Den 18. november stemmer vi lokalt, men staten kigger med

Den 18. november går vi til kommunalvalg. 

På stemmesedlen står navne, som mange måske kender fra hverdagen: dem der beslutter om skoler renoveres, om kulturhuset holder åbent, og hvordan pengene prioriteres i vores lokalområde. 

Men over valgboksen svæver en bestemmelse, som sjældent får overskrifter: §82 i Grundloven. Den fastslår, at kommuner har ret til selv at styre deres anliggender, men kun under statens tilsyn. 

– Det vigtige, der knæsættes her, er, at al magt ikke kan centreres omkring staten. §82 er en synliggørelse af centralisering over for lokal selvstyre. En demokratisering, siger lektor i forfatningsret Sune Klinge.

Netop balancen mellem lokalt mandat og statens tilsyn blev sat på spidsen i Farum i begyndelsen af 00’erne. Her gik en borgmester fra jordskredssejr til at blive den første og hidtil eneste borgmester i Danmark, der nogensinde er blevet suspenderet fra sit embede. §82 trådte ud af juridiske fodnoter og ind i den politiske virkelighed. 

Men hvad sker der, når en “mønsterkommune” bygger sin succes på økonomiske modeller, der ikke holder i virkeligheden?

Historien om Peter Brixtofte

Det begynder en aften i Kulturhuset i Farum. 

Den konstante summen i Farums kulturhus brød ud i blitzlys og råb, da Peter Brixtofte i november 2001 lod V-tegnet stråle over valgbordene. Venstre var “godt over de 50 procent”, og borgmesteren havde personligt fået en tredjedel af alle stemmer i kommunen. Euforien fik et uventet modspil, da en ung mand med en flaske chiliketchup sprøjtede den genvalgte borgmester til—en plet, der skulle vise sig svær at vaske af. Det korte kaotiske øjeblik kom til at stå som et forvarsel om, hvor dramatisk Brixtoftes triumf snart skulle smuldre.

I 16 år havde Brixtofte opbygget sin liberale mønsterkommune: lave skatter, lav administration, kultursatsninger, plejehjem, sportsfaciliteter og pensionister på charterrejser. Kort sagt: lav skat og høj velfærd. En hver borgerligs våde drøm. 

Men finansieringen skete via salg af kommunale faciliteter, som kommunen derefter leasede på lange kontrakter. Senere kendt som Farum-modellen. Men modellen stod ikke til at kunne holde evigt, for kollegaer og kommunalbestyrelsen spurgte ind til økonomien og gennemsigtigheden. 

Det, der for alvor satte lavinen i gang, var dog regningerne.

Dyre vine maskeret som “dagmøder”. På Bregnerød Kro havde borgmesteren så sent som 2. juledag betalt 18.660 kroner for et dagarrangement med 12 kuverter á 1.550 kroner. Og dagen efter kunne han læse om sig selv på BT’s forside: “Drak for 150.000 kroner på ét døgn.” Og snart fulgte sagen om ejendomskøb til overpris. 

§82 fastslår kommunernes selvstyre, men i Farum-sagen træder §82 andet ben i karakter: statens tilsyn. Som borger kan man klage til Ankestyrelsen over kommunale beslutninger, og staten kan selv åbne en sag.

– Så på den måde har man som borgere også i paragraf 82 en mulighed for at sikre, at ens kommune forvaltes i overensstemmelse med lovens intentioner og formål, forklarer Sune Klinge.

“Det ser rigtig sort ud”

Kort efter vin-afsløringerne gik Peter Brixtofte ind og ud af de gamle døre på Christiansborg. Efter et møde med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kaldte Brixtofte situationen “rigtig god”. Det viste jeg bare, at ministeren var lodret uenig: “Jeg synes faktisk, at det ser rigtig sort ud.”

Og tallene talte deres tydelige sprog: Et årligt underskud på 200 millioner kroner og potentielt ulovlige lån for 450 millioner gjorde, at Farum kom under skærpet statsligt tilsyn—præcis som §82 giver mulighed for.

 – §82 er jo på den ene side en beskyttelse af det lokale demokrati og på den anden side også en mulighed for at råbe vagt i gevær, tilføjer han.

I maj 2002 skete det uden fortilfælde: Kommunalbestyrelsen suspenderede Borgmester Peter Brixtofte – den første og hidtil eneste gang i Danmark. Venstre smed ham samtidig ud af folketingsgruppen.

Partidomstol i Farum

Efter Peter Brixtofte var blevet suspenderet som borgmester og smidt ud af Venstre på landsplan, indkaldte Venstres vælgerforening i Farum til en ekstraordinær generalforsamling den 9. september 2002.

Formålet med mødet var at afgøre, om han også skulle smides ud af den lokale vælgerforening – altså helt ud af partiet Venstre i Farum. Det var det eneste punkt på dagsordenen.

Til mødet dukkede over 200 medlemmer op. Her holdt Peter Brixtofte en ni sider lang forsvarstale for sig selv, hvor han forsøgte at forklare, at økonomien i kommunen var sund, og at hans høje udgifter og vinforbrug var blevet misforstået. 82 stemte for at ekskludere ham og 123 stemte imod. Dermed forblev han medlem af Venstre i Farum. 

Det ændrede dog ikke kursen for den tidligere borgmester, der senere blev tiltalt  for mandatsvigt og embedsmisbrug af særlig grov karakter, hvilket førte til flere fængelsstraffe. 

Fem år senere – i 2016 – blev Peter Brixtofte fundet død i sit hjem, 66 år gammel. Retsmedicinerne kunne ikke fastslå en præcis dødsårsag, men vurderede, at den var alkoholrelateret.

Konsekvenser langt ud over skoleveje og sportshaller. 

Peter Brixtoftes historie endte tragisk, men den satte et tydeligt aftryk på dansk kommunalpolitik. Den mindede vælgerne om, at selv et lokalt valg ikke bare handler om skoleveje, sportshaller og skatteprocenter men om tillid. Når vi den 18. november går til valg, vælger vi ikke bare lokale repræsentanter, men forvaltere af et stykke demokratisk selvstyre, der skal balancere handlekraft og ansvar.

Farum-sagen står tilbage som et sjældent, men lærerigt eksempel på, hvad der sker, når den balance tipper, og hvorfor §82 stadig er relevant, hver gang et byråd vælges.

---

SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.