Onsdag d. 20. august kunne den norske kronprinsesse Mette-Marit fejre sin 52-års fødselsdag. Men glæden blev overskygget af en rystende nyhed: Dagen før havde den norske statsadvokat offentliggjort et omfattende anklageskrift mod hendes søn, 28-årige Marius Borg Høiby.
Tiltalen tæller hele 32 forhold, heriblandt fire voldtægter af fire forskellige kvinder. Andre punkter dækker mishandling af partnere, ulovlig filming, dødstrusler, chikane af politiet samt færdselsforseelser. Den øvre strafferamme er ti års fængsel.
– Det er en alvorlig sag. Det er en meget, meget alvorlig sag, siger kongehuskommentator Jakob Steen Olsen.
Beviser fra prinsens egen mobil
Sagen begyndte allerede tilbage i august 2024, da politiet blev tilkaldt til et voldeligt opgør i en lejlighed i Oslos Frogner-kvarter. Kort efter fulgte yderligere anmeldelser, og efterforskningen voksede.
De må for alt i verden ikke blive set som nogen, der prøver at få særbehandling
Jakob Steen Olsen, kongehuskommentator
Ifølge statsadvokaten har Marius Borg Høiby selv leveret dele af det mest belastende materiale: På sin mobiltelefon har han filmet dele af de seksuelle overgreb, han nu er tiltalt for. Politiet har desuden fundet et større antal billeder og videoer af kvinders underliv på hans computer.
– De har jo tekniske beviser, som kan støtte kvindernes vidneudsagn. Det er jo der, man har fundet materialet, der kan bestyrke det, der er sket, forklarer Jakob Steen Olsen.
Særligt de såkaldte sovevoldtægter, hvor kvinderne angiveligt har været bevidstløse, vurderes som alvorlige.
– Kvinderne vidste ikke engang, hvad der overgik dem, før politiet fandt materialet, tilføjer han.
Kongehuset bundet på hænder og fødder
For det norske kongehus er situationen nærmest umulig.
– De har et meget, meget lille råderum. De kan sådan set kun blive ved med at sige det, de har sagt fra begyndelsen: at de observerer sagen og ikke har nogen kommentarer, siger Jakob Steen Olsen.
Det bliver svært for folk at skelne mellem familien og institutionen
Emma Påske, historiker, kongehusforsker og formidler
Kronprins Haakon blev tidligere spurgt af pressen, hvordan familien har det. Hans korte svar var, at ”det er selvfølgelig rigtig svært – for alle parter.” Det blev opfattet som en balancegang mellem at udvise empati for kvinderne og samtidig markere afstand til sønnen.
Ifølge Jakob Steen Olsen er det afgørende, at kongehuset ikke viser sig som klagende eller søgende efter medlidenhed:
– De må for alt i verden ikke blive set som nogen, der prøver at få særbehandling, siger han
Hvad vidste kongehuset?
Hun vil for altid blive indskrevet i historiebøgerne som dronningen, der havde en søn, som var voldtægtsforbryder – hvis han bliver dømt
Jakob Steen Olsen, kongehuskommentator
Et centralt spørgsmål i offentligheden er, hvor meget kongehuset har kendt til Marius Borg Høibys problemer. Flere ekskærester har fortalt, at de henvendte sig til kronprinsparret for at advare om hans stofmisbrug og psykiske udfordringer.
– Nordmændene spørger jo sig selv: Hvor meget beskyttede kongehuset Marius, og hvor meget vidste de? Det bliver svært for folk at skelne mellem familien og institutionen, siger Emma Påske.
Hun er historiker og arkivar ved Danmarks Rigsarkiv og særlig anerkendt for sit arbejde med kongehusforskning og formidling af danmarkshistorie.
Hun peger på, at det moderne kongehus i høj grad også er en familie, og at grænsen mellem privatliv og institution er blevet ”blurry”.
En kommende dronning med en dømts søn?
Det store spørgsmål er, hvordan Mette-Marits position påvirkes, hvis hendes søn bliver dømt.
– Hun vil for altid blive indskrevet i historiebøgerne som dronningen, der havde en søn, som var voldtægtsforbryder – hvis han bliver dømt, siger Jakob Steen Olsen.
Emma Påske fremhæver, at kongehuset ellers har været kendt for sin folkelighed og åbenhed:
– De har i mange år været enormt dygtige til at kommunikere og møde befolkningen. Men når sagen rammer så tæt, bliver det svært at bevare den tillid.
Populariteten er faldet – men monarkiet står
Når det her sker, så riber det op i alt muligt andet i forhold til hendes lidt kontroversielle indtog i kongehuset. Mange nordmænd sagde dengang, at hun ikke burde være dronning – og de siger nu: Se selv
Jakob Steen Olsen, kongehuskommentator
Sagen har allerede påvirket meningsmålingerne. Støtten til kongehuset faldt på et tidspunkt ned omkring 62 procent – fra tidligere at ligge over 70.
Alligevel vurderer eksperterne, at monarkiet ikke er truet.
– Snakken om, at det her bliver enden på det norske monarki, tror jeg ikke, vi skal tage for alvorligt, siger Emma Påske.
Hun peger på, at andre kongehuse har overlevet skandaler – fra prins Andrews sag i Storbritannien til korruptionsanklager mod Spaniens Juan Carlos.
En retssag med globalt fokus
Retssagen ventes at begynde i januar 2025 og strække sig over seks uger. Den vil efter alt at dømme blive fulgt intenst af både norsk og international presse.
– Det bliver så massivt, og det bliver givetvis også så ubehageligt i sin detaljeringsgrad, hvis det forelægges i offentligheden. Det bliver en benhård kamp – også en mediekamp, vurderer Jakob Steen Olsen.
Marius Borg Høiby nægter sig skyldig i det meste af tiltalen, men har erkendt enkelte forhold om vold og herværk.
Et kongehus på prøve
For Mette-Marit er sagen et hårdt slag oven i en kongelig karriere, der i forvejen har været udfordrende. Hun har kæmpet for at vinde nordmændenes accept, men hendes søns sag ripper op i gamle fordomme om hendes fortid.
– Når det her sker, så riber det op i alt muligt andet i forhold til hendes lidt kontroversielle indtog i kongehuset. Mange nordmænd sagde dengang, at hun ikke burde være dronning – og de siger nu: Se selv, siger Jakob Steen Olsen.
Konklusionen fra eksperterne er klar: Monarkiet vil overleve, men sagen vil trække dybe spor i kongehuset i mange år frem.
Læs også om de andre europæiske kongehus-historier, der har trukket overskrifter i seneste uge
Læs alle afsnit i artikelserien Kongeland her
Artiklen er baseret på research og interviews af Silla Bakalus i podcasten Kongeland.
Lyt til episoden her hvis du vil drykke endu mere ned i sagens detaljer, og hvad det kan have af betydning for det norske kongehus














