Louise kigger op og ned ad vejen, før hun åbner havelågen og træder ind på gårdspladsen. Alt ser stille ud. Ingen biler. Ingen, der følger efter hende. Alligevel banker hjertet lidt hurtigere end normalt, da hun når døren og banker den faste rytme, hun og moren har aftalt.
Jette åbner kun på klem. Der er stadig kæde på døren, og hendes øjne flakker, mens hun scanner omgivelserne bag datteren, før hun langsomt hægter kæden af og trækker Louise ind. Døren smækkes, haspes og låses i én bevægelse.
Mens Louises øjne vænner sig til mørket i stuen, står det klart, at noget er galt. Sofaen er skubbet ud midt i rummet, skuffer står åbne, bøger ligger hulter til bulter. Fjernsynet er trukket ud på gulvet, stikket revet ud og viklet ind i sølvpapir.
– De var her igen, Louise, siger Jette hæst, mens hun roder febrilsk rundt i sofapuderne, som om hun leder efter noget.
Hun er ikke i tvivl om, hvem de er. Jette er blevet mere og mere overbevist om, at Politiets Efterretningstjeneste har haft noget med hendes mands pludselige død at gøre – og at de nu overvåger både hende og Louise.
Du ved, hvad de er i stand til, Louise. Din far vidste for meget. Han så det med kabelarbejdet og se, hvad der skete med ham
For Louise giver det stadig ikke helt mening. Men tanken om, at nogen filmer dem i smug, gør hende fysisk utilpas. Og langsomt, næsten umærkeligt, er morens frygt ved at blive hendes egen.
En hverdag styret af usynlig overvågning
I psykiatrien kaldes fænomenet, der rammer Jette og Louise, for folie à deux. På dansk taler man om en induceret paranoid psykose; en tilstand, hvor to følelsesmæssigt nært forbundne personer deler en fælles psykotisk forestilling.
Diagnosen har koden F24 i WHO’s diagnosesystem under kapitlet F20-29, som rummer skizofreni og psykoser. Den er sjælden, men har fascineret læger og forskere siden 1800-tallet.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til PSYKEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med med støtte fra Lundbeckfonden.
Typisk er det kun den ene, der har en egentlig psykotisk lidelse. Hos den anden er forestillingerne inducerede, altså fremkaldt, og vil ofte aftage markant, når personerne adskilles. Ofte lever de involverede ret isoleret fra omverdenen, og der er en tæt følelsesmæssig tilknytning mellem dem.
Alt det passer på Louise og Jette. Efter farens død er kontakten til omverdenen skrumpet ind. Louise er blevet boende hos sin mor på landet, mens veninderne er flyttet til større byer. Hun arbejder deltid i det lokale supermarked, men resten af tiden foregår hjemme, alene med Jette.
Jette er på førtidspension efter længere perioder med depression og stress, og et alkoholforbrug, der til tider har været for stort. Hun er vagtsom af natur, optaget af kontrol og forsigtig med at stole på andre.
Louise er den mere sårbare part, den, der bliver trukket ind i morens verdensbillede. Forestillingerne om overvågning bliver en ramme, de lever i sammen: stråler gennem ruderne, som må skærmes af med tape og gardiner. Overvågningskameraer, man ikke kan finde. Videoer, der efter sigende bliver afspillet direkte til Jette på tv-skærmen.
Og en dag tipper det.
Da paranoiaen tager over
Stuen er allerede vendt op og ned, da Jette pludselig kaster sig mod vinduet. Gardinet er tapet fast hele vejen rundt med grå gaffa. Hun lægger øret mod stoffet, som om hun kan høre nogen på den anden side.
De er dér, Louise! De står lige ude på den anden side! Jeg kan høre dem trække vejret!
råber hun.
Louise farer hen til hende, mærker morens puls hamre under fingrene, mens hun forsøger at trække hende væk fra vinduet. Men Jette ryster hende af sig og begynder at rive i gardinet.
Jeg er færdig med at blive chikaneret på den måde! Hører du mig! Det er på tide, at vi konfronterer dem med det, de har gjort!
I løbet af få øjeblikke vælter hun gennem stuen, skubber møbler til side, vælter bunker af bøger og dvd’er. Askebægret ryger på gulvet, cigaretskodder og aske spredes. Louise haster efter, bange for, at moren skal komme til skade og for, hvad de vil gøre, hvis Jette virkelig udfordrer dem.
Så flår Jette hoveddøren op og styrter ud på gårdspladsen i strømpesokker. Louise følger efter uden sko, mærker småstenene bore sig ind i fødderne, men det er ligegyldigt. Hun skal bare have moren indenfor igen, tilbage i det, de stadig kalder sikkerhed.
På gårdspladsen står Jette brat stille. Hendes blik låser sig fast på noget i det fjerne. Hun ryster en knyttet næve i vejret, skælder ud på nogen, Louise ikke kan se. Måske noget skjult over dem? En lydløs drone? Et skjult kamera i naboens lille lampe under carportens tagrende?
Louise begynder selv at lede efter tegn. Tvivlen er vævet sammen med frygten: Hvis moren kan se noget, hun ikke kan, er det så, fordi Jette er syg eller fordi Louise ikke har forstået alvoren endnu?
Først da, ser hun en skygge ude ved havelågen. Naboen står dér med telefonen mod øret og blikket stift rettet mod dem. Læberne bevæger sig hurtigt.
Kort efter bliver Jette tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Louise bliver ikke indlagt. Men hun slipper ikke ud af den fælles virkelighed så let.
Hvem er egentlig patienten?
På et sterilt kontor, med bare vægge og et ryddet skrivebord, sidder Louise overfor en af morens behandlere.
Hun vil bare se sin mor.
Hvorfor må jeg ikke se hende?
spørger hun med en stemme, hun knap kan genkende. Høj og spinkel på samme tid.
Behandleren forklarer roligt, at moren sover og har brug for ro, og spørger i stedet Louise, om hun kan fortælle, hvad der er sket.
I Louises hoved blander morens advarsler sig med hans rolige tone: Man kan ikke stole på nogen. Man ved aldrig, hvem der er en del af det. Hvem der vil gøre dem ondt.
Men ordene begynder alligevel at strømme ud. Louise fortæller om de mærkelige ting, der er sket hjemme: ting, der forsvinder, stråler gennem ruderne, de skjulte kameraer, dronerne, optagelserne af mor på fjernsynet, der nu er pakket ind i sølvpapir.
Det er første gang, hun siger det højt til nogen.
Så stopper hun brat. Har hun sagt for meget? Lyder det for underligt? Nok til, at han ikke tror på dem?
Behandleren spørger stille, om hun selv har set noget af det ske, eller om det primært er noget, moren har fortalt. Spørgsmålet sætter sig som en kile i hendes forståelse af virkeligheden.
Har hun egentlig selv set strålerne? Nej, dem har hun jo mærket, eller rettere: moren nåede at skærme hende, før hun selv kunne nå at mærke noget. Og tv-optagelsen? Der var hun på arbejde. Fjernsynet var allerede pakket ind, da hun kom hjem.
Tankerne bliver til en lavine: Kan alt det her være noget, moren har fundet på? Er der slet ikke nogen, der følger efter dem? Og hvis der ikke er det, hvad betyder det så for Jette?
Pludselig klamrer Louise sig til det, der for hende føles uigendriveligt:
Rotter!
udbryder hun.
Jeg har selv fisket dem op af postkassen
Hun fortæller, hvordan hun næsten altid føler sig forfulgt hjem fra arbejde, og hvordan fremmede holder øje med hende, når hun fylder varer på hylderne. For hende er det tegn på, at de stadig er i fare.
For behandleren er det også noget andet: tegn på, hvor langt hun er trukket ind i Jettes psykotiske univers.
Et af de grundlæggende problemer ved folie à deux er netop, at tilstanden ofte er underdiagnosticeret. De ramte kan bevare en vis ydre funktionalitet og fremstå relativt velfungerende. Og sundhedspersonale ser sjældent begge parter samtidig, ofte er det kun den primære patient, som Jette, der kommer i behandling, mens den sekundære, som Louise, i første omgang glider under radaren.
Det rejser et særligt etisk spørgsmål: Når to personer deler samme forvrængede virkelighed, hvem er så egentlig patienten?
Behandlingen af folie à deux
Når man først får mistanke om folie à deux, består behandlingen i høj grad i at adskille de involverede. Den primære person behandles typisk med antipsykotisk medicin. Den sekundære får støtte og eventuelt kortvarig psykologisk eller psykiatrisk behandling.
Den primære er som regel den mest dominerende og rethaveriske, mens den sekundære ofte er mere afhængig, passiv og sårbar. Men dynamikken kan ændre sig over tid, og det gør det ikke altid enkelt at afgøre, hvem der er hvem.
For den sekundære part er prognosen som regel god. Når vedkommende kommer ud af det fælles forestillingsunivers og væk fra den primære, kan vrangforestillingerne gradvist aftage og helt forsvinde.
En vej ud
Louise har også haft godt af en periode adskilt fra sin mor, selvom det var hårdt. Efter flere måneders indlæggelse og behandling er Jette tilbage i deres fælles hjem. Ifølge hende er overvågningen nu ikke længere så presserende, at de konstant skal være på vagt og tage forholdsregler.
Men for Louise er tvivlen ikke forsvundet.
I omklædningsrummet i Brugsens baglokale lugter der indelukket og lidt af sved, da hun tager den syntetiske polo af og lægger den i vasketøjskurven. Det er en lettelse at have fri, men tanken om, hvad der venter derhjemme, giver stadig en uro i kroppen.
Hun burde ikke bekymre sig, siger hun til sig selv. Der har ikke været noget som helst siden moren blev udskrevet. Jette forsikrer hende om, at efterretningstjenesten endelig har indset, at de ikke udgør nogen risiko, og at overvågningen er stoppet. Hun siger det overbevisende nok til, at Louise delvist tror på det. Men frygten for, at det hele kan blusse op igen, ligger lige under overfladen.
På vej ud af butikken stopper Louise foran opslagstavlen, hvor naboer og lokale hænger sedler op. Mistet kat. Hundehvalpe til salg. Rengøringshjælp søges. En stjålen cykel.
Midt i det hele: et kridhvidt, nyprintet papir. “Værelse til leje”. Adressen er kun få minutter fra butikken, centralt i byen. I bunden hænger små strimler med telefonnummer.
Hun river én af.
For Louise føles det som et første, forsigtigt skridt ud af den verden, hun har delt med sin mor og måske begyndelsen på en ny virkelighed, der ikke er styret af usynlige stråler, skjulte kameraer og rottelig i postkassen, men af hendes egne valg.
Lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Fortællingerne i Psyken er fiktive, men udarbejdet på baggrund af virkelige eksempler og journalistisk research – og er gennemgået og faktatjekket af relevante fagpersoner.
Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
