Det begynder med en stemme, der skærer gennem huset:
– Er I klar, drenge? For vi tager afsted nu!
Den femårige krop vibrerer af forventning. Kaninbamsen presses ned i rygsækken. Solen brager. Ved bredden af Esrum Sø indhenter barnet familien – lige da virkeligheden sætter ind.
Hov, det er en drengetur det der. Os piger, vi bliver hjemme og hygger
siger mor kærligt og holder igen.
Ordene lander som fremmed valuta. Hvad er en “drengetur”? Hvorfor udelukker det mig? Tårer begynder at trille, mere forvirring end sorg. Det er første gang, Adam fornemmer, at verden deler mennesker i grupper, og at han er placeret i en, der ikke føles som hans.
RAKKERPAK ORGINIAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Adams historie bygger på hans egne oplevelser og samtidige beskrivelser af systemet, herunder rapporterede erfaringer med udredning fra 2016
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til PSYKEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med med støtte fra Lundbeckfonden.
I årene, der følger, vil han igen og igen blive konfronteret med sin transkønnethed og med at den rundt om i verden omtales som en sygdom.
Men Adam er ikke syg, og han skal ikke kureres.
Fra diagnose til frigørelse
Transkønnethed får i 1977 plads i WHO’s system over psykiske sygdomme, dengang i kapitlet om seksuelle afvigelser side om side med voyeurisme, exhibitionisme og pædofili. Ord som “perversion” farver forståelsen. I 1992 flyttes transkønnethed til kapitlet om kønsidentitetsforstyrrelser og forstyrrelser af personligheden, og bliver der i 25 år.
I januar 2017 fjernede Danmark som det første land i verden transkønnethed fra listen over psykiske lidelser. Halvandet år senere – i juni 2018 – følger WHO efter. Men fordi transkønnethed stod med koden F64 i ICD-10, dykker vi alligevel ned i historien og i én konkret fortælling om, hvad sygeliggørelsen gør ved et menneske.
HVAD ER ICD-SYSTEMET?
ICD står for International Classification of Diseases og er Verdenssundhedsorganisationens (WHO) officielle klassifikationssystem for sygdomme og diagnoser.
Systemet bruges i hele verden til at registrere og diagnosticere både fysiske og psykiske lidelser.
Hver diagnose har en kode, som gør det muligt at sammenligne forskning og behandling på tværs af lande.
Psykiske lidelser er samlet i kapitlet F, hvor fx fobiske angsttilstande ligger under F40.
Seneste version er ICD-11, som gradvist er ved at blive indført globalt
“Jeg er trans-mand” – eller?
Vi er i Clapham Common i 2015. Lysebrune grusstier slanger sig i det grønne. Tankerne glider, men Adam prøver at presse dem i form.
– Jeg er trans-mand, messer han for sig selv.
Men der er intet, der rykker. Ikke den store åbenbaring, som nogle i LGBT-miljøet beskriver, hvor kroppen føles som et fængsel. Adam ved bare, at han ikke er det, han er født som og at tvivlen i sig selv gør ham ulykkelig. Han forsøger at holde mørket væk ved at tælle små glæder: kaffen i morges, en tur ud af sengen.
Men den grundlæggende uro larmer.
Hvor ville det være sygt, hvis jeg kunne glæde mig over, hvem jeg faktisk er
tænker han.
Samtidig sker der ting hjemme i Danmark. I 2013 kræver et juridisk kønsskifte både en diagnose fra Sexologisk Klinik og kastration. I september 2014 fjernes kastrationskravet, et markant skridt, men ikke en stopper for oplevelsen af sygeliggørelse.
En rapport fra 2016 gengiver transpersoners erfaringer med udredninger, som flere beskriver som ydmygende. En mand ved navn Aske, fortæller:
De spørger meget ind til, om det er en slags fetich, altså om man bliver tændt af at klæde sig ud som det modsatte køn
Adam oplever selv sin senere behandling som et forløb med informeret samtykke: Han bliver oplyst og vælger selv til eller fra. Men vejen dertil kræver et spring.
“Jeg er ligeglad med, hvad du er. Bare du kommer hjem”
Vi er i Brixton samme år. Adams forældrene står på fortrappen. Adam bobler af glæde og nervøsitet. På 2. sal stopper Adam sin mor midt i en sætning:
– Jeg har besluttet mig for at begynde at tage testosteron, fordi jeg tror, at jeg er transmand.
Mor sætter sig roligt og smiler:
Jeg er ligeglad med, hvad du er. Om du så kommer hjem en dag med skæg, så bliver jeg glad. Bare du kommer hjem. Har du sagt det til far?
Nedenunder, i den lille to-personerssofa fra IKEA, falder næste domino, og et gammelt minde knitrer blandt Adams tankemylder.
Da Adam var 12, gik far forbi tv’et, hvor en transperson var på skærmen, og sagde:
– Du kan gøre lige, hvad du vil i livet, bare ikke det der.
Nu sidder de side om side.
– Er du sikker? spørger far, med tvivl i stemmen, men uden fordømmelse. Adam svarer ja. Inderst inde ved han det ikke. Men han ved, at han ikke kan fortsætte som før.
Første stik, første panik
Adam og hans veninde Arie sidder på en bænk i parken. Arie pakker sandwiches og yndlingsbrownies ud.
– Men hvordan gik det så? Fik du gjort det?
Adam nikker, men tårerne presser på.
Jeg har fået sprøjtet noget mand ind i mig, og nu er jeg på vej til at blive det. Der er ingen vej tilbage. Hvad nu hvis jeg fortryder?
Det står i skærende kontrast til konsultationen hos britisk sundhedspersonale, hvor han uden tøven sagde, at han “altid” har vidst det. For jeg ved, at det er det rigtige at svare. Det er bare ikke rigtigt, tænker han. Han ved bare, at han ikke er en kvinde. Måske hverken eller. Måske både og.
Duerne kommer flyvende og napper i maden. Arie tager Adams hånd og fører ham ud af parken.
– Nu må tiden afgøre, om jeg har fucked godt og grundigt op, tænker Adam.
Systemet i dag og tal, der udfordrer fortællingen om fortrydelse
I dag er det Center for Kønsidentitet, der udreder personer med ønske om juridisk kønsbekræftende behandling. Målet er at give de bedste forudsætninger for et informeret valg og vurdere, hvor meget ubehaget hæmmer den enkelte, med blik for kropslige, psykiske og sociale forhold, der kan tale for eller imod behandling.
Samtidig anerkender sundhedsvæsenet, at transpersoner oftere møder psykiske belastninger end resten af befolkningen, også som følge af diskrimination, herunder i systemet. Derfor er en åben og tolerant tilgang afgørende.
Nye undersøgelser peger på, at kun cirka 1 ud af 100 fortryder kønsbekræftende behandling, mens den gennemsnitlige fortrydelsesrate for kirurgi generelt internationalt ligger omkring 14 procent. Tallene skærer igennem fortællingen om, at transitioner typisk fortrydes, uden at fjerne behovet for grundig, individuel udredning.
Samtidig antager man, at et sted mellem en halv og to procent af befolkningen har en anderledes kønsidentitet. Usikkerhederne er reelle, men sundhedsvæsenet mærker stigningen i efterspørgsel på behandling.
Det androgyne match
Da vi slipper Adam, er de første forandringer på vej. Ét skud hormoner bliver til flere. Skægvækst, flere hår på benene og en stemme der synker. Det, der først lignede en forkølelse, bliver en ny klang: dybere og mere maskulin. De små skift giver glæde og bekræfter retningen.
Han involverer sig i LGBT-fællesskaber i London og finder mennesker, han kan spejle sig i. Transitionen var ikke en åbenbaring fra den ene dag til den anden. Men ti år senere er Adam dér, hvor han er virkelig glad for at være den, han er. Det androgyne udtryk, hvor han hverken ligner en mand eller en kvinde, matcher det billede, han har af sig selv.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Mads Gordon Ladekarl. Historien bygger på Adams egne oplevelser og samtidige beskrivelser af systemet, herunder rapporterede erfaringer med udredning fra 2016. Fortællingerne i psyken er gennemgået af relevante fagpersoner. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
