Da tusindvis af demonstranter i februar 2023 samledes foran Christiansborg for at protestere mod afskaffelsen af store bededag, dukkede ét spørgsmål op igen og igen: Kunne grundlovens paragraf 42 stoppe loven?
Det kunne den ikke. Oppositionen formåede ikke at samle de nødvendige underskrifter fra en tredjedel af Folketingets medlemmer, for at sætte spørgsmålet om afskaffelsen af store bededag til folkeafstemning.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem artikelserien her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast
Netop muligheden for at sende et lovforslag til folkeafstemning er en af Grundlovens mest vidtgående bestemmelser. Men også en af de mindst brugte.
– Det vigtige element er jo en mindretalsgaranti for Folketinget om, at man i forbindelse med lovprocessen og vedtagelsen af lovgivning kan kræve en folkeafstemning, siger forfatningslektor Sune Klinge.
En bremse på flertallet
Grundlovens paragraf 42 har været anvendt én gang som mindretalsgaranti
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Paragraf 42 gør det muligt for 60 ud af Folketingets 179 medlemmer at kræve, at en allerede vedtaget lov bliver sendt til folkeafstemning. Det er en måde at sikre, at et snævert flertal ikke alene kan gennemføre vidtrækkende beslutninger.
– Hvis man er i tvivl om, hvorvidt befolkningen i det repræsentative folkestyre vil bakke op om det her, jamen så kan man altså fra forslagets endelige vedtagelse begære, at det skal ud til en folkeafstemning, forklarer Sune Klinge.
Men bestemmelsen har også sine klare begrænsninger. Visse typer lovgivning – blandt andet finanslove og ekspropriationslove – kan ikke sendes til folkeafstemning.
Og timingen er stram: Kravet skal fremsættes inden for tre søgnedage efter vedtagelsen.
1963: Da mindretallet brugte sin magt
Selvom bestemmelsen ofte nævnes i politiske debatter som en mulighed, er den faktisk kun blevet brugt én gang.
Man fik altså en mulighed her for at spørge vælgerne
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
– Grundlovens paragraf 42 har været anvendt én gang som mindretalsgaranti. Det skete i 1963, hvor 71 folketingsmedlemmer besluttede, at man skulle sende fire jordlovsforslag til folkeafstemning, siger Sune Klinge.
Lovpakken om de såkaldte jordlove skulle regulere udstykning af byggegrunde i en tid med voldsomt boligbyggeri, men kritikere frygtede indgreb i ejendomsretten.
Resultatet blev et nej fra vælgerne. Over 40 procent stemte imod lovene.
Et nej der ikke stoppede udviklingen
Selvom befolkningen forkastede lovforslagene, stoppede det dog ikke udviklingen.
Få år senere gennemførte en ny regering lovgivning, der i vid udstrækning lignede den, vælgerne havde stemt ned.
Det understreger et centralt paradoks: Paragraf 42 kan forsinke og udfordre politiske beslutninger, men ikke nødvendigvis forhindre dem permanent.
– Man fik altså en mulighed her for at spørge vælgerne, siger Sune Klinge.
Han peger samtidig på, at bestemmelsen sjældent bruges, blandt andet fordi der ikke er tradition for det i dansk politik.
Derfor er den stadig relevant
I dag, hvor flertalsregeringer igen er blevet en realitet, får paragraf 42 fornyet aktualitet. Den fungerer som en sikkerhedsventil i systemet og en mulighed for at sende kontroversielle beslutninger tilbage til vælgerne.
Men historien viser også, hvor svært det er at aktivere den i praksis.
Selv i situationer med massiv folkelig modstand, som ved debatten om store bededag, er det ikke nok. Der skal politisk enighed til, en opposition, der kan arbejde sammen. Og det er ofte sværere at koordinere end protester på gaden.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Frederik Holst fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
