Indholdet nedenfor beskriver dyreforsøg i detaljer.
I et auditorium i Sankt Petersborg demonstrerer en omkring 50-årig Ivan Pavlov en hund, der er fastspændt på et rullebord. Den har indopereret en gastrisk fistel og fået delt spiserøret, så munden er afskåret fra enhver forbindelse med mavesækken. Foran dyret stilles en skål med kød. Hunden æder, men maden falder straks ud gennem et hul i halsen og tilbage i skålen. Samtidig løber en gullig væske i en kolbe under bordet: ren mavesaft.
Efter på denne måde at have snyde-fodret hunden i fem minutter, viser der sig fuldstændig ren mavesaft i en stadig større strøm – nu allerede 20 milliliter.
Pavlov havde hunde så grådige, at de ikke blev trætte af at spise på denne måde i fem eller seks timer, og i denne tid udskilte en samlet mængde på op til 700 milliliter af den reneste mavesaft.
RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til Videnskabens Vindere her
Podcasten er en Rakkerpak Original af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Eksperimentets betydning står ganske klart: Det er tydeligt at se, at fodringens effekt transmitteres via nervebanerne til mavens kirtler. Demonstrationen bliver en nøglescene i en større fortælling: Fordøjelse er ikke kun kemi i mavesækken, men også signaler i nerverne.
Fra præstesøn til laboratorier
Ivan Petrovich Pavlov (f. 1849 i Ryazan) var tiltænkt en præstebane, men vendte sig som ung mod naturvidenskaben i Sankt Petersborg og specialiserede sig i dyrefysiologi. De første år er magre. Han havde ingen fast professorstilling, perioder med depression og stram økonomi og hans tidlige laboratorier er så uhygiejniske, at operationsdyrene sjældent overlevede.
Vendepunktet kommer i 1891, da Pavlov bliver fysiologichef på det nyoprettede Institut for Eksperimentel Medicin – et moderne center med egen kennel og en særpræget, lyddæmpet forskningsbygning, “Stilhedens Tårne”, blev den kaldt for. Her får hans kirurgiske kunnen for alvor betydning: Han udvikler metoder, der gør det muligt at lave kroniske eksperimenter, dvs. gentagne målinger på levende dyr over tid, i stedet for akutte dissektioner, hvor dyret dør på operationsbordet.
Nobelprisen i 1904: Fysiologi
Det er studierne fra disse år, der indbringer nobelprisen i 1904.
Pavlov viser, hvordan syn, lugt og forventning om mad via nervesystemet udløser fordøjelsesvæsker, og han kan kvantificere det, fordi fistler i mave og kinder lader mavesaft og spyt tappes præcist.
Pavlov beskrev fordøjelsen som en “kemisk fabrik”. I laboratoriets overetage står hunde fastspændt, maden falder tilbage på tallerkenen, og kolber fyldes med ufortyndet mavesaft.
Den mavesaft, blev solgt som en slags medicin mod de fordøjelsesproblemer, folk led af dengang for eksempel forstoppelse eller mavekatar.
Da Pavlov får nobelprisen, har salget øget laboratoriets indtægter med over 65 %. Indtægten finansierer mere forskning og flere forsøg.
Myten om klokken og skiftet til betingede reflekser
Det, Pavlov siden bliver verdensberømt for, er ideen om betingede reflekser – altså at dyr (og mennesker) kan lære at forbinde et signal med en bestemt handling. Den klassiske fortælling lyder, at Pavlov fik hunde til at savle ved lyden af en klokke, fordi de havde lært, at klokken betød mad.
Men den historie er en forenkling. Pavlov brugte sandsynligvis ikke en klokke, men redskaber som en metronom, hvor man mere præcist kunne kontrollere og måle lyde.
For at undersøge læringens finmekanik bygges ekstremt lyddæmpede kamre. Ruderne er små og tykke, dørene tunge, og udenom løber en savsmuldsfyldt voldgrav, der sluger mikrorystelser. I hvert kammer er en fastspændt hund med en fistel i kinden, så spyt kan ledes til et måleglas. Udenfor styrer en forsker lyde, lysglimt og dufte. Når en neutral stimulus konsekvent går forud for mad, bliver den betinget hunden savler til lyden alene.
Det er kernen i den historie, mange af os lærer, men ofte uden de operationskrævende og etisk problematiske forudsætninger.
Slutningen og arven
Ivan Pavlov dør i februar 1936, 86 år gammel, af en lungebetændelse. Ifølge beretninger beder han en assistent notere hans reaktioner på feberens udvikling til det sidste.
Hans forskning får enorm betydning ikke mindst for psykologien. Idéen om betingede reflekser bruges i dag til at forstå, hvordan miljø og signaler fastholder adfærd, fra afhængighed til rygetrang i situationer, der er blevet forbundet med tobak.
Pavlovs navn vil på den måde blive ved med at vække genklang.
SPONSORERET INDHOLD.
Artiklen er baseret på research og interviews af Maya Zachariassen i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
