Fremskridtspartiets landsmøde i september 1995 udviklede sig til et politisk kaos med mistillidsafstemninger, råb fra salen og et parti på randen af sammenbrud.
Pia Kjærsgaard oplevede, hvordan hendes fløj blev kørt ud på et sidespor, og på vej hjem fra landsmødet stod det klart, at samarbejdet ikke kunne fortsætte.
Få dage senere samlede hun en lille kreds af partifæller i sit hjem.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem artikelserien her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast
Muligheden for at blive løsgængere blev kort vendt, men gruppen besluttede i stedet at stifte et nyt parti: Dansk Folkeparti.
Mandatet tilhører politikeren
Folketingsmedlemmer er uafhængige. De er uafhængige af det, de har lovet vælgerne. Det er alene deres egen overbevisning, som bestemmer, hvordan de skal stemme
Sune Klinge, forfatningslektor
Ifølge lektor i forfatningsret Sune Klinge er netop denne mulighed beskyttet af Grundlovens § 56.
– Folketingsmedlemmer er uafhængige. De er uafhængige af det, de har lovet vælgerne. Det er alene deres egen overbevisning, som bestemmer, hvordan de skal stemme, siger han.
Faktaboks: Grundlovens § 56
Ordlyd:
Folketingsmedlemmer er alene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
Hvad indeholder paragraffen?
Paragraffen fastslår, at folketingsmedlemmer ikke er juridisk bundet af hverken deres parti, deres vælgere eller valgløfter. De træffer selv deres politiske beslutninger.
Hvad betyder den?
Bestemmelsen sikrer, at et folketingsmedlem kan stemme efter sin egen overbevisning, blive løsgænger eller skifte parti uden at miste sit mandat. Den demokratiske sanktion kommer først ved næste folketingsvalg, hvor vælgerne kan vælge ikke at genvælge politikeren.
Paragraffen betyder også, at et folketingsmedlem kan forlade sit parti uden at miste sin plads i Folketinget.
Elleve dage efter det kaotiske landsmøde blev Dansk Folkeparti registreret, og Pia Kjærsgaard tog sammen med tre andre folketingsmedlemmer deres mandater med over i det nye parti.
Vælgerne fælder dommen
Det nye parti måtte derefter indsamle knap 20.000 vælgererklæringer for at kunne stille op til næste folketingsvalg. Allerede få uger efter stiftelsen viste meningsmålinger opbakning til projektet, og i april 1996 blev de nødvendige underskrifter afleveret.
Sune Klinge understreger, at vælgernes mulighed for at reagere først kommer ved næste valg.
– Vælgernes muligheder her er så alene, at de kan undlade at stemme på den pågældende person, når valgperioden på fire år løber ud, siger han.
Dermed blev bruddet med Fremskridtspartiet et af de tydeligste eksempler på, hvordan Grundlovens § 56 giver folketingsmedlemmer frihed til at følge deres egen politiske overbevisning – også når det betyder at forlade det parti, de blev valgt for.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Frederik Holst fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.















