I efteråret 1940 er der alt andet end ro i England. Tyske bombefly angriber London nat efter nat i det, der siden bliver kendt som The Blitz. Hver gang sirenerne lyder, søger tusinder af mennesker ned under jorden, ind på byens undergrundsstationer.
Perronerne bliver til midlertidige sovesale: tæpper på gulvet, tasker som hovedpuder og te i emaljekopper. Togstøj bliver afløst af dæmpede samtaler og nervøse åndedrag. Hver gang et brag ryster tunnelen, forstummer snakken. Gisp, gråd og højlydte vejrtrækninger fylder rummet.
You come as strangers and leave as friends
Slogan fra spøgelseshus i Beijing
Men så sker der noget. En person begynder at synge en melodi, de fleste kender. I den anden ende af tunnelen stemmer en anden i. Så en tredje. Til sidst bærer fællessangen gennem hele stationen.
Efterhånden som nætterne i undergrunden bliver mange, udvikler det sig. Beretningerne fortæller om gøglere og gademusikanter, der kommer ned og optræder, grammofonaftener hvor man kan sætte sin yndlingsplade på, og børnearrangementer til de mange børn. Nogle ser tilbage og beskriver det som decideret hyggelige stunder, midt i en krig, der udspiller sig lige over deres hoveder.
Ritualet opstår ikke, fordi faren er lille, men fordi den er enorm. Fælles aktiviteter som sang, musik, små shows skaber en ramme i et miljø, hvor alt andet føles uforudsigeligt. Og det bliver en konkret måde at håndtere frygt i flok.
Det er et tegn på at mennesker er sociale væsener med et basalt behov for fællesskab, særligt når vi bliver bange. Studier viser, at fysisk kontakt og fælles rytmer helt målbart kan dæmpe trusselsresponsen i hjernen. Frygten bliver lettere at bære, når den deles.
Vi spøger sammen
Den mekanik genfindes i den frygt, vi opsøger frivilligt i trygge rammer – også kendt som rekreativ frygt. Gyserforskerne Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen arbejder med netop det felt og undersøger, hvordan kroppen og grupper reagerer i spøgelseshuse.
– Altså vi kan jo se det, når vi laver haunted house forskning, at folk bliver sat i gruppe med folk, de ikke kender. Og det er sådan lidt akavet lige til at starte med, men 50 minutter senere, så griner de og snakker sammen, som om de havde været venner for evigt, siger Mathias Clasen.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: GYS
Gys er en podcastserie om frivillige menneskers møder med frygt også kaldet rekreativ frygt.
Hvorfor opsøger vi oplevelser, der gør os bange? Hvorfor kan frygt føles godt og kan gys faktisk styrke vores mentale sundhed?
Fra bålets spøgelseshistorier til bøger, biografmørke og spøgelseshuse følger vi, hvordan historier, film og andre slags gys kan blive til opdagelser, der både kilder og gør os klogere på os selv.
Få indblik i serien gennem denne artikelserie, eller lyt til podcasten her
Dette er tredje afsnit
– Der sker sådan en eller anden interessant bonding, når man gennemgår sådan en intens oplevelse sammen, og måske deler en fornemmelse af, at vi klarede den sammen.
Der stor forskel på, om jeg som din ven skriger vildt og voldsomt og spurter, eller ikke skriger. Det påvirker din oplevelse enormt meget
Marc Malmdorf Andersen, meddirektører af Recreational Fear Lab
Han fortæller om et spøgelseshus midt i Beijing, hvor han, sin vært og to kinesiske teenagere jagtes af psykopat-zombier med motorsave, mens blege kvinder med langt sort hår griber dem om anklerne.
Pigernes redsel får gruppen til at knytte sig tæt sammen, præcis som husets slogan lover: You come as strangers and leave as friends.
Marc Malmdorf Andersen peger på, at samme dynamik findes i ekstreme ritualer som dem på Mauritius, hvor deltagere pirser sig med kroge og trækker store ikoner.
– Det er en central hypotese, at en af de primære funktioner er at skabe prosocial adfærd. Det får folk til at holde tættere sammen. Og vi kender det måske også fra soldaterkammerater, som har været i krig sammen og gennemlevet nogle voldsomme oplevelser, siger han.
Men i rekreativ frygt gælder også det modsatte: Fællesskabet kan skrue op for frygten. Grupperne kan have en tendens til at overdrive reaktioner, fordi intensitet giver bedre oplevelser.
Læs også: Danske forskere finder tegn på, at gys kan fungere som mental træning
– Man bruger andre mennesker til enten at skrue op eller ned for frygten. Hvis vi nu er en tur ind i dystopia, så er der stor forskel på, om jeg som din ven skriger vildt og voldsomt og spurter eller ikke skriger. Det påvirker din oplevelse enormt meget, siger Marc Malmdorf Andersen.
Mathias Clasen beskriver, hvordan ens perspektiv udvides:
– Man er hele tiden antennerne inde i de andres hoveder. Hvis jeg kan fornemme, at min kone sidder og holder sig for øjnene, burde jeg så lige nusse hende lidt på hånden?, siger Mathias Carlsen.
– Vores forskning tyder på, at man faktisk kan intensivere oplevelsen.
Hjerter i synkron
Kroppen følger med, når vi justerer hinanden. Et felt i forskningen arbejder med interpersonel synkronicitet, altså når menneskers kropsrytmer falder i takt.
Marc Malmdorf Andersen fortæller om et studie i spøgelseshuset Dystopia, hvor deltagerne fik hjertemålere på:
– Vi spurgte dem, hvem de kendte i gruppen, og om nogen stod dem følelsesmæssigt nær. Hvis man er meget tæt på nogen følelsesmæssigt, så er man langt mere tilbøjelig til at synkronisere sit hjerteslag med dem. Det tyder på en konstruktiv resonans, hvor vi nærmest forstærker hinandens oplevelse, siger Marc Malmdorf Andersen.
Ånden i glasset
Den sociale forstærkning viser sig også i noget så stille som et Ouija-board. Marc Malmdorf Andersen fortæller om et studie, han lavede i Baltimore, hvor deltagerne fik eye-trackere på, mens de spillede.
Ånden er i en vis forstand fællesskabet
Marc Malmdorf Andersen, meddirektører af Recreational Fear Lab
Alle var enige om, at de ikke skubbede til glasset, og de kunne heller ikke forklare, hvorfor det bevægede sig.
Forklaringen tager udgangspunkt i en velkendt idé i psykologien: Hjernen forsøger hele tiden at forudsige, hvad der bør ske, når vi gør noget. Når den forudsigelse ikke passer – som når glasset flytter sig i en retning, man ikke forventer – føles det, som om bevægelsen kommer udefra, og kontrollen glider én af hænde.
Eye-trackerne viste, at deltagerne faktisk var dårlige til at forudsige det næste bogstav. De kiggede altså ikke i den retning, glasset var på vej hen. Alligevel endte glasset med at stave meningsfulde ord.
– Hvis man lagde folks øjenbevægelser sammen, så kan man se, at to deltagere tilsammen er cirka lige så gode til at forudsige bogstaver som et individ, der staver noget med vilje. Så ånden opstår i fællesskabet. Det er først, når der er flere, at dæmonen ligesom viser sig, siger Marc Malmdorf Andersen.
Læs også: Forskere kortlægger kroppens alarmsystem og den perfekte mængde gys
– Ånden er i en vis forstand fællesskabet.
Pointen er, at ingen af deltagerne styrer glasset bevidst. Men deres små, ubevidste bevægelser lægger sig oven i hinanden og skaber en retning. Ouija-brættet bliver derfor et billede på, hvordan noget kan føles som en ydre kraft, selv om bevægelsen i virkeligheden er et ubevidst samarbejde mellem flere personer
Mange kroppe til én frygt
Fra sang i undergrundsstationer, over ekstreme ritualer og spøgelseshuse, til et stille glas på et bord: Fællesnævneren er, at frygt ikke kun er individuel.
Frygt kan være en overlevelsesstrategi, som under The Blitz. Den kan være leg og underholdning, når vi betaler for at blive skræmt. Og den kan være et sted, hvor vores blikke, hænder, skrig og hjerteslag finder takt i hinanden.
Frygten opstår i fællesskabet. Og fællesskabet former den.
SPONSORERET INDHOLD. Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten GYS, som er skrevet, researchet og tilrettelagt af Rakkerpak Productions Omar Ghali for Science Report i tæt samarbejde med Recreational Fear Lab. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.
