Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Videnskab

Silicium: Sandkornet der lagde grund til en digital revolution

HISTORIE. Det er næstmest almindelige grundstof i jordskorpen og findes i alt fra mursten og glas til smartphones og spillekonsoller. Silicium er rygraden i moderne elektronik – og et grundstof, der kan skabe både videnskabelige gennembrud og julekriser.

20. december, tæt på jul.
Anders Jensen sidder fordybet i et regneark på hjemmekontoret. En notifikation pipper, han antager det bare er endnu en nyhedsapp. Fingrene fortsætter hen over tastaturet, da endnu en besked tikker ind. Det er ikke en nyhed – det er en påmindelse fra elektronikbutikken: “Afhent din reservation senest 13:30.”

Det er om 20 minutter. Panik.

Anders springer op. Stolen flyver ind i reolen, bøger vælter. Ud i bilen. Ned til centret. I butikken møder han synet af forældre med triumferende smil og en PlayStation 5 under armen.

Men ikke Anders.
– Beklager, du er for sent. Vi har annulleret din reservation, siger ekspedienten tørt.

PlayStation 5 – det var gaven, der skulle redde julen.
– Har I ikke flere? spørger han desperat.
– Den er udsolgt, som så mange andre ting. Det er noget med silicium-mikrochips.

Silicium. Det 14. grundstof. Og netop det, der danner rammen for denne historie.

Verdens næstmest almindelige og uundværlige grundstof

Silicium befinder sig i det periodiske systems gruppe af halvmetaller. Det har tre elektronskaller og er uhyre udbredt – faktisk det næstmest almindelige grundstof i jordens skorpe. Det spiller en nøglerolle i både kaffekoppen og mobiltelefonen.

Men selvom der findes enorme mængder silicium i naturen, blev de små mikrochips, der bygges med netop dette grundstof, en mangelvare i årene efter 2020. Coronakrisen, fabriksbrande og logistikproblemer skabte en global chipmangel, som satte sig i alt fra biler til vaskemaskiner – og ikke mindst Sonys PlayStation 5.

Tre måneder tidligere

Anders’ søn Jonas spørger, om han ikke bare kan blive hos sin mor i weekenden.

– Der står min PlayStation jo.
– Du har jo også en her, svarer Anders.
– Den gamle, far. Jeg kan ikke spille med de andre på den.

Det rammer. Skilsmissens logistik. En far, der føler sig utilstrækkelig.

På computeren begynder jagten. “PS5 på lager”. Intet held. Artikler fortæller hvorfor: Lukkede fabrikker, forsyningskriser, chipmangel.

En enkelt facebookgruppe giver håb: “PS5 på lager Danmark.”

Hvorfor lige silicium?

Mikrochips laves næsten udelukkende med silicium. Men hvorfor?

Først og fremmest fordi silicium er billigt og let tilgængeligt. Men vigtigere endnu: Silicium er en halvleder – et stof, der under særlige betingelser både kan lede og stoppe elektrisk strøm.

I mikrochips betyder det, at silicium kan fungere som grundlag for transistorer, der styrer strømmen i al moderne elektronik. Det er derfor netop silicium – og ikke guld, sølv eller kobber – der bærer verdens digitale infrastruktur.

Black Friday – og et ansigt i mængden

Anders står op klokken 06:30. Det er Black Friday. Han har planlagt operationen ned til mindste detalje.

Ved butikken venter en mur af soveposer og campingstole. Køen er enorm. Og midt i den: Lars. Ekskonens nye kæreste. Med et nik.

Da Anders endelig lukkes ind, er det for sent. PS5’erne er væk. Og Lars? Han kommer ud med en under hver arm.
Anders spørger: “Vil du sælge mig en af dem?”
– Hvis du stikker mig 9000, får du lidt vennerabat.

Selvfølgelig er han sådan en type, der køber og sælger videre til overpris, tænker Anders.

Han vender sig og går tilbage til bilen. Vred. Afmægtig.

Et grundstof med mange former

Silicium forbindes især med elektronik, men det findes overalt i dagligdagen.

Siliciumforbindelser, også kaldet silikater, bruges i alt fra glas og byggematerialer til kakaopulver og skoæsker. I silikone – også en siliciumforbindelse – finder man det i alt fra fugemasse til brystimplantater.

Det engelske navn for silicium er silicon, og det er netop derfra, Silicon Valley har sit navn – ikke fra silikone.

Det rene grundstof blev første gang isoleret af den svenske kemiker Jöns Jacob Berzelius i 1824. Først i 1854 fremstilles det i krystallinsk form – den variant, der bruges i moderne mikrochips.

En redning i sidste øjeblik

Julen nærmer sig. Anders forsøger at få sønnen til at ønske sig noget andet. Uden held.

Så – pludselig – et opslag i facebookgruppen:
Niceshop har PS5 på lager.

Klik. Betal. Bekræftelse.

Juleaften samles familien – også ekskonen og Lars. Papiret rasler. Jonas udbryder: – Tusind tak, far! og kaster sig i armene på Anders.

Et øjeblik af genrejsning. Ikke bare som gavegiver. Men som far.

Et grundstof til både mursten og mikrochips

Silicium binder sammen verdens teknologiske udvikling og hverdagsliv. Det findes i smartphones og sønners juleønsker, men også i antikke glasfund og moderne byggeri.

Et simpelt grundstof, udvundet af sand og alligevel bærende for hele den digitale tidsalder.

Vidste du, at uden silicium ville der ikke findes moderne teknologi? I årene efter 2020 var det svært at få fat på PlayStation 5, fordi silicium blev en mangelvare. Lyt til fortællingen om Anders, der forsøger at redde julen ved at skaffe sin søn den ønskede PlayStation dér, hvor du lytter til dine podcasts.

SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er baseret på podcasten Periodisk. En Rakkerpak Original støttet af Novo Nordisk Fonden. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts