Connect with us

Hvad leder du efter?

RakkerReportRakkerReport

Samfund

Amerikanere med Trump-bånd forsøger at få fodfæste i Grønland

SAMFUND. Mystiske forretningsfolk og politiske aktivister fra USA har i månedsvis forsøgt at vinde grønlændernes tillid. Mens nogle ser det som politisk teater, stilles der spørgsmålstegn ved timingen af de danske myndigheders advarsler.

Når amerikanske forretningsmænd med tætte bånd til tidligere præsident Donald Trump rejser til Grønland, deler penge ud til børn på gaden og inviterer forbipasserende på hotel-frokost, er der tale om mere end kuriosa.

Jeg har meget, meget svært ved at se, at amerikanerne er lykkedes med at vinde the hearts and minds

Lars Trier Mogensen, politisk kommentator

Ifølge danske efterretningstjenester er der tale om egentlige påvirkningsforsøg rettet mod den grønlandske befolkning.

Politisk kommentator Lars Trier Mogensen vurderer, at tre navngivne profiler skiller sig ud: forretningsmanden Tom Dans, den tidligere Trump-rådgiver Drew Horn med fokus på grønne metaller samt den unge højrefløjsaktivist Charlie Kirk.

-Det er helt oplagt, at de tre har ageret i Grønland på en måde, der ligner et forsøg på infiltration, siger han. Alligevel er han skeptisk over for, om missionen har haft gennemslagskraft. 

-Jeg har meget, meget svært ved at se, at amerikanerne er lykkedes med at vinde the hearts and minds.

Kendte ansigter og ingen breaking news i Nuuk

I Nuuk vækker afsløringerne mindre opsigt. Antropolog Arnakkuluk Jo Kleist mener, at meget af det, der nu beskrives som nyt, har været synligt i månedsvis. 

Kampagne handler om at vise Trumps kernevælgere i USA, at han stadig er aktiv og sætter sit præg på Arktis

Heini í Skorini, lektor i international politik

-Det har været rimelig tydeligt siden årets begyndelse, at amerikanske aktører har rejst rundt, holdt møder og kontaktet lokale, siger hun. Hun nævner besøget af Donald Trump Jr. og episoder, hvor “Trumps YouTuber-venner” delte 100-dollarsedler ud på gaden.

For hende er det afgørende spørgsmål derfor ikke, om påvirkningsforsøgene finder sted, men hvorfor myndighedernes bekræftelse først kommer nu. 

-Hvorfor kommer det her netop i august? Er der sket noget specifikt, som vi ikke ved? Den del står uklart, siger hun.

Når stat og privat smelter sammen

For lektor i international politik Heini í Skorini peger sagen på et større mønster, hvor statslige aktører og private forbindelser flyder sammen. 

-Trump er kendt for at bruge venner og forretningsforbindelser til opgaver, der normalt håndteres af embedsmænd. Derfor er det svært at skelne mellem, hvad der er officiel amerikansk politik, og hvad der blot er en del af hans netværk, forklarer han.

Í Skorini fremhæver, at initiativerne i Grønland også kan ses som et hjemligt stunt: 

-Der er analyser, der peger på, at kampagnen ikke handler om at overbevise grønlænderne, men om at vise Trumps kernevælgere i USA, at han stadig er aktiv og sætter sit præg på Arktis.

Geopolitisk teater, men også alvor

Selvom de konkrete tiltag – fra kontakter til grønlandske erhvervsfolk til opsigtsvækkende gadeaktioner – kan virke teatralske, advarer flere om, at de ikke kan affejes som useriøse. Grønland er et geopolitisk nøgleområde, og stormagter har historisk set altid forsøgt at påvirke mindre nationer, når store strategiske interesser er på spil.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor effektivt amerikanerne har ageret, men hvorfor Danmark vælger at signalere advarsel netop nu. For i Nuuk står mange tilbage med en oplevelse af, at sagen har været kendt længe, men først nu bruges som politisk markør.


Artiklen er skrevet på baggrund af research og interviews fra podcasten Rigsrådet

Lyt til episoden her