I psykiatrien findes der de velkendte diagnoser som depression, skizofreni og angstlidelser. Men ved siden af dem lever en række mere særegne syndromer et skyggeliv.
Blandt dem er Stockholmssyndromet, hvor et gidsel udvikler sympati med sin fange, og Cotard’s syndrom, hvor man er overbevist om, at man allerede er død.
Professor og overlæge i psykiatri Bjørn Ebdrup møder dem ikke hver dag i klinikken, men han ser dem som vigtige brikker i forståelsen af, hvad psykiske lidelser er, og hvad de ikke er.
– Et syndrom er i virkeligheden en sammenkædning af forskellige symptomer, fællestræk i en eller anden fælles fenotype, forklarer han.
RAKKERPAK ORIGINAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Hvis du gerne vil blive klogere på de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som en psykisk sygdom, så kan du lytte til fiktive personlige fortællinger udarbejdet gennem journalistisk research om alle WHO’s psykiske lidelser her.
Du kan også få et indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller besøge Psykens hjemmeside.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med støtte fra Lundbeckfonden.
Han peger på, at psykiatrien grundlæggende bygger på mønstre: tilbagevendende kombinationer af symptomer, der beskriver patienters vanskeligheder så præcist som muligt uden at være hugget i granit.
Sympati med gerningsmanden
Stockholmssyndromet er et af de mest kendte og mest myteomspundne psykiatriske syndromer. Mange forbinder det med Hollywood-film og dramatiske gidselsituationer, men grundideen er langt mere nøgtern.
Hvis man er alene, og er et offer hele tiden, så er der ikke meget mening med livet
Bjørn Ebdrup, Overlæge i Psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup
– Stockholmssyndromet handler om, at hvis man har været udsat for ondt, kidnappet, blevet holdt indespærret, at man så gradvist over tid opbygger en form for sympati med gerningsmanden, siger Bjørn Ebdrup
Der er ikke en klart kortlagt psykologisk mekanisme bag, men han ser det som en slags overlevelsesstrategi. Når man ingen magt har, kan det være den eneste måde at bevare en form for kontrol og mening i en ekstrem situation.
– Hvis du kommer tæt på, så har du også adgang til dem, der vil dig ondt. Og dermed har du måske også en mulighed for at kunne slippe ud, siger han
– Hvis man er alene, og er et offer hele tiden, så er der ikke meget mening med livet.
I den daglige psykiatriske klinik ser han sjældent tilstanden i sin reneste form. Men elementer af samme dynamik går igen, for eksempel i voldelige parforhold, hvor omgivelserne kan undre sig over, at den voldsramte bliver ved med at vende tilbage.
– Hvis du ser det udefra: Hvorfor bliver du ved med at gå hjem til ham stodderen igen? Han banker dig, han drikker, han er ikke god for dig, og alligevel er der en eller anden form for gensidig sympati, siger Bjørn Ebdrup.
Men ofte giver relationen noget, måske det at undgå at være alene, forklarer Bjørn Ebdrup
Stockholmssyndromet er ikke en officiel diagnose, men kan ses som en særlig coping-mekanisme i forbindelse med traumer. Ifølge Bjørn Ebdrup vil personer med Stockholmssyndrom ofte også opfylde kriterier for PTSD.
Overbevist om, at man er død
Et andet syndrom, der dukker op i psykiatriens litteratur, og som Bjørn Ebdrup faktisk møder tilfælde af i sin klinik, er Cotard’s syndrom. Ved denne sygdom har personen en fast overbevisning om at være død eller være gået i opløsning.
– Cotard’s syndrom er i virkeligheden en ret klassisk beskrivelse af en forestilling om, at man er død. Det er en vrangforestilling. Dermed er der jo ikke nogen grund til at søge hjælp eller behandling. Det er sådan set lige meget, for jeg er allerede død, forklarer Bjørn Ebdrup.
Der er heller ingen grund til at spise, når man er død
Bjørn Ebdrup, Overlæge i Psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup
Forestillingen kan tage flere former: at man er rådden, og at kroppen lugter af forrådnelse, eller at man slet ikke eksisterer mere. I psykiatrisk sprog hører den til blandt de såkaldte nihilistiske vrangforestillinger.
Cotard’s syndrom ses typisk i forbindelse med svær depression. Bjørn Ebdrup beskriver det som endestationen på et kontinuum, der starter med lavt selvværd og tristhed og gradvist bevæger sig mod total opløsning:
– Man starter med at synes, at det hele er svært, og jeg er ikke god nok, jeg er ikke rigtig noget værd. Jeg kan ikke mærke noget liv i mig, jeg kan kun mærke råd, jeg kan lugte råd. Jeg er død. Så et eller andet sted så ligger det bare som en endestation.
På de lukkede psykiatriske afdelinger ser han tilstanden i afskygninger, især hos patienter med svære depressioner, hvor alt håb opleves som ophørt. Her kan det blive direkte livstruende, fordi personen ikke længere ser nogen grund til at spise eller tage imod hjælp.
– Der er heller ingen grund til at spise, når man er død, som han tørt konstaterer.
I de mest alvorlige tilfælde tilbyder man ofte ECT-behandling, det, der tidligere blev kaldt elektroshock. Ifølge Bjørn Ebdrup har ECT “en fantastisk effekt” på netop den slags tilstande, hvor patienten kan “vende tilbage til livet igen”.
Efterfølgende vil mange kunne huske fornemmelsen af, at alt håb var ude, uden nødvendigvis at kunne gengive alle de konkrete udsagn, de kom med, mens de var syge.
Mellem sygdom, løgn og paternalisme
Gansers syndrom er et andet syndrom, der stadig lever i skyggerne. Det er en tilstand, hvor patienten konsekvent svarer “forbi” på spørgsmål, altså forkert på noget, vedkommende egentlig godt ved.
Men her opstår problemet: Hvordan vurderer en læge, hvad en anden person “burde vide”, eller om svaret er bevidst?
– Jeg kan ikke vide, hvad du ved. Og jeg kan ikke vide i hvert fald, hvad du har adgang til at kunne huske og har lyst til at sige, påpeger han og kalder syndromet en smule støvet og præget af en ældre tids paternalisme.
I praksis ser han det sjældent brugt som klinisk begreb. Enten kan der være tale om et psykotisk univers, for eksempel ved skizofreni, hvor tankeforstyrrelser gør, at man rammer lidt ved siden af i sine svar, eller også kan der være tale om bevidst undvigelse eller løgn, for eksempel for at undgå straf.
I dag bliver tilstanden oftere beskrevet som løgne.
Diagnoser som arbejdsredskaber, ikke sandheder hugget i sten
Når man bevæger sig rundt mellem spektakulære syndromer og brede diagnoser, melder spørgsmålet sig: Hvor stor er forskellen egentlig på et syndrom og en diagnose i psykiatrien?
– Forskellen er måske ikke så forfærdelig stor, når vi snakker psykiatriske sygdomme, siger Bjørn Ebdrup.
En diagnose er i virkeligheden ikke andet end et arbejdsredskab
Bjørn Ebdrup, Overlæge i Psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup
Han forklarer, at mange klassiske syndromer, som Down-syndrom eller metabolisk syndrom, netop er kendetegnet ved, at flere fællestræk går igen. I psykiatrien fungerer diagnoser på samme måde: som samlebetegnelser for symptomkombinationer, ikke som entydige, biologiske enheder.
– Psykiatriske sygdomme, diagnoser, alt det, vi har lavet i psyken, nu snakker vi ADHD, depression, bipolarforstyrrelse, det er ikke sådan nogle enheder, der findes som sande enheder, hugget i granit. Det er i virkeligheden sammenstilling af nogle symptomer, siger han.
Det er også grunden til, at diagnoser kan ændre sig over tid, særligt hos børn, hvor udtrykket af psykisk lidelse kan skifte med udviklingen. Den samme grundlæggende sårbarhed kan på ét tidspunkt ligne autisme eller angst, på et senere tidspunkt noget helt andet.
Når patienter henvender sig, er deres “klage” ofte relativt uspecifik: angst, uro, tristhed, måske selvmordstanker.
– Det er psykiatrisk feber. Det er uspecifikt. Så vi skal finde ud af, hvorfor det er, og hvad det er, der betinger den der klage om tristhed, siger han.
Her er diagnosen et praktisk redskab, ikke en identitet.
– En diagnose er i virkeligheden ikke andet end et arbejdsredskab. Hvis du opfylder de her kriterier her nu, så ved vi, at den bedst mulige behandling for den tilstand lige nu og her, vil være noget i den her stil, forklarer han. Det kan være antidepressiv medicin, psykoterapi eller noget helt tredje, afhængig af, hvad symptombilledet peger på.
Hvorfor de sjældne syndromer stadig betyder noget
De klassiske syndromnavne, Stockholm, Cotard, Ganser – fylder ikke meget i yngre lægers journaler, konstaterer Bjørn Ebtrup.
– Man vil ofte konstatere, at de her udsagn er et led i en svær depression, som man så prøver at behandle bedst muligt, siger han.
Alligevel giver syndromerne mening at kende. De fungerer som koncentrerede billeder på ekstreme tilstande, forklarer han: små, skarpt afgrænsede symptomprofiler, som kan hjælpe med at forstå variationer inden for de større diagnoser.
– De klassiske syndromer i psykiatrien, Ganser, Stockholmssyndromet og Cotard, er nogle ret udstansede små symptombilleder, som ikke forklarer ret meget af en psykisk sygdom. Så derfor kan jeg bedre lide de psykiatriske diagnoser. De fanger flere patienter simpelthen, siger han.
Samtidig minder de om, hvor langt menneskers sind kan strækkes i forsøget på at overleve belastning, sorg og sygdom, hvad enten det sker ved at få sympati med sin bødler, ved at være overbevist om, at livet allerede er ophørt, eller ved at svare uden om spørgsmål, man ikke kan eller tør konfrontere.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
Hvis du vil blive klogere på hjernens mange afkroge kan du lytte til afsnittet: Hjerneforskning her
