Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Samfund

Midt under verdenskrigen sendes en kvindelig diplomat ud for at skabe fred

HISTORIE. I 1917 sidder en dansk kvinde alene over for Europas socialistiske magtelite i Stockholm. Få år senere gør Grundlovens § 30 det muligt, at netop den type politisk handlekraft kan vælges ind i Folketinget.

Dobbeltdørene til Folkets Hus i Stockholm står åbne, da Nina Bang træder ind i foråret 1917. Hun er flankeret af Socialdemokratiets leder Thorvald Stauning, men kun et øjeblik. Stauning må tilbage til Danmark. Nina Bang bliver.

I de næste uger er hun i praksis Danmarks og Socialdemokratiets vigtigste repræsentant i et internationalt forsøg på at lave en fredsaftale under Første Verdenskrig.

I mødelokalet sidder socialdemokratiske ledere fra neutrale lande. Målet er ambitiøst: at samle repræsentanter fra krigens parter til en fælles fredskonference. Krigen har nemlig udviklet sig til en skyttegravskrig, hvor arbejderklassen betaler den højeste pris.

Nina Bang er eneste kvinde i rummet. Og den eneste dansker.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN

LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.

Få indblik i podcasten gennem artikelserien her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast

En uofficiel fredsaktør

Blandt de mest centrale figurer i forhandlingerne er Victor Adler, leder af den socialdemokratiske bevægelse i Østrig-Ungarn. Hans opbakning er afgørende. Uden ham kan delegationerne ikke træffe beslutninger.

Da Victor Adler bliver alvorligt syg og må blive på sit hotel, risikerer hele fredsprojektet at kollapse. Nina Bang tager sagen i egen hånd. Hun opsøger ham personligt, insisterer på lægehjælp og får ham på benene igen. Først da kan forhandlingerne fortsætte.

Resultatet bliver alligevel ikke den internationale fredskonference, man håbede på. Frankrig og Storbritannien nægtes pas og kan ikke deltage. Projektet kuldsejler og bliver senere kendt som the aborted peace conference. Men Nina Bangs rolle er tydelig: Hun agerer politisk mægler i et internationalt fredsforsøg, længe før hun selv er valgt til noget parlament.

Valgbarhed som politisk forudsætning

Netop få år senere ændres spillereglerne i Danmark. Med grundlovsrevisionen i 1915 får kvinder ikke blot stemmeret, men også valgbarhed. Det er her, Grundlovens § 30 bliver afgørende.

Forfatningslektor Sune Klinge peger på, at sammenhængen er direkte:

– At kvinderne får valgret, medfører selvfølgelig også, at kvinderne her i paragraf 30, så kan vælges ind i Folketinget. Og det er naturligt en stor revolution for Folkestyret, at en så stor del af befolkningen også får adgang til at være med til at være regelfastsættere.

Grundlovens §30

Ordlyd:

  • Stk. 1: Valgbar til Folketinget er enhver, der har valgret, medmindre personen er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør vedkommende uværdig.
  • Stk. 2: Tjenestemænd, der vælges til Folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.

Betydning:
Paragraffen fastlægger, hvem der kan stille op til Folketinget. Efter 1915 omfatter det også kvinder. Samtidig indfører den et bevidst upræcist værdighedskrav, som giver plads til politisk fortolkning frem for faste juridiske grænser.

I 1918 bliver Nina Bang valgt til Folketinget som en af de første fire kvinder nogensinde. Hendes internationale erfaring og politiske dømmekraft har hun allerede bevist uden mandat, uden titel og uden formel magt.

Et bevidst og uklart krav

Grundlovens § 30 rummer dog også en begrænsning. Man kan ikke vælges, hvis man er straffet for en handling, der i “almindeligt omdømme” gør én uværdig. Formuleringen er vag – med vilje.

– Man kan ikke sige, at fordi du har valgret til Folketinget, så kan du også stille op til Folketinget. Der er altså den ekstra barriere, man skal hen over, nemlig, at man ikke må være i almindeligt omdømme uværdig til at være medlem af Folketinget, siger Sune Klinge

Ifølge forfatningslektorern er det netop denne åbenhed, der giver systemet fleksibilitet. Værdighed er ikke fast defineret i loven, men vurderes politisk og samfundsmæssigt fra sag til sag.

For Nina Bang blev paragraffen ikke en barriere, men en åbning. Den gjorde det muligt, at en kvinde, der allerede havde ageret international fredsaktør, også kunne få formel politisk magt derhjemme.


SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.

Hvis du vil høre hele historien om Nina Bang og mere om, hvem der er valgbar til Folketinget, kan du lytte til afsnittet her; §30: Krigens fredsforhandler, eller i din fortrukne podcastapp.