Året er 1901. Kong Christian 9., nu over 80 år gammel, har regeret i snart fire årtier. Han er stærkt knyttet til sine højre-regeringer – særligt til konseilspræsident Estrup, der i årevis har kæmpet for kongens ret til selv at udpege regeringen.
Men tiderne er under forandring. Bankdirektøren Axel Heide indkaldes til audiens og siger det ligeud:
– Deres Majestæt – De kommer ganske enkelt ikke uden om at udpege en venstreregering.
For Christian 9. er det en bitter pille. Hvor Højres mænd typisk er godsejere og velhavende, består Venstres rækker af bønder og lærere.
Kan de virkelig lede landet?
RAKKERPAK ORGINIAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Valgresultat og voksende pres
Den 3. april 1901 inviterer prinsesse Marie og prins Valdemar til middag i det gule palæ. Blandt gæsterne sidder juraprofessor Johan Henrik Deuntzer – foreslået som kompromiskandidat til at lede en venstreregering.
Det vigtige i paragraf 14 er tilføjelsen om, at beslutninger kun får gyldighed med ministers underskrift. Her har vi kernen af det danske folkestyre – at kongens rolle er yderst indskrænket, og at den reelle magt udøves af ministerne
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Samme dag har et folketingsvalg givet Venstrereformpartiet absolut flertal med 75 ud af 113 mandater. Højre står tilbage med kun otte.
Da kongen spørger Deuntzer, om han er venstremand, svarer professoren forsigtigt:
– I nogen grad, deres majestæt.
Bruddet med traditionen
I maj samme år besøger konseilspræsident Sehested kongen på Amalienborg. Han advarer:
– Hvis De først udpeger en venstreregering, så kan det aldrig gøres om.
Men kongen har taget sin beslutning:
– Jeg er blevet for gammel til at kæmpe. Nu ønsker jeg at ende min regeringstid med fred. Jeg har besluttet at tage et venstreministerium.
Den 24. juli 1901 udnævnes Deuntzer til regeringsleder. Blandt de nye ministre er læreren I.C. Christensen og bonden Ole Hansen – en sensation i samtiden.
Rygtet vil vide, at en københavnsk frue var ved at besvime, da hun hørte, at landbrugsministerens kone stadig malkede familiens 23 køer hver morgen.
En paragraf med tung betydning
Grundlovens paragraf 14 placerer formelt magten hos kongen, men den blev skelsættende i kampen om, hvem der reelt bestemmer i Danmark.
Grundlovens §14
Ordlyd:
Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
Betydning:
- Ansvaret ligger hos den minister, der underskriver – ikke hos kongen.
- Kongen udnævner og afskediger formelt ministrene.
- Antallet og sammensætningen af ministerier bestemmes af regeringen.
- Loven kræver kontrasignatur: Kongens underskrift er kun gyldig, hvis en minister også skriver under.
– Grundlovens paragraf 14 er en af de meget centrale bestemmelser. Det er kravet om ministerunderskrift på lovgivning, det vi også kalder kontrasignatur, forklarer lektor i forfatningsret Sune Klinge.
– Den siger også noget om, hvordan og hvem der bestemmer, hvad for nogle ministerier vi skal have, og også et hierarki mellem ministerierne.
Systemskiftet bliver virkelighed
Den 5. oktober træder Christian 9. ind i Folketingssalen og erklærer:
– Ved kaldelsen af vort ny ministerium har vi imødekommet ønsket hos folkets flertal om at betro regeringens ledelse til mænd, der også har dets tillid.
Hermed sættes punktum for årtiers forfatningskamp.
Kongens frie ret til at udpege regeringen begrænses i praksis, og folketingets flertal bliver styrende
– Det vigtige i paragraf 14 er tilføjelsen om, at beslutninger kun får gyldighed med ministers underskrift. Her har vi kernen af det danske folkestyre – at kongens rolle er yderst indskrænket, og at den reelle magt udøves af ministerne, siger Sune Klinge.
Systemskiftet i 1901 markerer dermed indførelsen af parlamentarismen – en grundpille i dansk demokrati, selvom den først langt senere blev skrevet ind i Grundloven.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Maya Zachariasen fra pocsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 14 – Kongen og systemskiftet i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk eller dér, hvor du henter dine podcasts.
