Lampen flimrer, da statsobducent Jørgen B. Dalgaard tænder den over det metalliske bord. 1.300 døde i trafikken året før – tallet sætter sig som en knude, mens han sirligt noterer de velkendte skader: åbne brud af begge knæskaller, sekundære brud i hofterne, trykmærker på brystet, brækkede ribben og brystben. Billedet er tydeligt: Ulykken kunne have været overlevet med sele.
Regeringen jo er dem, der kan tage initiativ til nye forslag til lovgivning.
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Han konkluderer tørt: Sprængning af hjerte- og legemspulsåre. Frontal kollision i moderat fart. Konklusion: Sikkerhedssele ville have været livreddende. Vreden retter han ikke mod den afdøde, men mod lovgivningen. I begyndelsen af 1970’erne er der ikke krav om sele, og trafikkens pris betales hver uge på obduktionsbordene.
Samtidig spidser debatten til i Folketinget og i befolkningen: Er selekrav en krænkelse af individets ret til selvbestemmelse? Selv politifolk er skeptiske – det er besværligt i en udrykning, lyder det.
Midt i jura og institutioner peger lektor i forfatningsret Sune Klinge på kernen i lovmaskinen:
– Paragraf 21 er vigtig, fordi den viser den dynamik, der er indlejret i forfatningen, nemlig hvem det er, der har initiativretten. Hvordan bliver lovgivningen til? Og her er der en klar synliggørelse af, at regeringen jo er dem, der kan tage initiativ til nye forslag til lovgivning.
Oliekrise, momentum og en prædiken i Toreby
Da oliekrisen ruller i 1974, sætter Danmark midlertidige hastighedsgrænser. Benzinforbruget falder 20 procent, og det gør dødstallene også.
På Allehelgensaften i Toreby Kirke på Lolland træder Jørgen B. Dalgaard op på prædikestolen. Sognet har mistet tre mennesker i en ulykke foran kirken i 1971, og præsten Svend Aage Nielsen har gjort mindegudstjenesten til et årligt ankerpunkt.
Jørgen B. Dalgaard taler om synder, tilgivelse og om forebyggelse, der virker: bedre lovgivning, påbud om beskyttelsesmidler og et lovforslag på trapperne. Han ved, at et selekrav kan sænke antallet af dræbte markant, og han sætter navn på håbet:
– Om blot én, som er her tilstede, impliceres i en alvorlig trafikulykke mindre end ellers ville være sket, og der derved er sparet et menneskeliv, har det måske ikke været forgæves at holde denne prædiken.
Læ også: Danmark besluttede at give noget af sin magt væk, og fik indflydelse tilgengæld
Fire måneder senere, i foråret 1975, fremsætter justitsminister Orla Møller (S) en ny samlet færdselslov: generelle hastighedsgrænser, fast promillegrænse og et selepåbud på forsæderne.
Det jo dem, der her får en kæmpe magt til at have et maskineri under sig, der kan lave lovforslag.
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Kritikerne kalder det “seletvang”. Regeringen kalder det nødvendigt og hele idéen med love: at regulere adfærd af hensyn til fx sikkerhed, sundhed eller retfærdighed
– Det ikke mening at afvise selekrav bare fordi det begrænser frihed, for hvis indgreb i friheden i sig selv var et problem, kunne Folketinget lige så godt lukke. Så er der jo ingen love tilbage, siger Orla Møller
Samtidig raser ordkrigen i spalterne blandt de danske aviser. I Jyllands-Posten skriver juristen Knud Aage Frøbert i en kronik: Barnepigerne på Christiansborg skal bestemme, hvad der er bedst for os, og hvis vi ikke retter os efter dem, skal vi have smæk.
Folketingssalen koger
Paragraf 21 siger formelt “Kongen”, men i praksis mener den regeringen, forklarer Sune Klinge:
– I paragraf 21 skal kongen forstås som regeringen, og ikke som kongen, en reminiscens af det her med kontrasignaturen, at den nu gør, at vi skal læse regeringen ind i stedet for kongen.
Det er typisk regeringen, der kan bære de juridisk tunge forslag, fordi ministerier og styrelser leverer forarbejder, konsekvensanalyser og fremsættelsestalens præmisser. Folketingsmedlemmer kan også fremsætte “private lovforslag”, men det er svært uden samme maskineri i ryggen.
Sune Klinge sætter punktum:
– Det viser altså noget om magtbalancen, hvem der skal være statsminister og regering, så er det jo dem, der her får en kæmpe magt til at have et maskineri under sig, der kan lave lovforslag.
Her taler han altså om, hvordan grundloven afslører, at regeringen har initiativet i lovgivningen. Folketinget kan godt sige ja eller nej til lovene, men det er regeringen, der sætter dagsordenen og bestemmer, hvad der overhovedet bliver foreslået.
Læs også: En bombe sprang i Irak og en retssag begyndte i København
Den 13. juni 1975 kulminerer det i Folketingssalen. Debatten er skinger, Fremskridtspartiet går hårdest til. Socialdemokratiets Karl Johan Mortensen skifter kurs og retter front mod dem. Formanden Karl Skytte lukker ordskiftet: Navneopråb. Ét for ét råber medlemmerne ja eller nej. Tællingen er nervepirrende tæt – men nej-sigerne er i flertal på ændringsforslaget, der skulle fjerne selekravet. Det betyder, at den oprindelige lovtekst består: Selepåbuddet bliver stående.
Statsobducenten i Aarhus kan ånde ud. Fremskridtspartiets Helge Dohrmann truer samme dag med at samle 60 underskrifter til en folkeafstemning, men tre dage senere står det klart: Kun 34 vil være med. Loven træder i kraft 1. januar 1976.
I de følgende år falder dødstallene markant – fra de tidlige 70’eres ekstreme niveauer til under 700 i 1981, og udviklingen fortsætter i de næste årtier.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 21 – Ny lov splitter befolkningen. “Barnepigerne” på Christiansborg skal blande sig udenom, på lovenpodcast.dk, eller dér, hvor du henter dine podcasts.
