Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Samfund

Trumps udsending ville charmere Grønland, men mødte 500 demonstranter

POLITISK NYT. Besøget fra den amerikanske specialudsending Jeff Landry skulle signalere dialog. I stedet blev ugen præget af protester, USA-kritiske plakater og en befolkning, der endnu en gang sagde nej tak.

Da Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, ankom til Nuuk, var budskabet, at han ville lytte og lære.

Men besøget endte med at blive overskygget af protester, kritik og en markant folkelig modstand mod USA’s fortsatte interesse for Grønland.

– Budskabet var for Jeff Landry, at han skulle komme og lytte og lære, siger Arnakkuluk Jo Kleist, selvstændig konsulent og politisk kommentator på podcasten Rigsrådet. Hun sidder i Nuuk og vurderer Grønlands situation i Rigsfællesskabet.

Jeff Landry deltog kun kortvarigt i erhvervskonferencen Future Greenland, som ellers var den officielle anledning til besøget. Ifølge Arnakkuluk Jo Kleist var han til stede i mindre end en halv time.

USA fyldte mere end USA’s udsending

Der blev holdt en tale, hvor budskabet var “No means no”. Altså, vi har sagt nej tak, og det må I respektere

Arnakkuluk Jo Kleist, selvstændig konsulent og politisk kommentator på podcasten Rigsrådet

Selv om Jeff Landry kun spillede en begrænset rolle på selve konferencen, var den amerikanske interesse for Grønland et gennemgående tema.

Politikere, erhvervsfolk og internationale gæster brugte gentagne gange taletid på at understrege, at Grønland selv bestemmer sin fremtid.

– Selve det her med situationen med USA og den her situation, der har været, var sådan et underliggende tema, som mange kommenterede ud fra, siger Arnakkuluk Jo Kleist.

Samtidig fik repræsentanter fra EU og flere europæiske lande betydelig opmærksomhed under konferencen. Blandt andet deltog EU-kommissær Josef Síkela og repræsentanter fra Frankrig, Canada og Storbritannien.

USA ASU

Den tydeligste reaktion kom dog uden for konferencelokalerne.

Amerikanernes charmeoffensiv med Jeff Landry mislykkedes monumentalt

Lars Trier Mogensen, Politisk kommentator

På åbningsdagen dukkede plakater med budskabet “USA ASU” op flere steder i Nuuk. Ordet “asu” betyder “stop” på grønlandsk.

– USA ASU, ordet udtaler man asu, og det er et grønlandsk ord, der betyder stop, siger Arnakkuluk Jo Kleist.

Flere af plakaterne blev siden fjernet af ukendte personer, men budskabet forsvandt ikke.

Da det amerikanske konsulat senere på ugen blev officielt genåbnet i nye og større lokaler midt i Nuuk, mødte omkring 500 demonstranter op. Mange bar de samme plakater under demonstrationen.

– Politiet har vurderet, at det er omkring 500 mennesker, som dukkede op, siger Arnakkuluk Jo Kleist.

Et tydeligt nej

Demonstranterne vendte symbolsk ryggen til konsulatet, mens budskabet fra talerne var enkelt: Grønland har allerede sagt nej.

Ifølge Arnakkuluk Jo Kleist var protesten præget af fællesskab snarere end konfrontation.

– Der blev holdt en tale, hvor budskabet var “No means no”. Altså, vi har sagt nej tak, og det må I respektere, siger hun.

Læs også: Bekymring i Grønland vokser og Danmark skifter kurs mod Trump

For Lars Trier Mogensen som vurderer situationen fra Købemhavn står der derfor én konklusion tilbage efter den amerikanske offensiv.

– Amerikanernes charmeoffensiv med Jeff Landry mislykkedes monumentalt, siger den politiske kommentator.

Mens USA fortsat forsøger at øge sin tilstedeværelse i Grønland, tyder ugens begivenheder på, at modstanden blandt mange grønlændere fortsat er både synlig og organiseret.