Da Alexander Fleming vender tilbage til sit laboratorium på St. Marys Hospital i London efter sommerferien i 1928, venter der oprydning.
Den skotske bakteriolog er ikke ligefrem kendt for sin ordenssans, og inden ferien har han dog også efterladt et rod af en række petriskåle med stafylokokbakterier i laboratoriet.
Apropos rod, så lå det slet ikke i “journalerne”, at Fleming overhovedet skulle ende i et laboratorie, for som ung læste Fleming handel og arbejdede senere på et rederikontor, før en arv og et forslag fra hans storebror sendte ham i retning af medicinstudiet og St. Mary´s Hospital.
Hvor han nu tager petriskålene frem én efter én. De første ser normale ud.
Men så stopper han.
I én af skålene vokser en blågrøn mugkoloni. Rundt om muggen er der en klar ring, hvor bakterierne er… forsvundet.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Dette er et introafsnit.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til Videnskabens Vindere her eller der, hvor du lytter til podcast.
Podcasten er en Rakkerpak Original af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Fleming har ved et tilfælde glemt at lukke skålen ordentligt inden ferien, og nu står han for foden af en af medicinhistoriens største opdagelser.
Manden, mugpletten og mirakelmedicinen
Hvor mugsporen kom fra, ved man ikke med sikkerhed. Den klassiske forklaring er, at den kan være kommet ind gennem et vindue. En anden mulighed er, at sporen kom fra botanikeren Charles Latouchés laboratorium nedenunder, hvor der blev arbejdet med svampe og astmamedicin
Det afgørende er, hvad Fleming får øje på.
Muggen udskiller et stof, der hæmmer bakteriernes vækst. Fleming konstaterer, at den tilhører svampeslægten Penicillium… du ved måske, hvor vi er på vej hen. Men faktisk døbte Fleming først stoffer “Mold Juice”, før han til sidst endte med: penicillin.
Opdagelsen hænger samtidig sammen med noget, Fleming har oplevet under 1. verdenskrig. Her havde han set, hvordan behandlingen med karbolsyre ganske vist dræbte bakterier på overfladen af soldaternes sår, men samtidig angreb kroppens egne forsvarsceller, hvilket, for mange, havde døden til følge.
Han var derfor begyndt at lede efter en måde at bekæmpe bakterier på uden samtidig at skade mennesket.
Alle veje fører til penicillin… og nobelsprisen i medicin
Der går 14 år, før Fleming selv oplever, hvad penicillin kan betyde for et alvorligt sygt menneske.
I 1942 ligger Harry Lambert, en ven af Flemings bror, på St. Marys Hospital med livstruende meningitis. Fleming får fat i en lille mængde penicillin fra Howard Florey og hans forskerhold i Oxford.
Medicinen bliver sprøjtet direkte ind i Lamberts rygmarvskanal. Dagen efter kan den alvorligt syge mand tale igen. En uge senere er han rask.
Aviserne begynder at omtale penicillin som en mirakelmedicin, og under 2. verdenskrig bliver stoffet med hjælp fra Howard Florey og Ernst Boris Chain sat i produktion. Ifølge transskriptionen døde omkring 18 procent af soldater med bakteriel lungebetændelse under 1. verdenskrig. Under 2. verdenskrig faldt tallet til under én procent.
I 1945 modtager Fleming Nobelprisen i medicin sammen med Florey og Chain.
En af medicinhistoriens største opdagelser begyndte dermed ikke med et planlagt gennembrud, men med noget, Fleming egentlig burde have ryddet op inden ferien: en petriskål, der ikke var blevet lukket ordentligt.
Artiklen er baseret på research og interviews af Daniel Stagsted i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Alexander Fleming? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
