De fleste mennesker oplever lytning som en neutral proces: nogen taler, og vi vurderer indholdet. Men sådan fungerer det faktisk sjældent i praksis.
Ifølge lydforsker Anne-Sofie Udsen starter vores vurdering ofte længe før ordene lander.
– Vi er visuelle væsener, før vi er hørende væsener. I hvert fald i den måde, vi har opbygget vores kultur på. Så når vi møder en ny stemme, inden vi møder indholdet, så begynder vi at tænke på, hvordan ser de ud? Hvilket tøj har de på? Ligner de os?
EN RAKKERPAK ORIGINAL: MAGTENS STEMMER
Hvem får lov til at tale? Og hvorfor bliver nogle stemmer hørt mere end andre?
I Magtens Stemmer undersøger vi, hvordan stemmer, klang og lytning former vores forestillinger om autoritet, troværdighed og køn.
Hvorfor føles en dyb mandestemme ofte mere overbevisende end en lys? Hvorfor taler så mange digitale assistenter med kvindestemmer? Og hvad sker der, når stemmer bliver manipuleret, ignoreret eller misbrugt?
Serien bevæger sig fra hverdagens teknologiske stemmer til gadelivets catcalls, fra pornoindustriens performative støn til de måder kvindelige stemmer kan forvrænges og spredes digitalt.
Sammen med lydforsker og ph.d. Anne-Sofie Udsen undersøger vi, hvordan vores ører er formet af kultur og forventninger, og hvordan vi kan lære at høre magtens mønstre i hverdagen.
Lyt til Magtens stemmer her, eller i din fortrukne podcastserie
Du kan også få et indblik i podcastserien gennem denne artikelserie
Det betyder, at en stemme sjældent bliver hørt isoleret. Den bliver tolket gennem en række forventninger til, hvordan en kompetent, troværdig eller autoritativ person burde lyde.
Fænomenet, som Anne-Sofie Udsen introducerer kaldes lyttebias: en slags indre filter, der farver vores opfattelse af mennesker, allerede før de har talt færdigt.
Stemmer bliver placeret i et hierarki
Jeg tror, man vil bruge ordet uretfærdighed om den følelse, det kan give. Jeg tror, de fleste mennesker kender det. Følelsen sætter sig i maven
Anne-Sofie Udsen, lydforsker
Selvom mennesker taler i samme rum med samme titel bliver de ikke nødvendigvis hørt på samme måde. Nogle stemmer får tyngde, mens andre glider af.
Det skyldes ifølge Anne-Sofie Udsen de forudindtagede forestillinger, vi alle bærer med os.
– Det handler meget om de forudindtagede fordomme, vi har omkring ting, og vi har dem alle sammen, og det er ikke noget, vi kan gøre noget ved. Det er en del af, hvordan vi er opvokset, og den kultur, vi er en del af. Men det påvirker også, hvordan vi lytter til folk.
Allerede før vi selv bliver bevidste om det, har vi ofte placeret stemmen i et slags hierarki. Den ene stemme læner vi os frem imod. Den anden begynder vi ubevidst at lede efter fejl i.
Den oplevelse kan også mærkes fysisk, fortæller Anne-Sofie Udsen.
– Jeg tror, man vil bruge ordet uretfærdighed om den følelse, det kan give. Jeg tror, de fleste mennesker kender det. Følelsen sætter sig i maven. Man bliver lidt irriteret. Det gør lidt ondt, men ikke på en smertefuld måde.
Historiske forestillinger om hvem der må tale
Forestillinger om hvem der “larmer”, og hvem der “fylder”, kan følge mennesker langt ind i voksenlivet
Anne-Sofie Udsen, lydforsker
Forskningen peger på, at disse lyttehierarkier ikke er tilfældige. De er historisk og kulturelt formet.
Den britiske medieforsker Jilly Boyce Kay beskriver fænomenet som kommunikativ uretfærdighed: en situation hvor bestemte stemmer systematisk bliver opfattet som mere autoritative end andre.
I den offentlige debat forbindes troværdighed ofte med en bestemt måde at tale på – roligt, kontrolleret og rationelt. Stemmer, der falder uden for den norm, kan lettere blive vurderet negativt, uanset hvad der bliver sagt.
Anne-Sofie Udsen peger på et eksempel, der ofte ses i politiske diskussioner, hvor en kvindelig politiker, der hæver stemmen, kan blive kritiseret for sin tone, mens en mand i samme situation oftere beskrives som engageret eller passioneret.
Ifølge hende er mønsteret dybt historisk. Hun forklarer, at evnen til at tale offentligt i antikkens Rom blev betragtet som en mandlig egenskab. I England fandtes der i flere hundrede år en straf for kvinder, der talte for meget eller kritiserede mænd offentligt. De blev kaldt “scolds” og kunne blive spændt fast i en stol og sænket ned i en flod som offentlig ydmygelse. Så sent som i 1809 blev kvinden Jenny Pipes udsat for straffen.
Lyttebias begynder allerede i barndommen
De mønstre, der senere præger politik og medier, opstår ikke først i voksenlivet. Ifølge Anne-Sofie Udsen bliver de indlært langt tidligere.
– Jeg tror i hvert fald, at jeg tænker sådan noget helt tilbage fra folkeskolen. Altså sådan de helt tidlige børneår. At blive hørt forskelligt alt efter om man for eksempel var en dreng eller en pige.
– Forestillinger om hvem der “larmer”, og hvem der “fylder”, kan følge mennesker langt ind i voksenlivet. Og fordi de er indlært så tidligt, kan de være svære at opdage.
Magten ligger også hos dem der lytter
Lyttebias betyder ikke nødvendigvis, at nogen aktivt forsøger at lukke andre ude, forklarer Anne-Sofie Udsen. Ofte sker det ubevidst. Men det ændrer ikke ved konsekvensen: at nogle stemmer bliver hørt som mere kompetente end andre.
Og Ifølge Anne-Sofie Udsen er magten derfor ikke kun hos den, der taler.
– Mine lydbølger rammer din krop og rører ved dig i den forstand. Men du kan jo også aktivt vælge at vende dig væk fra mig og ikke lytte til, hvad jeg siger. Og så har jeg jo lige pludselig ikke noget autoritet.
Derfor ligger magten et sted imellem den, der taler, og den, der lytter. I den relation opstår afgørelsen om, hvilke stemmer der får plads , og hvilke der forsvinder i baggrunden.
Artiklen er skrevet på baggrund af research og interviews fra podcasten Magtens Stemmer med Omar Ghali som vært. Tilrettelagt og produceret af Rakkerpak Productions Dorte Palle.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan vores ører er formet af kultur og forventninger, og hvordan vi kan lære at høre magtens mønstre i hverdagen, kan du lytte til Magtens stemmer lige her, eller i din fortrukne podcastapp
Magtens stemmer er i samarbejde med Science Report og Struer Museum
med støtte fra Carlsbergfondet.
