Det velnærede marsvin med orangebrun pels brummer bekymret, mens Antoine Laurent de Lavoisier holder det tæt ind til sig.
– Rolig nu, min ven. Vi vil ikke gøre dig noget ondt, siger han beroligende
Han gør klar til et eksperiment, der senere bliver et af mange forsøg, som leder frem mod opdagelsen af ilt som grundstof.
Året er i 1770’erne. På dette tidspunkt forsøger videnskaben at forstå, hvad der egentlig sker ved forbrænding. Den førende teori handler om et hypotetisk stof kaldet flogiston, som skulle afgives ved forbrænding. Men Lavoisier tvivler. Han vil undersøge, hvilke gasser der findes i luften, og hvordan de relaterer sig til ild og vejrtrækning.
Han konkluderer, at almindelig luft ikke er ét simpelt stof. Der må være en forbindelse mellem ild, varme og vejrtrækning, som endnu ikke er forstået. Lige som en ildebrand kan mennesker, dyr – og marsvin – producere varme. Men hvordan?
Marsvinet placeres i et indre kammer i en nyopfundet beholder kaldet et iskalorimeter – et apparat, der minder om en moderne vanddispenser. Det næstinderste kammer fyldes med is, og det yderste isoleres med sne. Forsøget kan begynde.
En stille varme
Sammen med matematikeren Pierre Laplace følger Lavoisier nøje med i mængden af vand, der drypper ned i et glas under kalorimeteret. Marsvinets varme får isen til at smelte, og ved at måle mængden af smeltevand, kan de beregne, hvor meget energi marsvinet forbrænder.
Resultatet er overraskende præcist: Ét kilo smeltet is svarer til 80 kalorier. Det viser, at respiration – den proces, hvor ilt omdannes til kuldioxid og varme – er en form for langsom forbrænding.
Marsvinet bliver til sidst helt stille. Lavoisier løfter låget og tager det kolde dyr op med bekymret mine. Det trækker stadig vejret svagt. Forsigtigt forsøger han at varme det i hænderne, inden han giver det til sin kone, Anne-Marie Paulze, der bærer det hen til kaminen. Varmen får marsvinet til at komme til sig selv igen.
Denne omsorg for forsøgsdyrene var usædvanlig, men det samme var Lavoisier – på godt og ondt.
Et tyveri i videnskabens navn
Selvom det er Lavoisier, der bliver kendt for opdagelsen af ilt, er han ikke den første, der støder på stoffet. Den britiske kemiker Joseph Priestley har kort forinden besøgt ham og delt resultaterne af sine eksperimenter, hvor han har opsamlet en ukendt gas, der øger forbrænding.
Men da Lavoisier præsenterer sine forskningsresultater for de franske akademikere, nævner han intet om Priestleys arbejde. Den store fordel? Kun få franskmænd læser engelske videnskabelige artikler – og Lavoisier har noget, de andre ikke har: en kone, der kan læse og tale engelsk.
Kvinden i kulissen, der havde styr på alt
Da Anne-Marie Paulze Lavoisier skal portrætteres med sin mand, afbilder kunstneren hende stående og stirrende direkte mod beskueren, mens Antoine sidder og kigger op på hende, beundrende. På bordet foran ham står et af de mange instrumenter, som parret har opfundet til deres eksperimenter.
Anne-Marie blev gift med Antoine som 13-årig. Trods aldersforskellen deler de et dybt fællesskab omkring videnskaben. Hun taler flere sprog flydende og oversætter videnskabelige artikler fra engelsk til fransk for sin mand. Derudover opstiller hun forsøg, tegner præcise illustrationer og skriver ned, hvad de observerer.
Laboratoriet i deres hjem bliver et samlingspunkt for europæiske videnskabsmænd – herunder selveste Benjamin Franklin.
Men deres samarbejde får en brat og tragisk afslutning.
Videnskaben må vige fra revolutionen
Antoine Lavoisier er ikke kun kemiker. Han er også medlem af Ferme Général, en organisation, der opkræver skatter for den franske konge – en yderst upopulær funktion under den voksende revolution.
Selvom han ikke har gjort noget ulovligt, bliver han dømt som fjende af staten. Da han føres til guillotinen den 8. maj 1794, lyder ordene fra dommeren:
“Republikken har ikke brug for videnskabsmænd; retten må gå sin gang.”
Dagen efter siger matematikeren Joseph Lagrange:
“Det tog kun et øjeblik at hugge det hoved af, og de næste hundrede år vil næppe give os et lignende.”
Anne-Marie rejser sig
Anne-Marie Paulze Lavoisier falder i en dyb depression. Hun har mistet sin mand, sin videnskabelige makker og sin livsledsager.
Revolutionsrådet konfiskerer både hendes ejendom og Lavoisiers notesbøger og laboratorieudstyr. Men med tiden genvinder hun styrken. Hun udgiver værket Mémoires de Chimie, en samling af Lavoisiers vigtigste arbejder, og kæmper for at genskabe videnskabens plads i det nye Frankrig.
Hun anses i dag som en af 1700-tallets mest bemærkelsesværdige kvinder i videnskabens verden.
helt uundværligt
Som eksperimentet med marsvinet viste, spiller ilt en central rolle i både forbrænding og respiration. Det dannes naturligt gennem fotosyntese, hvor planter og alger omdanner vand og kuldioxid til sukker og ilt.
Uden ilt ville livet på Jorden, som det kendes i dag, ikke kunne eksistere. Ikke alene er det afgørende for celleprocesser – det er også med til at opretholde balancen i atmosfæren.
Flere om buddet
Ilt blev ikke opdaget af én person alene. Den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele var en af de første, der isolerede ilt og kaldte det “ildluft”. Samtidig gjorde Joseph Priestley tilsvarende opdagelser i England.
Men det var Antoine Lavoisier, der for alvor forstod iltens rolle og navngav grundstoffet “oxygène” – “syreproducerende”.
På dansk kaldes oxygen for “ilt”, takket være H.C. Ørsted, der ønskede korte, præcise danske navne. Ligesom han ændrede hydrogen til brint, navngav han i 1814 ilt efter dets rolle i ild.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er baseret på podcasten Periodisk. En Rakkerpak Original støttet af Novo Nordisk Fonden. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts
