Marmorkirken og ministerens ansvar: Hvordan Andreas Frederik Krieger havnede i rigsretten

Det var en lun maj-aften i 1874, da finansminister Andreas Frederik Krieger inviterede bankdirektør Carl Frederik Tietgen til middag i sit hjem på Rosenvænget Hovedvej. Krieger havde et klart mål: at sælge Marmorkirkens grund, en af Københavns mest prominente, men forfaldne, tomter, til Tietgen.

– Jeg har lovet Dem, at De vil blive informeret, såfremt staten pønser på noget med Marmorkirkens grund, sagde Krieger til Tietgen, og bankdirektørens nysgerrighed blev straks vakt.

Grunden var ejet af staten, men salget skete uden at rådføre sig med Folketinget. To dage senere fremlagde Tietgen et tilbud, og Krieger underskrev salgsaftalen dagen før, han trådte af som finansminister. Dette ville senere danne grundlag for en rigsretssag, anført af Venstre-politikeren Viggo Hørup.

Ministeransvar og grundlovens §13

Baggrunden for sagen kan findes i Grundlovens paragraf 13, der slår fast: kongen er ansvarsfri, men ministrene er ansvarlige for regeringens førelse.

– Nu har vi jo lige haft fat i en række bestemmelser i grundloven, hvis indholdet var relativt beskedent. Og her ser vi så to ret centrale dele. Navnligt for det folkestyre, vi har, er det den sidste del, at ministeren er ansvarlig for regeringsførelse, men også det her med, at kongen er immun over for straf, forklarer Sune Klinge.

Klinges pointe er klar: det er ministrenes ansvar, ikke kongens, der er det centrale i det danske konstitutionelle monarki. Denne ansvarlighed nærmere defineres ved ministeransvarlighedsloven, udstedt i 1964, som fastsætter, at man skal have handlet forsætligt eller groft uagtsomt for at kunne blive retsforfulgt.

– Men meget mere interessant er det her med ministrene, der er ansvarlige for regeringens førelse. Men altså, det er jo det, der er det centrale i den her bestemmelse. Det andet er jo bare noget lirumlarum, tilføjer Sune Klinge.

I Rigsrettens søgelys

Tre år efter salget sad Krieger på anklagebænken i Rigsretten. Viggo Hørup læste op af sit anklageskrift:

– Hovedansvaret i denne sag påhviler forhenværende finansminister, der – ved at tage initiativet til retshandlen og bringe den til sin foreløbige afslutning i skrivelsen af 19. juni 1874 – er den egentlige ophavsmand til det statskassen påførte tab.

Krieger, der var jurist og tidligere professor, modtog anklagerne med stoisk ro. Han var ikke bekymret; han kendte loven til bunds. Brevudvekslinger med skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, en af hans tætteste veninder, viste hendes tillid til hans juridiske overlegenhed:

– Jovist har jeg til min Forundring set angrebet paa Dem angående Marmorkirken, men har ikke ængstet mig derover, da jeg kender Deres Akkuratesse og juridiske Overlegenhed, skrev Heiberg i 1875.

Sagen blev en af de tidligste demonstrationer af, hvordan ministre kan stilles til ansvar for regeringens handlinger – et princip, som stadig ligger til grund for moderne danske rigsretssager.

Fra 1800-tallet til i dag

Selvom ministeransvarlighedsloven først blev vedtaget næsten 100 år senere, illustrerer Krieger-sagen, hvordan principperne i Grundlovens §13 blev praktiseret. Det handler både om politisk og juridisk ansvar: ministrene må handle inden for lovens rammer, og overskrides disse, kan konsekvensen være en rigsretssag.

Denne episode viser tydeligt spændingen mellem personlig integritet, juridisk ekspertise og politiske magtspil – og hvordan én paragraf kan forme hele forståelsen af ansvar i et konstitutionelt monarki.

Læs alle afsnit af Loven her

SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Maya Zachariasen fra pocsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.

Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 13 – Marmorkirke-skandalen som sender finansministeren i rigsretten i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk eller dér, hvor du henter dine podcasts.