Bunker af papir tårner sig op på kontoret i Ny Vestergade den 8. september 1908. Midt i rodet, ved et gult pengeskab med et legetøjs-trykkerisæt og to pistoler, stirrer Peter Adler Alberti på et telegram fra London.
Afslag på lån, står der på papiret.
Det betyder, at han ikke kan gøre mere ved de regnskaber, han i over et årti har forfalsket. Den 188 centimeter høje tidligere justitsminister, der i syv år havde stået i spidsen for landets retshåndhævelse ved, at han nu er en færdig mand.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Telegrammet fra London
Hans dag bliver et mærkeligt optog af små udsættelser. Først en grundig barbering. Et smut forbi apoteket efter hovedpinepulver, hvor den unge ekspedient aner æren i at betjene landets tidligere justitsminister uden at ane skandalens omfang.
Paragraf 16 er jo en bestemmelse, der handler om tiltalekompetencen. Hvem er det, som lægger sag an mod ministrene?
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Frokost på Café Glyptoteket: gule ærter, oksebryst, østers, gullash, ananasfromage. Endnu en barbering. Men udsættelserne kan ikke skjule realiteten. Mæt og glatbarberet går Alberti mod Domhuset på Nytorv, under den smalle bro ind til arresten.
Med lov skal man land bygge, står der på facaden, da han kl. 11.45 træder ind i overbetjent Jacobsens kontor.
– Jeg er kommet for at anmelde et bedrageri. Det drejer sig om meget store beløb, siger han og lægger et forfalsket dokument på bordet.
Mindst 9 millioner kroner, hvilket på daværende tidspunkt var et ufatteligt beløb.
Og så sker det ubegribelige:
– Ja og det er mig selv, jeg gerne vil anmelde.
Bekendelsen på Nytorv
Allerede ved første forhør forklarer Alberti, at han valgte at melde sig selv frem for “et andet skridt”. Ingen andre er kendt med hans affærer, siger han, men trådene er så indviklede, at det tager to år at udrede dem. Forhørsprotokollerne lander på 8.000 sider.
Baggrunden står klart i det koncentrat, efterforskningen kan skære ud:
Hvis ikke en minister kunne drages til ansvar for de handlinger, de foretog sig, så ville man ikke have den samme form for checks and balances.
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Som formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse (fra 1890) og initiativtager til både en brandforsikring og en smøreksportforening til England har Alberti forudbetalt gårdejere mere, end smørret kunne indbringe.
Et hul bliver til mange. Tab i sydafrikanske guldminer. Forfalskede regnskaber for både smørforening og sparekasse. Forfalskede obligationer som sikkerhed for lån.
Hertil kommer, at han kort før sin afgang som justitsminister fik lov at låne 1,5 million kroner af statskassen.
Afslaget fra London banker ham ud over kanten. Der er ikke flere plastre.
Da regeringen faldt og Rigsretten kaldte
Ved havnefronten står konseilspræsident I.C. Christensen med regeringen og modtager fornemme gæster, da beskeden om Albertis anmeldelse rammer.
Det vi tit ser, er, at der bliver nedsat en undersøgelseskommission, og hvis der er grundlag, så skal ministrene op og stå skoleret foran Rigsretten
Sune Klinge, lektor i forfatnigsret
Alberti var allerede i juli 1908 blevet afskediget “så værdigt som muligt”, men nu vælter sagen tilbage som en boomerang. 13. september meddeler regeringen sin afgang.
Det er også her, Grundlovens § 16 folder sig ud. Den slår fast, hvem der kan rejse tiltale mod ministre for deres embedsførelse og at Rigsretten dømmer i sådanne sager. Lektor i forfatningsret Sune Klinge siger:
– Paragraf 16 er jo en bestemmelse, der handler om tiltalekompetencen. Hvem er det, som lægger sag an mod ministrene? Og det ser vi. Det er jo så enten kongen, og her skal man forstå det som regeringen, eller Folketinget, som vælger at gå efter en bestemt minister for de gerninger, som de har lavet, mens de har været ministre.
Og hvad med “kongen”?
– På grund af kontrasignaturreglerne, altså at kongen ikke kan handle uden at ministrene er med, læser vi bestemmelsen sådan, at det ikke er kongen, der har tiltalekompetence, men regeringen, forklarer Sune Klinge.
Grundlovens §16
Ordlyd:
Ministrene kan af kongen eller Folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.
Betydning:
- Det er regeringen (i bestemmelsen benævnt “kongen”) eller Folketinget, der kan rejse tiltale mod en minister for handlinger begået som led i ministerens embede.
- Sagen afgøres ved Rigsretten, der dømmer i sager om ministres embedsførelse.
- Bestemmelsen er et centralt led i ansvarsplaceringen i regeringsførelsen og fungerer sammen med praksis med undersøgelseskommissioner.
- Rigsretten bruges sjældent; siden Grundloven trådte i kraft, er der rejst seks rigsretssager.
Rigsretten er blevet mere kendt i offentligheden, fordi nyere sager har vist den i funktion. Men dens grundlæggende rolle er den samme:
– Hvis ikke en minister kunne drages til ansvar for de handlinger, de foretog sig, så ville man ikke have den samme form for checks and balances. Det vi tit ser, er, at der bliver nedsat en undersøgelseskommission, og hvis der er grundlag, så skal ministrene op og stå skoleret foran Rigsretten, som jo er den samlede Højesteret og en masse lægdommere, siger Klinge.
En rigsret er et tungt maskineri at sætte i gang
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
I kølvandet på Albertis kollaps rejser Folketinget rigsretstiltale — men ikke mod Alberti. Den storstilede svindel er begået af privatpersonen Alberti, og det hører til ved de almindelige domstole. I stedet må hans tidligere kolleger — konseilspræsident I.C. Christensen og indenrigsminister Sigurd Berg — stå skoleret, fordi de mistænkes for at have forsømt tilsynet med sparekassen og med Albertis dispositioner trods advarsler.
Retsopgøret ender historisk: I.C. Christensen frifindes, som alle tidligere ministre i rigsretssager før ham.
Men den 17. juni 1910 dømmes Sigurd Berg som den første danske minister i en rigsretssag.
Han får 1.000 kroner i bøde eller 60 dages fængsel for forsømmelse af sin tilsynspligt. Hans egen departementschef har år forinden advaret ham om bemærkelsesværdigt rod i regnskaberne. Rygter og advarsler var blevet dysset ned i frygt for Albertis magt og mulige modangreb.
– En rigsret er et tungt maskineri at sætte i gang. Andre lande, som Norge, har ofte valgt at løse lignende skandaler politisk efter undersøgelser frem for med strafferetlige sanktioner. I dansk ret har vi valgt en anden balancemodel, siger Klinge.
Dommen over Alberti
Samme år, i december 1910, sættes punktum i straffesagen mod Alberti selv. For at undgå opmærksomhed transporteres han i hemmelighed med en fragtbåd fra Nyhavn til Horsens.
Men en kvik taxachauffør aflurer turens mål, og ved kajen står fotografer og journalister skulder ved skulder. Den detroniserede justitsminister, stadig høj som en giraff i mængden, føres mellem to betjente i land og videre mod tugthuset.
Efter to års retssag er omfanget gjort op: Alberti skylder ca. 14,5 millioner kroner. Det svarer til over en milliard i nutidskroner. Straffen lyder på otte år i tugthuset, uden fradrag for de to år i varetægt. Han undgår dog en rigsret, for hans forbrydelser angik ikke embedsførelsen, men hans private dispositioner.
Rigsretten i dansk praksis
Siden Grundlovens tilblivelse er Rigsretten kun taget i brug seks gange. I afsnit 13 var vi forbi den anden rigsretssag fra 1877 om salget af Marmorkirkens grund. Sagen om Alberti blev anledning til den fjerde og til den første danske ministerdom.
Paragraf 16 er, som Sune Klinge udlægger den, en del af værktøjskassen for ansvar i regeringsførelsen – tung at løfte, men afgørende for balancen mellem magt og ansvar.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Maya Zachariassen fra podcsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 16 – Millionsvindleren på ministertaburetten i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk, her eller dér, hvor du henter dine podcasts.














