Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Videnskab

Stigning i unges brug af puff bars bekymrer sundhedsfolk

NIKOTINMISBRUG. Brug blandt 15–17-årige er tredoblet på tre år, og ulovlige engangs e-cigaretter kan indeholde ekstremt høje nikotinmængder eller andre farlige stoffer.

Grafik: Lynglund.dk

Den søde smag af syntetisk vandmelon fylder munden på 15-årige Samira, mens hun trækker et sug fra en puff bar. Hvad der begynder som et kort pusterum bliver hurtigt til afhængighed, koncentrationsproblemer i skolen — og ender i en akut forgiftning, hvor hun mister bevidstheden og får svært ved at trække vejret.

En følelse af ro spreder sig i kroppen, da jeg endelig finder den lille glatte puff bar frem fra tasken, fører den op til munden og inhalerer den silkebløde, søde damp. Ahhh, det er som om, jeg kan trække vejret frit igen.

Samira, 15 år

Puff bars er engangs e-cigaretter, som opvarmer en væske og producerer en indhalerbar damp. De markedsføres i slikagtige smagsvarianter, der appellerer direkte til unge, og de vises i utallige videoer på sociale medier.

RAKKERPAK ORGINIAL: PSYKEN

PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.

Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til PSYKEN her eller der, hvor du lytter til podcast.

Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med med støtte fra Lundbeckfonden.

Hvis du selv har brug for hjælp til at håndtere noget, der er svært, kan du kontakte psykiatrifonden.dk – Du kan både ringe, chatte og skrive til deres anonyme og gratis rådgivning, som har åbent hver dag, året rundt.

Ifølge en undersøgelse fra SDU er brugen blandt 15–17-årige steget markant de seneste år: i 2024 angiver 14,3 pct. af de unge i denne aldersgruppe at bruge puff bars — svarende til næsten fire ud af 25 elever i en klasse. Salget foregår i høj grad via nettet og uregulerede kanaler, hvor produkterne er let tilgængelige.

Snakken fortsætter rundt om mig. Jeg nikker, skal lige til at tage et sug mere, men lægger så mærke til, hvordan den lille bar er begyndt at føles lettere i min hånd. Jeg skal suge mere, for at få noget ud af den.

Samira, 15 år

Samme mængde nikotin som 65 pakker cigaretter

Indholdet i ulovlige puff bars varierer voldsomt. Hvor en almindelig cigaret indeholder cirka 1–2 mg nikotin, og lovlige e-cigaretter må have op til 40 mg, kan ulovlige puff bars indeholde op til 1.300 mg nikotin — det svarer til indholdet af omkring 65 pakker cigaretter i én enhed. Endnu mere skræmmende er, at ulovlige enheder nogle gange indeholder andre aktive stoffer: THC, amfetamin, ketamin eller i enkelte tilfælde fentanyl — et opioid der er langt stærkere end heroin og kan give livstruende forgiftninger.

Når et produkt indeholder ukendte eller særligt potente stoffer, risikerer brugeren akut intoksikation: lyde forvrænges, syn bliver sløret, vejrtrækningen besværes, kramper og bevidsthedstab kan indtræde. I sådanne situationer er det afgørende, at man straks tilkalder hjælp, lægger den ramte i aflåst sideleje og sikrer frie luftveje.

Mit åndedrag bliver kortere, hurtigere. Jeg ser på Mille, men hendes ansigt er som en sløret skygge. Jeg prøver at svare, men det kommer kun ud som et hæst forsøg på at trække vejret. Mine lunger brænder. Jeg kan mærke, hvordan alting bliver mørkere omkring mig, før jeg falder ned på knæ og alting bliver sort.

Samira, 15 år

Udsigter til angst, depression og dårlig stresshåndtering

Ud over akut fare betyder puff bars også en stor langtidstrussel: nikotin er stærkt vanedannende, og unge udvikler afhængighed hurtigere end voksne. WHO klassificerer nikotinrelaterede lidelser under F17, og abstinens giver uro, irritabilitet, søvnproblemer og koncentrationsbesvær. Nikotin påvirker den unge hjerne under udvikling og øger risikoen for angst, depression og dårlig stresshåndtering. Studier viser desuden, at unge puff-brugere har øget sandsynlighed for senere at begynde at ryge almindelige cigaretter, og at tidlig nikotineksponering kan gøre hjernen mere sårbar over for afhængighed af andre stoffer.

Jeg kan høre tre cifre blive tastet ind … Pludselig kan jeg høre en anden velkendt stemme. Min mors. Hun gentager bare mit navn, igen og igen.

Samira, 15 år

Når unge kommer igennem en akut episode, har de brug for både akut medicinsk behandling og langsigtet støtte. Behandling af afhængighed bør omfatte rådgivning, samtaleterapi og ved behov nikotinerstatningsprodukter (tyggegummi, plastre, spray) for at lette abstinenser og stabilisere hverdagen. Tidlig opsporing i skoler og forældreopmærksomhed er vigtig, fordi mange unge ikke selv forbinder brugen af farvestrålende, slikagtige enheder med et nikotinproblem — og fordi produkterne i det ulovlige marked kan indeholde langt farligere stoffer.

I podcastepisoden ender Samira i gode hænder: hendes søster råber om hjælp, moren vender hende i sideleje, og ambulancen når frem. Hun får en chance til — men casen understreger behovet for skrappere regulering, målrettet forebyggelse og tidlig indsats over for unge.

Find episoden her


SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Fortællingerne i psyken er fiktive, men udarbejdet på baggrund af virkelige eksempler og journalistisk research – og er gennemgået af relevante fagpersoner. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.

Hvis du selv har brug for hjælp, kan du f.eks. kontakte psykiatrifonden.dk, hvor du kan ringe, chatte eller skrive anonymt – hver dag, året rundt.