Det begynder med en fyring. For Johan, midt i 40’erne og far til to, bliver det startskuddet til en kædereaktion, der langsomt trækker tæppet væk under både økonomi, ægteskab og selvforståelse. Huset skal sælges, relationen til hans kone Charlotte knager, og overskuddet forsvinder. Det, der før var rutine, føles nu uoverskueligt.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Hvis du gerne vil blive klogere på hjernens mange afkroge, så kan du lytte til fiktive personlige fortællinger udarbejdet gennem journalistisk research om alle WHO’s psykiske lidelser her.
Du kan også få et indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller besøge Psykens hjemmeside.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med støtte fra Lundbeckfonden.
En morgen ved køkkenbordet kan han ikke forklare, hvorfor græsset ikke er slået, eller hvorfor han ikke har fået gjort noget som helst. Kroppen reagerer med svedige håndflader, trykken for brystet og en følelse af at være fanget. Tankerne kører i ring, og hukommelsen svigter.
Det hele føles så uoverskueligt. Som om alting bare kræver mange flere kræfter, end det burde
En reaktion på forandring
Johan lider af en tilpasningsreaktion. Det er en midlertidig psykisk reaktion på en konkret belastning, som opstår, når store livsændringer rammer hurtigere eller hårdere, end man kan nå at tilpasse sig. Symptomerne kan ligne angst og depression: søvnløshed, nedtrykthed, uro, hjertebanken og manglende energi. Forskellen er, at symptomerne hænger tæt sammen med en udløsende begivenhed og typisk aftager, når presset letter.
For Johan betyder det, at selv et møde på jobcenteret bliver overvældende. Krav om jobsøgning, CV og systemer forstærker følelsen af at være faldet igennem. Skammen vokser, og tankerne bliver mørkere.
Jeg kan knap nok overskue at åbne min computer for tiden
Krisen spidser til
I forsøget på at dæmpe uro og bekymringer begynder Johan at drikke. Alkoholen giver kortvarig ro, men forværrer situationen. Da Charlotte en eftermiddag opdager ham med et halvtomt glas midt på dagen, står det klart, hvor alvorligt det er blevet.
Du er ikke den samme. Du virker tom. Fjern.
Kort efter siger Johan det højt, som indtil da kun har været en tanke:
Verden ville være et bedre sted, uden mig i den
Det bliver vendepunktet. Af frygt for, at han kan gøre skade på sig selv, kører Charlotte ham på psykiatrisk skadestue. Her vurderer personalet, at han er i akut krise, udmattet og alkoholpåvirket. Han bliver tilbudt indlæggelse og får hjælp til søvn og ro.
Stabilisering før diagnose
Lægerne vurderer, at Johan har en tilpasningsreaktion. Diagnosen bruges ofte midlertidigt, mens man ser, om symptomerne aftager. Behandlingen handler først og fremmest om stabilisering: søvn, appetit og energi. Samt støttende samtaler og hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen igen. Hvis tilstanden varer ved, eller forværres, kan diagnosen ændres til en mere specifik psykisk lidelse.
For Johan begynder det langsomt at vende. Efter nogle dages hvile træder de mest selvdestruktive tanker i baggrunden. Senere bliver huset solgt, familien finder et nyt sted at bo, og han indkaldes til jobsamtale.
Jeg er begyndt at tro på, at jeg faktisk kan noget igen
Historien om Johan viser, hvor skrøbelig balancen kan være, når livet pludselig tager en drejning, og hvor afgørende det kan være, at nogen griber ind, før krisen bliver permanent.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Fortællingerne i Psyken er fiktive men bygger på journalistisk research, rigtige fortællinger og er faktatjekket af overlæge og psykiater Bjørn Ebdrup. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
Hvis du vil blive klogere på epifænomener kan du lytte til afsnittet her














