Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Videnskab

Koffeinfælden er danskernes foretrukne stimulans

SUNDHED. Fra morgenens kaffe til eftermiddagens energidrik. Koffeinkicket er mange danskeres daglige drivkraft, og hos nogle et helt uundværligt indtag. Men hvad sker der egentlig, når vi indtager det, og hvorfor er det så populært?

Grafik: Lynglund.dk

Telefonen bipper. 5.05 lyser op på alarmen. Mens Jasmin forsøger at ryste søvnen af sig, falder blikket direkte hen på sengebordet, hvor en halvliters flaske cola gemmer på en sidste sjat.

For mange danskere er koffein en naturlig del af hverdagen. Enten i form af morgen­kaffen, en kop te eller en dåse cola på farten. Men når behovet for rusmidlet bliver det første, man tænker på ved opvågning, kan stimulussen hurtigt udvikle sig til et magtforhold, hvor kroppen kræver mere og mere.

To dage uden cola. Hovedet dunker, som om nogen har stukket en kniv direkte ind bag mit venstre øje.

Jasmin, sygeplejerske
PODCASTSERIE: PSYKEN

PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.

Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til PSYKEN her eller der, hvor du lytter til podcast.

Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med med støtte fra Lundbeckfonden.

Hvis du selv har brug for hjælp til at håndtere noget, der er svært, kan du kontakte psykiatrifonden.dk – Du kan både ringe, chatte og skrive til deres anonyme og gratis rådgivning, som har åbent hver dag, året rundt.

Danskernes forbrug på over grænsen

For langt de fleste er forbruget uproblematisk, men nogle udvikler en afhængighed, der handler mindre om mængden alene og mere om trangen — behovet for stoffet, irritationen ved ikke at have det, og de fysiske og psykiske symptomer ved ophør. Symptomer ved overforbrug omfatter søvnproblemer, rastløshed, hjertebanken, hovedpine og angst.

WHO’s diagnosesystem, ICD-10, klassificerer koffeinrelaterede lidelser under F15: “Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af stimulerende midler, herunder koffein.”

HVAD ER ICD SYSTEMET?
  • ICD står for International Classification of Diseases og er Verdenssundhedsorganisationens (WHO) officielle klassifikationssystem for sygdomme og diagnoser.
  • Systemet bruges i hele verden til at registrere og diagnosticere både fysiske og psykiske lidelser.
  • Hver diagnose har en kode, som gør det muligt at sammenligne forskning og behandling på tværs af lande.
  • Psykiske lidelser er samlet i kapitlet F, hvor fx fobiske angsttilstande ligger under F40.
  • Seneste version er ICD-11, som gradvist er ved at blive indført globalt

Et afhængighedssyndrom vurderes ud fra bl.a.: en stærk trang og tab af kontrol over forbruget, abstinenssymptomer ved ophør og toleranceudvikling (krav om større doser for samme effekt). Casen Jasmin illustrerer hvordan et dagligt forbrug kan løbe op i mængder, der klart overstiger myndighedernes anbefalinger.

Jeg begynder at tælle op. Sjatten fra natten. Morgendåsen. Halvliters i bussen. Halvanden liter på formiddagsvagten … Jeg stopper op. Ser på tallene. Seks liter? Måske lidt mere?

Jasmin, sygeplejeske

Koffeinindholdet varierer: en stor kop kaffe kan indeholde omkring 170 mg koffein; en energidrik af samme størrelse typisk op til 80 mg. Jasmin drikker i perioder store mængder cola i løbet af dagen — samlet omkring seks liter cola, hvilket svarer til cirka 600 mg koffein dagligt. Det ligger markant over Fødevarestyrelsens vejledende øvre grænse på 400 mg koffein om dagen for voksne.

Koffeinens lange historie

Koffeinholdige drikke har været kendt i Europa siden 1600-tallet. Først som kaffe i handelsbyer som Livorno, senere som te og endelig som moderne energidrikke og sodavand i supermarkederne. Oprindeligt et eksklusivt produkt, er koffein i dag tilgængeligt overalt, og valgmulighederne er mange. Mens kaffe i århundreder blev betragtet som et samlingspunkt for kultur og samtale, er den moderne koffein­kultur i høj grad individualiseret, præget af biler, computere og travle skemaer. Denne historiske udvikling har cementeret koffein som det mest udbredte psykoaktive stof i verden – nemt, hurtigt og socialt acceptabelt.

Slip fra fra koffeinfælden

Abstinenssymptomer kan begynde allerede 12–24 timer efter sidste indtag og vare i flere dage. Typiske symptomer er kraftig hovedpine, intens træthed, irritabilitet, kvalme og nedsat kognitiv funktion — så ubehagelige, at mange hurtigt falder tilbage i forbruget. En gradvis nedtrapning kan være en praktisk strategi, så kroppen vænner sig langsomt til mindre stimulans.

Med en struktureret nedtrapningsplan og støtte fra familie eller fagfolk kan man genvinde kontrollen – og opleve, at hverdagen er mindst lige så skærpet uden den konstante jagt på koffeinfiksering.

Lyt til episoden her


SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Dorte Palle. Fortællingerne i psyken er fiktive, men udarbejdet på baggrund af virkelige eksempler og journalistisk research – og er gennemgået af relevante fagpersoner. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.

Hvis du selv har brug for hjælp, kan du f.eks. kontakte psykiatrifonden.dk, hvor du kan ringe, chatte eller skrive anonymt – hver dag, året rundt.