Overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup, Bjørn Ebdrup, ser en trend i psykiatrien. Der føjes flere diagnoser til – nogle er rent beskrivende, andre lægger en årsag ovenpå symptomerne.
Der er nok en tendens til, at det nye diagnosesystem laver flere diagnoser. Det fjerner os fra drømmen om, at man kan finde en biologisk årsag til dem
Bjørn Ebdrup, overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup
Det kan skabe fælles sprog og mere målrettede behandlingsforløb, men det kan også gøre os blinde for det biologiske ideal, hvor man ønsker få og klart afgrænsede kategorier.
– Nogle gange tænker jeg, at diagnoseudviklingen er dårlig, fordi hvis man skal være tro mod drømmen om, at en diagnose skal forklare noget biologisk, bliver det i hvert fald sværere, jo flere diagnoser der kommer, siger Bjørn Ebdrup.
Han peger især på, at der for tiden opstår flere beskrivende diagnoser samt diagnoser, der påstår, at der findes en årsagssammenhæng.
Et eksempel på en beskrivende diagnose er Gaming Disorder. Kritikere af diagnosen peger på, at massiv gaming ofte er et symptom på noget underliggende: depression, angst eller social isolation. Og Gaming Disordren i sig selv ikke er rodårsagen til problemerne.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Hvis du gerne vil blive klogere på de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som en psykisk sygdom, så kan du lytte til fiktive personlige fortællinger udarbejdet gennem journalistisk research om alle WHO’s psykiske lidelser her.
Du kan også få et indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller besøge Psykens hjemmeside.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med støtte fra Lundbeckfonden.
Et andet eksempel på en nyere diagnose er kompleks PTSD eller langvarig sorgforstyrrelse, som ud over at tilbyde en ny kombination af symptomer også tilbyder en forklaring på, hvorfor man har det svært: enten gennem traumer eller et tab.
– Ud fra et biologisk perspektiv må kunsten jo være tilstræbt færrest mulige diagnoser, og der er nok en tendens til at det nye diagnosesystem laver flere diagnoser. Det fjerner os fra drømmen om, at man kan finde en biologisk årsag til dem.
Problemet med forklaringsmodeller
Bjørn Ebdrup peger på en praktisk gevinst ved diagnoserne, der først og fremmest beskriver, hvordan mennesker har det og fungerer i hverdagen. Det gør det muligt at samle patienter med ens mønstre og tilrettelægge konkrete forløb, der giver mening for dem.
– Det gode ved at have en beskrivende diagnose er, at man kan samle folk og skræddersy konkrete behandlingsforløb med folk, der har det på samme måde, måske nogle gruppeforløb med andre, der har det meget på samme måde som dig, siger han.
Læs også: Er gaming disorder en diagnose eller et symptom?
Men samtidig forholder han sig til prisen ved, at antallet af diagnoser vokser. Hvor nogle diagnoser, såsom langvarig sprogforstyrrelse, eksplicit indbygger en forklaring (du har det sådan, fordi du lider af et tab), risikerer den samlede udvikling at trække os væk fra det, mange har betragtet som psykiatriens langsigtede mål: at binde symptomer op på robuste biologiske mekanismer.
– De systemer, vi har, dækker allerede mange af de symptomdomæner og fænomener, mennesker oplever. Nye diagnoser ender derfor ofte som nye kombinationer af kendte symptomer, uden at de nødvendigvis kommer til at repræsenterer en underliggende biologi, siger han.
Fokus på patientens aktuelle problemer bliver alene bundet op på tidligere traumer
Bjørn Ebdrup, overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup
Kompleks PTSD og langvarig sprogforstyrrelse er eksempeler på diagnoser, der indlejrer en ydre årsag – traume eller tab – som forklaring på symptomerne:
– Hvis man med alle diagnoser tilbyder en forklaringsmodel kan det være tillokkende, men det kan også være farligt ift. at der bliver tilbudt en forklaring på hvorfor man har det skidt.
Han peger her på risikoen for, at behandlingen stopper ved den forklarende diagnose, i stedet for at undersøge, om der også er en depression, ADHD eller sociale forhold, der spiller ind. Og for systemet kan det skabe et forkert fokus: altså at behandlingen retter sig efter fortiden eller tabet, selvom det egentlige problem måske ligger i nutiden.
De forklarende diagnoser kan blive mere psykologisk tilfredsstillende end fagligt præcise, og dermed kan man ifølge Bjørn Ebdrup overse både biologiske mekanismer og andre samtidige diagnoser, som kræver anden form for behandling.
Det gamle skel vender tilbage – men uden klinisk gevinst
Historisk har psykiatrien kendt skellet mellem indre og ydre årsager til depression. Bjørn Ebdrup ser elementer af den logik vende tilbage ved introduceringen af langvarig sorgforstyrrelse, men uden at det ændrer hverken behandling eller forløb.
Tidligere talte man om endogene og eksogen depression. Hvor den endogene depression kommer indefra uden en ydre forklaring opstår den eksogene depression netop på grund af en ydre hændelse.
– Langvarig sprogforstyrrelse er dybest set en reintroduktion af den tanke, som man forlod. Men grunden til, at man forlod tanken var, at behandlingstilbuddet var det samme og prognosen var det samme, og det havde derfor ingen konsekvens.
Læs også: Når sorgen aldrig slipper sit tag
Samtidig anerkender Bjørn Ebdrup, at ydre forklaringsmodeller kan have værdi for relationen mellem kliniker og patient, fordi de skaber et fælles sprog om det, der er svært:
– Det gode ved at tilbyde ydre forklaringsmodeller ved visse diagnoser kan være, at man får et fælles sprog med patienten for at livet er svært.
Stærk inklusion men risiko for forklaringsskred
Kompleks PTSD er et andet godt eksempel på, hvordan flere nye diagnoser både skaber stærk inklusion men også et forklaringsskred.
Diagnosen fanger mennesker med gentagne og tidlige traumer, som tidligere kunne falde mellem stolene. Det er potentialet ved diagnosen, og Bjørn Ebdrup fremhæver det positive ved, at diagnosen giver mulighed for at få diagnosticerede patienter, der har gentagne traumer.
Men igen mener han, at der er en risiko for, at kompleks ptsd bliver en årsagsforklaring for manges problemer, hvor nogle af problemerne afspejler andre psykiske sygdomme som for eksempel aktuel depression, ADHD-symptomer, autisme eller andet.
Læs også: De skjulte følger af en barndom med overgreb
Konsekvensen kan blive, at nuværende symptomer udelukkende bindes op på fortiden, også når de i praksis kræver selvstændig udredning og behandling.
– Så fokus på patientens aktuelle problemer alene bliver bundet op på tidligere traumer.
– Som jeg ser det er kompleks PTSD i ukyndige hænder derfor let til en forklaringsmodel, der kan forklare rigtig mange aktuelle psykiatriske symptomer og konkrete livsomstændigheder.
Mellem fælles sprog og biologisk stringens
Set fra Bjørn Ebdrups stol står psykiatrien på en knivsæg.
På den ene side kan nye beskrivende diagnoser, og diagnoser, der tilbyder en ydre forklaring, give mening i praksis: De samler mennesker med lignende udfordringer, åbner for gruppeforløb og gør kommunikation mere præcis.
Men på den anden side kan vi med hver ny kategori komme længere væk fra ambitionen om, at diagnoserne afspejler tydelige biologiske mekanismer, og de ydre forklaringsmodeller kan stjæle fokus for potentielt alvorlige underliggende diagnoser.
Hvis du gerne vil blive klogere på de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som en psykisk sygdom, så kan du lytte til fiktive personlige fortællinger udarbejdet gennem journalistisk research om alle WHO’s psykiske lidelser her. Du kan også få et indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller besøge Psykens hjemmeside.
