57 meter over Paris står folk på Eiffeltårnets glasgulv og tøver, selvom skiltet siger, at det kan bære et halvt ton per kvadratmeter.
Kroppen reagerer alligevel instinktivt, for vores frygtsystem er indrettet til at slå alarm på selv små og tvivlsomme signaler. Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen, lektorer og meddirektører af Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet, sammenligner det med puslelyde i skoven: Man går i sine egne tanker, lyden kommer, og på et splitsekund forsvinder alle hverdagsbekymringer, mens opmærksomheden snævrer sig ind på én ting er der fare?
I langt de fleste tilfælde er svaret nej, men evolutionen har skabt et system, der hellere vil spilde energi end overse en reel trussel. Røgalarmen må hellere gå i gang, når toasten brænder på, end når huset brænder. Det samme princip styrer kroppen: reaktivitet frem for risiko.
Når frygt og risiko ikke passer sammen
De fleste mennesker frygter de samme ting: mørke, dybt vand, højder, slanger, at ens nærmeste kommer til skade. Men statistisk er det sjældent de ting, der faktisk slår os ihjel.
GYS
Gys er en podcastserie om frivillige menneskers møder med frygt også kaldet rekreativ frygt.
Hvorfor opsøger vi oplevelser, der gør os bange? Hvorfor kan frygt føles godt og kan gys faktisk styrke vores mentale sundhed?
Fra bålets spøgelseshistorier til bøger, biografmørke og spøgelseshuse følger vi, hvordan historier, film og andre slags gys kan blive til opdagelser, der både kilder og gør os klogere på os selv.
Få indblik i serien gennem denne artikelserie, eller lyt til afsnittet her
Dette er andet afsnit
Mathias Clasen nævner, hvordan Dødens gab udløste et fald i strandturismen i USA, selvom risikoen for at blive dræbt af en haj er mindre end risikoen for at blive ramt af en ko eller en kokosnød.
Men der er noget ved bestemte former, bevægelser og billeder, der rammer et dybtliggende alarmsystem, og som får os til at reagere kraftigere end faren egentlig berettiger til. Indeni os sidder stadig en “ændret primat”, som ikke altid følger rationalitetens logik, men reagerer på evolutionært gamle faresignaler.
Patienten der ikke var bange for noget
I årtier troede man, at amygdala fungerede som hjernens egentlige frygtcenter. Historien om patient SM blev derfor skelsættende.
Vi ved, hvordan et fly bør bevæge sig, og når det afviger, også selvom det bare er meget lidt, så tænder alarmsystemet
Mathias Clasen, lektor
Hun fik i barndommen ødelagt begge sine amygdala og reagerede derfor ikke på klassiske frygtinducerende situationer: Hun gik nysgerrigt hen til slanger og edderkopper, gik forrest gennem et spøgelseshus og fandt gyserfilm interessante, men ikke ubehagelige. Alt pegede på, at amygdala måtte være nødvendig for almindelig frygt.
Men da hun i et nyt forsøg indåndede luft med højt CO₂-indhold, en test der skaber en pludselig fornemmelse af luftmangel, blev billedet vendt på hovedet. På få sekunder fik hun en voldsom alarmreaktion, ville have masken af og ud af rummet. To andre med samme hjerneskade reagerede præcis sådan.
Forsøget viste, at frygt kan opstå på trods af en ødelagt amygdala, når truslen opleves indefra, og dermed faldt tanken om et enkelt frygtcenter. I stedet tegnede der sig et mere komplekst system, hvor flere dele af hjernen kan aktivere alarmsystemet.
Uforudsigelighed er frygtens magt
Et af de klareste eksempler på frygtens logik er turbulens i et fly.
Et første lille ryk gennem kabinen får hænder til at slippe mobilerne. Kaptajnen taler roligt om “lettere turbulens”, men kroppen lytter ikke. Årsagen er bruddet på forventningen:
– Vi ved, hvordan et fly bør bevæge sig, og når det afviger, også selvom det bare er meget lidt, så tænder alarmsystemet, siger Mathias Clasen
Vi søger stimuli, der kun i moderat grad bryder vores forventninger, fordi det er dér, vi lærer mest
Mathias Clasen, lektor
Piloter og kabinepersonale reagerer derimod ikke, fordi turbulens for dem er forudsigelig. Det er erfaringen, der gør forskellen, ikke styrken af rystelsen.
Den samme mekanisme forklarer den stærke frygtreaktion ved dyr som slanger og edderkopper. Mathias Carlsen beskriver, hvordan edderkopper kan stå helt stille og pludselig bevæge sig ekstremt hurtigt, mens slanger bevæger sig på måder, der ikke minder om andre dyrs fremdrift. Det er ikke nødvendigvis biologisk arv fra giftige arter, der gør os bange for dem, det er selve uforudsigeligheden, vores system ikke kan lide. Når bevægelser bryder med vores forventning, opstår ubehaget.
Frygt handler derfor mindre om “hvad” og langt mere om “hvornår” og “hvordan”. En pause, der bliver en anelse for lang, eller en bevægelse, der ligger lige udenfor det mønster, vi forventer, kan være nok til at vække alarmsystemet, også når vi ved, at vi egentlig sidder trygt.
Den helt tilpas mængde gys
Når frygt bruges som underholdning, bliver balancen mellem ubehag og nydelse central.
Vi ved, at vi er sikre, men kroppen får lov til at reagere
Marc Malmdorf Andersen, meddirektører af Recreational Fear Lab
Forskerne kalder det Goldilocks-zonen: gyset må hverken være for svagt eller for stærkt, hvis det skal være fornøjeligt. Marc Malmdorf Andersen fortæller om at se Blair Witch Project i biografen og næsten “flatline” af intensiteten alt for meget gys til at være sjovt. Samtidig er klassiske monsterfilm fra 1930’erne for tandløse til at vække det mindste sug hos ham.
I et studie fra Dystopia Haunted House målte forskerne både frygt og nydelse hos gæster og fandt en tydelig kurve: Lave frygtniveauer giver lav nydelse, og meget høje frygtniveauer giver også lav nydelse. Men midt imellem ligger sweet-spottet, hvor den moderate frygt maksimerer oplevelsen.
Udviklingspsykologien beskriver ifølge Marc Malmdorf Andersen samme princip:
– Vi søger stimuli, der kun i moderat grad bryder vores forventninger, fordi det er dér, vi lærer mest og dér, hvor kroppen kan bære gyset uden at blive overvældet.
At skrue op og ned for det uhyggelige
Når vi ser gyserfilm eller bevæger os gennem et skrækhus, regulerer vi aktivt frygten for at ramme vores eget sweet spot. Marc Malmdorf Andersen fortæller, hvordan han distraherer sig selv ved at tænke på vinterdæk, når en film bliver for voldsom, eller ved at minde sig selv om, at der lige udenfor billedet står et kamerahold. Det er kognitive strategier, hvor man bruger sine tanker som dæmper.
Andre vælger adfærdsmæssige greb: at trække vejret roligt eller at holde sig for øjnene, selvom sidstnævnte er en dårlig løsning, fordi lyden, som Marc Malmdorf Andersen siger, kan fungere som “jetbrændstof til forestillingsevnen”. Uanset metode forsøger man at ramme præcis den mængde ubehag, der føles god.
– Gyset virker, fordi det låner kroppens alarmsystem på en kontrolleret måde. Vi ved, at vi er sikre, men kroppen får lov til at reagere, og vi kan selv finjustere intensiteten. Det er derfor, den rette mængde frygt kan føles både skræmmende og dybt tilfredsstillende, siger Marc Malmdorf Andersen.
Hvis du vil vide mere om gys og kroppens alarmsystem skal du lytte til afsnittet Frygten for det ukendte her eller der, hvor du finder dine podcasts
SPONSORERET INDHOLD. Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten GYS, som er skrevet, researchet og tilrettelagt af Rakkerpak Productions Omar Ghali for Science Report i tæt samarbejde med Recreational Fear Lab. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.
