Helvedes porte står åbne den 3. oktober 1884. Regeringsbygningen på Christiansborg er i flammer, gnisterne regner ned, og råbene blander sig med knitrende ild. Midt i kaosset stormer journalisten Herman Bang ind på det brændende slot. Rammer splintres, lærreder flås ned, og i favnen bærer han sodsværtede malerier ud gennem varmen.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie her eller lyt til alle episoderne af LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Hvilke værker han redder, ved han ikke. Men fem malerier af guldaldermaleren Johan Ludvig Lund overlever branden og hænger i dag i den pompøse Statsrådssal. Her underskriver regenten (kongen/dronningen) sammen med regeringen nye love – et ritual med dybe historiske rødder, men beskeden betydning for den måde, vi fastsætter regler på i dag.
– paragraf 17 her er jo i bedste fald en ceremoniel bestemmelse. Det er en bestemmelse, som ikke reelt har en indflydelse, i hvert fald ikke i vores måde at fastsætte regler på længere, siger lektor i forfatningsret Sune Klinge.
Fra enevælde til konstitutionelt monarki
For at forstå § 17 skal vi et skridt tilbage. Før 1849 fandtes et gehejmestatsråd, og ministrene rådgav kongen.
Kongens rolle er ceremoniel i relation til, at man lidt mere med venstre hånd kan underskrive og dermed gøre lovgivningen gyldig
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Med grundlovsbruddet i 1849 blev kongen en del af et konstitutionelt system – og Statsrådet fik sin plads.
Sune Klinge forklarer, at Statsrådet tidligere kunne have reel indflydelse, fordi statsoverhovedet sad længe og dermed bar en institutionel hukommelse på tværs af skiftende regeringer. I dag er tyngden en anden: underskriften og ritualet.
– Man kan tale Statsrådet op for dets kontinuitet: regenten sidder jo på tværs af flere regeringer, siger han, men understreger samtidig, at det ikke er retlig beslutningsmagt, der udøves ved bordet.
Grundlovens §17
Ordlyd
Stk. 1: Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at gøre regeringen.
Stk. 2: I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.
Hvad betyder det?
- Ministrene regenten og tronfølgeren (når han er myndig) deltager i Statsrådet
- Love og vigtige regeringssager forhandles og underskrives formelt (men Folketinget har besluttet dem på forhånd).
- Ofte underskriver regenten uden for mødet, hvorefter sagerne godkendes i Statsrådet – en sædvane, der viser, at rollen er ceremoniel.
- Statsrådet giver kontinuitet på tværs af skiftende regeringer, fordi statsoverhovedet sidder længere – men uden selvstændig retlig magt.At underskrifter kan ske uden for mødet gør § 18 overflødig; den anses for bortfaldet ved desvetudo (men det kan du læse mere om i næste afsnit)
I praksis sættes mange underskrifter uden for mødet og godkendes efterfølgende. Ifølge Sune Klinge er det netop udtryk for den ceremonielle rolle, § 17 har udviklet sig til: lovgivningen gøres gyldig, men uden at regenten deltager i det politiske arbejde bag.
– Kongens rolle er ceremoniel i relation til, at man lidt mere med venstre hånd kan underskrive og dermed gøre lovgivningen gyldig, siger han.
Den lange vej til et hovedværk
Længe før flammerne, og længe før Statsrådssalen, er vi i begyndelsen af 1800-tallet. Den enevældige Frederik 6. ønsker kunst, der kan fortælle nationens religiøse historie – samfundets bærende søjler: kirken og kongemagten. I 1813 får den 36-årige Johan Ludvig Lund kongens bestilling: Kristendommens indførelse i Danmark til udsmykning af det nye Christiansborg.
Slotsbygningskommissionen tøver. Prisen og projektet diskuteres. Men med støtte fra Kunstakademiet og formanden C.F. Hansen, der også er akademiets direktør, falder afgørelsen ud til Lunds fordel, så længe figurerne males i naturlig størrelse. Det er hans chance.
Johan Ludvig Lund rejser til Rom for at samle inspiration. Atelierets vægge er dækket af billeder, vaser og bøger, men lærredet står tomt. Han har ry for at arbejde langsomt, og kritikerne kalder hans farver skarpe og motiver storladne. Selv ser han sig i renæssancens tradition, inspireret af Raffael. Alligevel sidder han fast – så fast, at han skriver til kongen og beder om mere tid: Først hjemme i Danmark kan han “tage hovederne fra livet selv”, så figurerne får et nationalt særpræg.
Tiden får han. Skitserne bliver flere, men gennembruddet lader vente på sig.
Hedebys marksten og maleriets form
På hjemrejsen i 1819 stopper Lund og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen ved Hedeby Nor i Slesvig. Sensommerens lys, de bølgende bakker og fjorden åbner et rum for forestillingen om Ansgar – Nordens Apostel – der prædiker for danerne tusind år tidligere. Nu falder det i hak:
Ansgar skal stå på en marksten, en replika af Kristus på korset ved hans side, en kreds af tilhørere omkring ham; i det øvre højre hjørne anes fjorden og havnen, i det venstre en kirke bygget af landskabets egne sten.
– Nu er maleriet endelig på plads, Bertel!
Måneden efter begynder Johan Ludvig Lund som professor på Kunstakademiet, og i 1826 – 13 år efter bestillingen – står Kristendommens indførelse i Danmark færdig. Det bliver ikke ved det ene billede. Lund foreslår yderligere fire store værker, der tilsammen skildrer rigets religiøse udvikling fra soltilbedelse til luthersk gudstjeneste. Det sidste fuldendes i 1843.
Statsrådssalen – et lukket rum med lang hukommelse
Da Christiansborg brænder i 1884, er det tæt på, at værkerne går tabt. Men de overlever – og da et nyt slot rejser sig, tegnes Statsrådssalen, så Johan Ludvig Lunds fem malerier fremstår som en samlet udsmykning. Siden 1925 har de hængt her som tavse iagttagere til historiske øjeblikke: grundlovsændringen i 1953, regenters første og sidste statsråd – og de skiftende regeringer, der passerer forbi, mens statsoverhovedet udgør kontinuiteten.
Salen er utilgængelig for offentligheden; derfor er Lund for mange en glemt skikkelse. Men blandt kunsthistorikere anses han for sin samtid ligeværdig med C.W. Eckersberg, guldalderens fader. I magtens centrum hænger Lund stadig – den anden guldaldermaler, som næsten gik tabt i flammerne.
