Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Samfund

Efter Grønlandskrisen: Danmark har mistet lysten til at ændre rigsfællesskabet

POLITISK NYT. Den diplomatiske aftale med USA har skabt lettelse i København, hvor det eksisterende samarbejde mellem Danmark, Grønland og Færøerne nu betragtes som en succes. Men i Nuuk og Tórshavn er ønsket om større selvbestemmelse bestemt ikke forsvundet.

Grønlændere flytter til Danmark for et bedre liv – men risikerer social deroute

Efter en turbulent periode med amerikanske trusler om at overtage Grønland har en ny forsvarsaftale skabt større ro i forholdet mellem USA, Danmark og Grønland.

Men den diplomatiske succes kan få en uventet konsekvens: Danmark har muligvis mistet motivationen til at ændre det såkaldte rigsfællesskab.

Vi har fået et større og større handlerum, og det er ikke noget, der er blevet givet til os. Det er noget, vi har arbejdet for

Arnakkuluk Jo Kleist, selvstændig konsulent og grønlandsk politisk kommentator

Ifølge politisk kommentator Lars Trier Mogensen har krisen vist den danske regering, at de eksisterende rammer fungerer.

Samarbejdet mellem statsminister Mette Frederiksen og Grønlands regeringsleder Jens-Frederik Nielsen har været tæt, og samtidig er det lykkedes Danmark at engagere både NATO og EU stærkere i Arktis.

Derfor forventer han heller ikke, at København vil tage initiativ til større ændringer af forholdet mellem de tre lande.

– Hvis I vil have noget andet og mere, så er det 100 procent jer, der skal komme med det, siger Lars Trier Mogensen, politisk kommentator.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: RIGSRÅDET

I Rigsrådet stiller Lars Trier Mogensen, Arnakkuluk Jo Kleist og Heinií Skorini skarpt på udviklingen i Rigsfællesskabet og Nordatlanten. 

Lyt til alle episoderne her eller der, hvor du lytter til podcast

Selvstændigheden fortsætter i praksis

Men i Grønland bliver den danske lettelse ikke nødvendigvis delt.

Arnakkuluk Jo Kleist mener, at det er en forsimpling at betragte selvstændighed som et spørgsmål om enten at forlade rigsfællesskabet eller fortsætte uændret.

Grønland har gennem mange år gradvist fået større indflydelse på egne forhold, og den udvikling er fortsat under den seneste krise. Blandt andet har Grønland fået en tydeligere stemme i internationale forhandlinger.

– Vi har fået et større og større handlerum, og det er ikke noget, der er blevet givet til os. Det er noget, vi har arbejdet for, siger Arnakkuluk Jo Kleist, selvstændig konsulent og grønlandsk politisk kommentator.

Hun understreger, at ønsket om selvbestemmelse ikke er forsvundet, blot fordi forholdet til USA er blevet mindre anspændt. For Grønland handler udviklingen fortsat om at få større indflydelse på landets egen fremtid.

Færøerne vil videre – men mangler handling

På Færøerne er situationen anderledes. Her er seks ud af syv politiske partier ifølge Heini í Skorini enige om, at Færøerne på sigt skal etablere en selvstændig stat.

Færøerne har allerede overtaget en lang række sagsområder og gradvist reduceret det danske bloktilskud. Men selvom der er bred politisk opbakning til yderligere selvstændighed, er der endnu ikke kommet et konkret initiativ, som Danmark kan forholde sig til.

– Hvis jeg som færing kan tillade mig at kritisere færøske politikere og færøske regeringer, så er det meget retorik og ikke så meget handling, siger Heini í Skorini, lektor i international politik.

Han understreger samtidig, at ønsket om en færøsk stat ikke nødvendigvis handler om at vende Danmark ryggen. Det handler blandt andet om at kunne repræsentere sig selv i internationale organisationer og indgå egne handelsaftaler.

Dermed står de tre lande i en ny situation efter Grønlandskrisen. I København ser man et samarbejde, der har bevist sit værd. I Grønland og på Færøerne fortsætter arbejdet for større selvbestemmelse.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan rigsfællesskabet skal se ud i fremtiden, men hvem der skal tage initiativet til at ændre det.


Artiklen er skrevet på baggrund af research og interviews fra podcasten Rigsrådet.

Lyt til hele episoden her, hvor også kampen om national anerkendelse i Nordisk Råd, EU’s nye arktiske strategi og besparelser i den færøske udenrigstjeneste diskuteres.