Den 6. maj 1937 venter en stor menneskemængde på Lakehurst Naval Air Station i New Jersey.
Over dem kommer verdens største luftskib, Hindenburg, til syne gennem de regntunge skyer.
Det 245 meter lange luftskib er netop ankommet fra Frankfurt efter tre dages rejse over Atlanten. Ombord findes både restaurant, rygerum og store panoramavinduer. Hindenburg er et flyvende luksushotel, der transporterer velhavende og eventyrlystne passagerer mellem Europa og Nordamerika.
Men det er ikke kun luksussen, der gør luftskibet bemærkelsesværdigt.
I de enorme bæreballoner findes omkring 200.000 kubikmeter brint. Verdens letteste grundstof holder hele konstruktionen svævende.
Pludselig lyder et voldsomt brag.
Flammer breder sig gennem luftskibet, der på få øjeblikke forvandles til en gigantisk ildkugle.
Efter blot 32 sekunder er Hindenburg brændt ned.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Et grundstof med eksplosive egenskaber
Hindenburg var oprindeligt designet til at flyve med helium, som ikke er brændbart. Men USA havde af militære grunde indført en handelsboykot af helium over for Tyskland.
Derfor benyttede tyskerne i stedet brint.
Det havde sine fordele. Brint er lettere end helium og har derfor en større løfteevne. Men det er også en meget brandfarlig gas, der kan være eksplosiv, når den blandes med ilt.
Den præcise årsag til Hindenburgs brand er fortsat ukendt. Meget tyder dog på, at en gaslækage i kombination med atmosfæriske forhold spillede en afgørende rolle.
Katastrofen fik vidtrækkende konsekvenser. Planerne om at bygge nye luftskibe, der blev løftet af brint, blev skrinlagt.
Men brint er langt mere end et farligt brændstof.
Det er universets mest udbredte grundstof og udgør over 90 procent af alle atomer. Det blev dannet i tiden efter Big Bang og er stadig det brændstof, der får Solen til at lyse.
Brint indgår også i vand og er en grundlæggende del af de organiske forbindelser, som levende organismer består af.
Fra katastrofe til grøn energi
Allerede i midten af 1760’erne havde den engelske videnskabsmand Henry Cavendish undersøgt den gas, vi i dag kender som brint.
Ved at blande syrer med metaller som zink og jern opdagede han en letantændelig gas, der brændte med en klar flamme. Andre havde frembragt gassen før ham, men Cavendishs forsøg var afgørende for, at den blev anerkendt som et selvstændigt grundstof.
I dag er brint igen kommet i centrum for store teknologiske ambitioner.
Det kan blandt andet bruges i brændselscellebiler, hvor selve anvendelsen kun udleder vand og varme. Og i såkaldte Power-to-X-anlæg kan elektricitet fra sol og vind bruges til at fremstille brint, som efterfølgende kan omdannes til brændstoffer og kemikalier.
Teknologien kan dermed være med til at reducere afhængigheden af fossile brændstoffer.
Brint rummer således et paradoks.
Det grundstof, der i 1937 var med til at forvandle verdens største luftskib til et flammehav, er i dag en vigtig del af arbejdet med at udvikle fremtidens energiløsninger.
Hindenburgkatastrofen står tilbage som en påmindelse om, at selv et af universets mest nyttige grundstoffer kræver stor respekt for dets farlige egenskaber.
Artiklen er baseret på research af Katrine Nyland i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Hvis du er interesseret i at høre mere om brint, så kan du lytte til episoden om brint her eller i din fortrukne podcast app.
