Gertrud er 27 år, da hendes verden bryder sammen. Forlovelsen ophæves efter tolv år, og i sorgen begynder hun at bruge morfin – først som lægen ordinerer, siden i stigende doser. Morfin kaldes dengang ”lægekunstens gave”, et vidundermiddel mod smerte, angst og søvnløshed.
Hun får først en recept med ordene – Kun ved særlig angst. Men Gertrud opdager hurtigt, at væsken i sprøjten giver hende mere end ro: en følelse af varme, tryghed og stilhed. Snart lyver hun sig til flere recepter, besøger nye læger og gør sprøjten til et fast ritual.
Når væsken løber ind, lukker kroppen sig som et æg omkring mig. Jeg bliver tung. Tryg. Stilheden lægger sig som vat
fortæller hun.
EN RAKKERPAK ORGINIAL: PSYKEN
PSYKEN er en podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til PSYKEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med med støtte fra Lundbeckfonden.
Hvis du selv har brug for hjælp til at håndtere noget, der er svært, kan du kontakte psykiatrifonden.dk – Du kan både ringe, chatte og skrive til deres anonyme og gratis rådgivning, som har åbent hver dag, året rundt.
Brutal afvænning på hospitalet
I begyndelsen af 1920’erne bliver hun en af de mange patienter indlagt på Kommunehospitalet i København, hvor morfinister får en ny diagnose: Morphinismus chron.
Journalen beskriver hende nøgternt: Patient oplyser at være blevet forladt af forlovede efter tolv års bekendtskab. Indtag af morfin herefter begyndt, hyppighed: flere gange dagligt. Lægen tilføjer, at hun ikke anses for egnet til at være på egen hånd i livet.
Behandlingen er enkel og hård: Ingen morfin. Ingen sovemedicin. Kun ro og spadsereture. Abstinenserne river i kroppen. Hun ryster, kaster op, mister appetitten og kæmper med kulderystelser og knoglesmerter.
Jeg tror, jeg dør nu. Smerten er uudholdelig
siger hun under et af opholdene.
Sankt Hans – mellem lindring og skam
Efter tilbagefald sendes Gertrud videre til Sankt Hans Hospital ved Roskilde Fjord. Her er indlæggelserne lange, op til et halvt år, og hverdagen styres af faste rutiner, afvaskninger og beskæftigelsesterapi.
Patienterne bedømmes ikke kun på deres symptomer, men også på deres karakter. Journalerne bruger ord som ”vrangvillige”, ”løgnagtige” eller ”let stødt”. Ved udskrivelse noteres næsten altid: Tilstanden bedret, men tilbagefald må forventes.
Gertrud forsøger at genvinde sit liv ved at sy og brodere. Hun tager på i vægt og får ros af sygeplejerskerne. Men skammen over afhængigheden hænger ved.
De sagde, jeg var arbejdsom, velbefindende, medicinfri. Men de glemte at spørge, hvad jeg skulle gøre med alt det, der stadig bor i mig
En historie med lange spor
Gertruds oplevelse er sammensat af virkelige journaler og arkivmateriale fra 1920’ernes Danmark. Hun er en blandt 109 morfinister, der blev behandlet på Sankt Hans mellem 1920 og 1945.
Morfinafhængighed blev i begyndelsen betragtet som en psykiatrisk lidelse, ikke som et samfundsproblem. Først i 1950’erne begynder man at kriminalisere besiddelse og brug. Senere overtager heroin rollen som det mest udbredte opioid, og misbrug forbindes i stigende grad med social marginalisering og straf.
I dag behandles opioidafhængighed som en kompleks lidelse med biologiske, psykologiske og sociale forklaringer. Genetik spiller en væsentlig rolle – arvelighedsfaktoren anslås til omkring 50 procent.
Men for Gertrud og hendes samtid var virkeligheden en anden. Hun indlægges i alt 13 gange. Hvordan hendes liv ender, ved vi ikke.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Dorte Palle. Fortællingerne i psyken er fiktive, men udarbejdet på baggrund af virkelige eksempler og journalistisk research – og er gennemgået af relevante fagpersoner. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
Hvis du selv har brug for hjælp, kan du f.eks. kontakte psykiatrifonden.dk, hvor du kan ringe, chatte eller skrive anonymt – hver dag, året rundt.
