Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Kultur

Kejserinde Sisi fandt friheden i Ungarn – og blev en vigtig brik i det storpolitiske spil

ROYALT NYT. Hun blev gift med en af Europas mest magtfulde mænd som bare 16-årig, men livet ved det østrigske hof blev langt fra det eventyr, kejserinde Elisabeth havde forestillet sig. I stedet fandt hun et fristed i Ungarn, hvor hendes popularitet også fik politisk betydning.

Hun var ung, smuk og gift med kejseren af Østrig. Udadtil lignede kejserinde Elisabeth, bedre kendt som Sisi, indbegrebet af et royalt eventyr. Men bag de overdådige kjoler og imponerende smykker gemte sig en ung kvinde, der havde svært ved at finde sig til rette i sin nye tilværelse.

Hun føler ikke de der restriktioner, som hun har følt ved det østrigske hof. Der er det bare friere i Ungarn

Emma Paaske, historiker

Kejserinde Sisi var vokset op i en privilegeret bayersk adelsfamilie, hvor hun havde haft usædvanlig stor frihed til at ride, lege og færdes i naturen. Men da hun i 1854 giftede sig med sin fætter, kejser Franz Josef af Østrig, blev hendes liv forandret.

Historiker Emma Paaske beskriver det østrigske hof som et sted, hvor kejserinden følte sig fanget.

– Det bliver en spændetrøje for hende. Det her østrigske hof. Hun kan simpelthen ikke komme ud af det. Det klemmer sig mere og mere ind i hende, siger Emma Paaske.

Samtidig havde kejser Franz Josef et tæt forhold til sin mor, der blandede sig i både ægteskabet og opdragelsen af parrets børn. Det gjorde det endnu vanskeligere for den unge kejserinde at finde sin plads.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: KONGELAND

Kongeland er Danmarks royale podcast. Vi tager kongehuset seriøst, og derfor stiller vi skarpt på de royale i både Danmark og udland.

Lyt med her og bliv klogere på kongehusene

Ungarn blev kejserindens fristed

I 1857 besøgte kejserinde Sisi Ungarn for første gang. Her fandt hun en frihed, som hun havde savnet ved hoffet i Wien.

– Jeg tror, det er, fordi det er friere. Hun føler ikke de der restriktioner, som hun har følt ved det østrigske hof. Der er det bare friere i Ungarn, forklarer Emma Paaske.

Kejserinden kastede sig over landets kultur, historie og sprog. Hun lærte ungarsk og blev efterhånden en særdeles populær skikkelse blandt ungarerne.

Den popularitet fik også politisk betydning.

I 1867 blev Østrig-Ungarn etableret som et dobbeltmonarki, og kejserinde Sisi kom til at spille en rolle i fortællingen om de to landes forening.

Ifølge Emma Paaske har historikere diskuteret, om kejserindens engagement i Ungarn udelukkende skyldtes hendes personlige begejstring, eller om hun også blev brugt strategisk af den østrigske kejserfamilie.

– Det er blevet diskuteret, hvorvidt det her det er sådan et politisk snigangreb i virkeligheden fra den østrigske kejserfamilie. Altså, at de simpelthen bruger Sisi som spydspids for, at Ungarn bliver en del af dobbeltmonarkiet.

Historikeren understreger dog, at det er vanskeligt at afgøre, hvor meget politisk strategi der lå bag kejserindens handlinger.

Et barn blev symbol på den nye union

Kejserinde Sisis tilknytning til Ungarn blev yderligere styrket, da hun i 1868 fødte sit fjerde og sidste barn, prinsesse Marie Valerie, i Ungarn.

Det var et bemærkelsesværdigt valg, fordi kejserinden dermed lod sit barn komme til verden i Ungarn frem for ved det østrigske hof.

Prinsessen blev døbt i Ungarn og fik tilnavnet det ungarske barn.

– Det lyder måske rigtig fint og og hyggeligt og sådan noget, men det er også en storpolitisk ting at gøre, siger Emma Paaske.

Fødslen fandt sted året efter etableringen af dobbeltmonarkiet og blev ifølge historikeren et symbol på forbindelsen mellem Østrig og Ungarn.

For kejserinde Sisi havde beslutningen også en mere personlig betydning. Efter tidligere at have oplevet, hvordan hendes svigermor overtog store dele af opdragelsen af hendes børn, ønskede hun denne gang selv at være tæt på sin datter.

Prinsesse Marie Valerie blev da også det barn, kejserinden fik det tætteste forhold til.

Dermed blev Ungarn ikke blot det sted, hvor kejserinde Sisi fandt den frihed, hun savnede i Østrig. Det blev også landet, hvor hun kunne skabe en anderledes tilværelse som både mor og kejserinde.


Artiklen er baseret på research og interviews af journalist og kongehusekspert Silla Bakalus i podcasten Kongeland.

Lyt til episoden her eller der, hvor du lytter til podcast, hvis du vil dykke endnu mere ned i ugens kongelige nyheder