Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Samfund

Danmark besluttede at give noget af sin magt væk og fik indflydelse til gengæld

HISTORIE. En ung mands artikel bliver til den paragraf, der gør Danmark i stand til at dele magt med andre lande. Undervejs raser en kamp på Christiansborg om, hvorvidt vi gør os til marionetdukke af USA.

Det er bælgmørkt i Risskov i 1949. En dynamolygte skærer gennem nattens mørke.

Det er min yndlingsparagraf, grundlovens paragraf 20

Sune Klinge, lektor i forfatningsret

På cyklen sidder den 36-årige jurist Max Sørensen med en brun lædermappe balancerende på styret.

Den bugner af 41 siders tanker, han har skrevet til et norsk tidsskrift. Opgaven lød egentlig på kongens beføjelser i udenrigspolitikken, men Max er gået skridtet videre. Han har nedskrevet alle sine overvejelser om, hvordan Danmark kan arbejde tættere sammen med andre lande i den nye verden efter 2. Verdenskrig. 

Fra papir til politik

I København sidder 5. udvalg i Forfatningskommissionen og gennempløjer alt, der kan være relevant for en grundlovsændring. Embedsmanden Jørgen Elkær Larsen lægger en stak tekster på bordet hos den radikale partileder, Bertel Dahlgaard.

EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN

LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.

Få indblik i podcasten gennem artikelserien her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.

Det var en god idé at samarbejde med de andre EU-medlemslande under fælles front. Det gjorde, at man holdt op med at gå i krig med hinanden og er endt ud i at blive de bedste venner

Sune Klinge, lektor i forfatningsret

Ét navn får den radikale leder til at spærre øjnene op: Max Sørensen.

Bertel Dahlgaard stopper op og læser. Max Sørensens pointe er enkel at forstå: Hvis Danmark hver gang skal ændre Grundloven for at gå med i et internationalt samarbejde, kommer vi aldrig nogen vegne. Derfor foreslår Max Sørensen en ny bestemmelse, som – i et nøje afgrænset omfang – gør det muligt ved almindelig lov at overlade bestemte beføjelser til fælles organer, som flere lande opretter sammen.

Statsminister Erik Eriksen bliver orienteret. Max Sørensen skriver et responsum, og idéen bevæger sig fra skrivebordet i Aarhus til et konkret forslag i København: en ny §20.

Lektor i forfatningsret, Sune Klinge, elsker den nye §20:

 – Det er min yndlingsparagraf, grundlovens paragraf 20, fordi jeg synes, det er et eksempel på, man kan kalde det en gendrivelse af argumentet, om at vores grundlov er så gammel og forældet. Den her bestemmelse, den er innovativ.

USA’s marionetdukke?

10. februar 1953 taler Folketinget første gang om den nye Grundlov. DKP’s formand, Aksel Larsen, går på talerstolen og tordner mod idéen om at afgive suverænitet – altså giver magt fra sig – til såkaldte “mellemfolkelige myndigheder”.

Han mener, at tanken om mellemfolkelige myndigheder i virkeligheden kommer udefra. 

 – Jeg kan ikke komme bort fra den tanke, at når man samtidig i en række vesteuropæiske lande nu indfører suverænitetsafgivende paragraffer i forfatningen, er det ikke disse landes egen idé, men en idé, der er inspireret fra helt anden side, som man smukt betegner mellemfolkelige myndigheder.

I Aarhus sidder Max Sørensen og hører, at hans forslag bliver tolket, som om USA trak i trådene. Og det gør ham rasende.

Grundlovens §20

Ordlyd:
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2: Enten 5/6 flertal i Folketinget, eller, hvis der kun er almindeligt flertal og regeringen fastholder forslaget, en folkeafstemning efter §42

Betydning:

  • Suverænitet betyder retten til selv at bestemme. §20 gør det lovligt og kontrolleret at låne noget af den magt ud til fælles organer (fx EU).
  • Der er indbygget mindretalsbeskyttelse, ved at suvereænitetsoverdragelse kun kan gives ved enten et meget bredt ja i Folketinget eller et ja fra hele befolkningen
  • Paragraffen er et værktøj til fælles løsninger på problemer, der krydser grænser, som miljø og handel
  • Derfor spiller §20 en hovedrolle i, at Danmark i dag følger mange EU-regler

Her er det ifølge Sune Klinge vigtigt at kende sikkerhedsnettet i §20. 

– Det er en ret vigtig bestemmelse, og derfor ser vi jo også, når vi bladrer længere ned i bestemmelsen, at man har fastsat en ret hardcore-procedure. For der står, at hvis man ønsker at vedtage et lovforslag om suverænitetsoverladelse, så kræver det et flertal på fem/sjettedele af Folketingets medlemmer, siger han.

Fem sjettedele svarer til 150 ud af 179 folketingsmedlemmer. Det er meget. Og hvis man “kun” har et almindeligt flertal, kan regeringen stadig fastholde forslaget – men så skal det til folkeafstemning. Det var for eksempel derfor, danskerne stemte om at skifte kroner ud med euro. Flertallet sagde nej, og så blev det ikke til noget.

Men hvorfor overhovedet give noget magt fra sig? 

Sune Klinge peger på, at visse problemer kun kan løses i flok.

Du ændrer ved designet om, at love bliver til i Folketinget, ved at tage noget af den magt og give til andre. Så skepsissen kan jeg sagtens forstå

Sune Klinge, lektor i forfatningsret

Han bruger miljøpolitikken som et eksempel på, hvor svært det er at løse nogle problematikker inden for grænser. Skorstensrøg kan udledes på grænsen ved Kruså, men det er meget vanskeligt ikke at lade den røg sive ned over det tyske kontinent. 

Det er i det lys, EU-samarbejdet giver mening, ifølge Sune Klinge. 

 – Det var en god idé at samarbejde med de andre EU-medlemslande under fælles front, fordi det styrkede vores BNP, det styrkede vores fællesmarked, og det var muligt at afsætte produkter andre steder. Det gjorde, at man holdt op med at gå i krig med hinanden og er endt ud i at blive de bedste venner. 

Læs også: Politisk efterspil: En rigsret der skrev danmarkshistorie

Sune Klinge skærer det også politisk-administrativt ud i pap:

 – Men du ændrer grundlæggende set ved det design, vi har om, at love bliver til i Folketinget. Det ændrer du fuldstændig ved at tage noget af den magt og give til en overstatslig myndighed. Så skepsissen kan jeg sagtens forstå.

28. maj 1953: et kryds i skyggen af tronfølgen

Tre måneder efter førstebehandlingen er det blevet valgdag. 

På Risskov Skole går Max Sørensen stille ind og henter sin stemmeseddel. Mange taler mest om tronfølgen – at prinsesser fremover kan arve tronen. Men Max Sørensen ved, at den nye §20 vil få langt større betydning i hverdagen.

Læs også: Da kongen bøjede sig for folket

Dagen efter kan aviserne skrive, at stemmedeltagelsen lige akkurat når over de krævede 45 procent. Og dermed bliver §20 en del af Grundloven. Den bliver ofte kaldt “den lille grundlovsændring”, fordi den gør det muligt at flytte bestemte beføjelser fra Danmark til fælles myndigheder, men kun når et meget bredt flertal i Folketinget siger ja, eller når danskerne selv stemmer det igennem.

I praksis har det betydet, at Danmark har givet en del magt til EU. Så meget, at cirka halvdelen af de regler, vi lever efter, er EU-regler. 

Det er ikke et hemmeligt bagtæppe – det er §20 i arbejde.