Danmark har lanceret en delaftale på 27 milliarder kroner for at opgradere forsvaret i Arktis og Nordatlanten. Planen omfatter bl.a. et permanent hovedkvarter for Arktisk Kommando i Nuuk samt faste kajpladser til skibe, der i forvejen løbende lægger til i byen.
Det er dyrt – men opfattet som uundgåeligt
Lars Trier Mogensen, politisk kommentator
Set fra København er det en naturlig opgradering i lyset af den sikkerhedspolitiske situation og NATO’s forventninger.
– Det er mange penge, men det er en del af vores abonnement, lyder vurderingen fra politisk kommentator Lars Trier Mogensen, der peger på opgradering af flåde og luftkapacitet som et forventet bidrag.
Lavspændingsdoktrinen udfordres: – Vi er et fredfyldt folk
I Grønland vækker planerne voldsom debat.
– Vi ser os selv som et fredfyldt folk, siger Arnakkuluk Jo Kleist fra Nuuk og minder om den mangeårige politiske forståelse af Arktis som lavspændingsområde.
Kritikere – heriblandt Aki-Mathilda Høegh-Damm (Naleraq) – advarer om, at oprustningen kan gøre Grønland til bombemål og bruge befolkningen som “menneskeskjold”.
Og debatten er ikke kun teoretisk: Efter den første delaftale i januar har Nuuk oplevet flere soldater i gadebilledet og lukkede sportshaller i ugevis til øvelser, fortæller Arnakkuluk Jo Kleist.
Et Grønland uden for forhandlingerne
Uenigheden handler både om indholdet og om processen.
Flere grønlandske partier – og kommunens borgmester – udtrykker bekymring over manglende involvering. Ifølge Arnakkuluk Jo Kleist foregik forhandlingerne tæt og lukket, delvist af sikkerhedshensyn. Fra dansk side lyder det omvendt, at Grønlands regering ved Vivian Motzfeldt (Siumut) har været tæt inddraget, om end ikke hele parlamentet.
Grønlandsk indflydelse er mulig, men ikke i alle tilfælde, og ikke på det sidste ord
Arnakkuluk Jo Kleist
Også internt i Grønland spiller partipolitiske spændinger ind: Ali Rahamon’s linje i Siumut kolliderer med Motzfeldts udmeldinger, og der er åbne rivaliseringer mellem partier og personer.
Færøsk blik på dilemmaet: – Doom if you do, doom if you don’t.
Set fra Færøerne beskriver lektor Heini í Skorini klemmen således:
– Doom if you do, doom if you don’t.
Uden oprustning beskyldes København for at svigte forsvaret af Færøerne og Grønland; med oprustning beskyldes man for militarisering uden tilstrækkelig inddragelse.
Heini Í Skorini opfordrer til at skille substans og proces ad: Man kan støtte militære forbedringer og samtidig kritisere måden, beslutningerne træffes på. Han hæfter sig også ved en konkret systemprioritet i aftaleteksterne: planerne om et nyt nordatlantisk søkabel mellem Danmark og Grønland – med mulighed for tilslutning fra Færøerne – som led i samfunds- og cybersikkerhed.
Findes der et alternativ til lavspænding?
Et centralt spørgsmål i den grønlandske debat er, om lavspænding kan opretholdes i dag. Lars Trier Mogensen peger på, at både Rusland og USA de senere år har skiftet spor og optrappet i Arktis. Det gør det vanskeligt at holde eskalationen “helt ude fra døren”.
Arnakkuluk Jo Kleist konstaterer samtidig den formelle realitet i rigsfællesskabet: Sikkerhedspolitikken er Danmarks ansvarsområde, og “hvis Danmark har besluttet sig, så sker det.” For flere grønlandske aktører bliver derfor det afgørende, hvordan oprustningen formes: Kan dual-use-løsninger omkring havn og byrum skabe win-win for civilsamfundet – eller vil byen og stemningen ændre sig grundlæggende?
I mellemtiden spiller også USA-dimensionen med: En amerikansk tilkendegivelse, der roser de danske investeringer, kan lette presset – men ændrer ikke ved proceskritikken hjemme.
Kursen er sat
Planen om nyt hovedkvarter i Nuuk, flere kajpladser og øget overvågning rykker Danmark, Grønland og Færøerne ind i en mere aktiv arktisk sikkerhedspolitik.
Modstanden i Grønland samler sig om lavspændingens skæbne og beslutningsprocessen.
Som Heini í Skorini formulerer det, handler den næste fase om at tage substansen alvorligt og samtidig åbne processen, så den militære opgradering forankres bredere i Grønland. Lars Trier Mogensen opsummerer nøgternt den danske logik:
– Det er dyrt – men opfattet som uundgåeligt.
Og Arnakkuluk Jo Kleist sætter den grønlandske bundlinje:
– Indflydelse er mulig, men ikke i alle tilfælde, og ikke på det sidste ord.
Artiklen er skrevet på baggrund af research og interviews fra podcasten Rigsrådet
