ava Helen og demonstrerer mod atomprøvesprængninger.
På deres sorte protestskilt står der:
Mr. Kennedy. Mr. Macmillan. We have no right to test.
Senere samme aften skal Pauling give hånd til den præsident, hvis atompolitik han netop har protesteret imod.
Det er langt fra første gang, den berømte kemiker har sat sit omdømme på spil for en sag, han tror på.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Fra videnskabeligt geni til fredsaktivist
Linus Pauling er født i Oregon i 1901. Hans far er selvlært apoteker, og allerede som barn bliver Pauling fascineret af kemien.
Som ung udvikler han sig til et videnskabeligt talent. Han bliver professor ved California Institute of Technology som 29-årig og revolutionerer forståelsen af, hvordan atomer binder sig sammen i molekyler.
Senere er han med til at vise, hvordan en ændring i hæmoglobinproteinet kan føre til blodsygdommen seglcelleanæmi. Han bidrager også til forståelsen af proteiners struktur.
Opdagelserne indbringer ham Nobelprisen i kemi i 1954.
Men Paulings ambitioner rækker længere end laboratoriet.
Hans hustru Ava Helen har tidligt introduceret ham til spørgsmål om social retfærdighed. Hun deler hans ønske om at mindske menneskelig lidelse, og sammen engagerer de sig i kampen mod atomvåben.
I 1958 indsamler parret 13.000 underskrifter fra videnskabsfolk i 50 lande, der protesterer mod atomprøvesprængninger. Underskrifterne bliver afleveret til FN.
Men i USA bliver Paulings engagement mødt med mistro.
Truede med at sende nobelprismodtageren i fængsel
FBI har overvåget Pauling siden 1947. Under den kolde krig bliver hans modstand mod atomvåben forbundet med mistanke om kommunistiske sympatier.
Til sidst bliver han indkaldt til en høring i det amerikanske Senat.
Her kræver senator Thomas Dodd, at Pauling udleverer navnene på de personer, der har hjulpet med at organisere underskriftsindsamlingen mod atomprøvesprængninger.
Hvis han nægter, risikerer han fængsel.
Men Pauling nægter.
Han henviser til sin samvittighed og moralske pligt og fastholder, at han ikke vil udlevere navnene.
Til sidst opgiver komitéen sit krav.
Tre år senere, i 1963, underskriver USA, Storbritannien og Sovjetunionen en aftale om begrænsning af atomprøvesprængninger.
Samme dag, den 10. oktober, annoncerer den norske Nobelkomité, at Linus Pauling modtager Nobels fredspris for 1962.
Dermed bliver han den første og hidtil eneste person, der har modtaget to udelte nobelpriser.
En fælles kamp for en bedre verden
Linus Pauling fortsætter sin forskning og sit engagement i verdensfreden frem til sin død i 1994. Men kampen har aldrig været hans alene.
Hans hustru Ava Helen har gennem deres ægteskab været en selvstændig drivkraft i deres fælles politiske engagement. Det er hende, der tidligt introducerer Pauling til spørgsmål om social retfærdighed, og sammen kæmper de mod atomprøvesprængninger og for en verden med mindre menneskelig lidelse.
Da Pauling modtager Nobels fredspris, er det derfor også kulminationen på en kamp, de har ført sammen.
For selvom det er Linus Pauling, der modtager verdens mest prestigefyldte priser, er Ava Helen med til at forme de idealer, der bliver afgørende for hans liv uden for laboratoriet.
Artiklen er baseret på research af August Falch Rasmussen i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Linus Pauling? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcast app.
