Danmark forbindes af mange grønlændere med bedre jobmuligheder, et mere specialiseret sundhedsvæsen og lavere leveomkostninger. Men for nogle bliver mødet med det danske samfund langt vanskeligere end forventet.
Det er bare ikke lige så nemt, som man forestiller sig
Arnakkuluk Jo Kleist, selvstændig konsulent og grønlandsk politisk kommentator
En ny undersøgelse fra VIVE, Bevægelser mellem Grønland og Danmark, viser, at andelen af grønlændere, der lever som socialt udsatte, stiger efter en flytning til Danmark.
Det gælder også mennesker, der tidligere har haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Ifølge undersøgelsen oplever 42 procent af dem, der var i fuldtidsbeskæftigelse i Grønland året før flytningen, udfordringer med at komme ind på det danske arbejdsmarked.
Det overrasker Arnakkuluk Jo Kleist, selvstændig konsulent og grønlandsk politisk kommentator.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: RIGSRÅDET
I Rigsrådet stiller Lars Trier Mogensen, Arnakkuluk Jo Kleist og Heinií Skorini skarpt på udviklingen i Rigsfællesskabet og Nordatlanten.
Lyt til alle episoderne her eller der, hvor du lytter til podcast
Fra middelklasse til underklasse
Grønlændere er danske statsborgere og kan frit flytte til Danmark. Men selvom de formelle rammer gør flytningen forholdsvis enkel, kan forskelle i sprog, kultur og sociale netværk gøre det svært at etablere sig.
Politisk kommentator Lars Trier Mogensen mener, at undersøgelsen afslører et alvorligt problem.
Han beskriver udviklingen som en bevægelse, hvor mennesker, der har klaret sig godt i Grønland, risikerer at ende uden for arbejdsmarkedet og de sociale fællesskaber i Danmark.
– Folk bevæger sig fra at være måske middelklasse i Grønland til og i mange tilfælde at blive underklasse i Danmark, siger Lars Trier Mogensen, politisk kommentator.
Han peger samtidig på, at ensomhed og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet kan forstærke hinanden og gøre det endnu vanskeligere at blive en del af det danske samfund.
For Arnakkuluk Jo Kleist viser undersøgelsen, at det ikke er tilstrækkeligt at kunne tale dansk eller kende til danske samfundsforhold. Grønland og Danmark er forskellige samfund, og den forskel kan være større, end mange forventer.
Mange vender tilbage til Grønland
Undersøgelsen viser dog også et andet billede. Omkring halvdelen af dem, der flytter fra Grønland til Danmark, er vendt tilbage efter fem år. Efter ti år gælder det omkring 60 procent.
Det understreger ifølge Arnakkuluk Jo Kleist, at flytningen ikke nødvendigvis er permanent, og at mange fortsat har en stærk tilknytning til Grønland.
Samtidig er der en vigtig nuance i undersøgelsen: De kvalitative interviews fokuserer blandt andet på personer med udfordringer på arbejdsmarkedet og socialt udsatte. Grønlændere med stabil tilknytning til arbejdsmarkedet er ikke interviewet i denne del.
Alligevel mener Arnakkuluk Jo Kleist, at resultaterne peger på et behov for at gøre overgangen mellem de to lande nemmere.
For når mennesker flytter til Danmark i håbet om bedre muligheder, bør resultatet ikke være, at de får sværere ved at klare sig.
Artiklen er skrevet på baggrund af research og interviews fra podcasten Rigsrådet.
Lyt til hele episoden her, hvor også kampen om national anerkendelse i Nordisk Råd, EU’s nye arktiske strategi og besparelser i den færøske udenrigstjeneste diskuteres.
