Universal Design beskrives ofte med den enkle sætning: at produkter, bygninger og miljøer skal kunne anvendes af alle, uanset alder, evner eller livssituation.
Men I praksis viser det sig alt andet end enkelt.
Et nyt samtalerum med arkitekt og aktivist Jos Boys vender blikket væk fra checklister og idealkroppe og hen mod den erfaring og opfindsomhed, der opstår, når kroppe og rammer ikke passer sammen.
-Vi kalder det misfølgelse, siger Jos Boys.
Hendes afgørende pointe er, at netop dér, hvor tingene ikke passer, opstår der metoder, æstetiker og løsninger, som kan gøre både tøj og byrum bedre for alle.
Fra idealkrop til virkelig krop
Modeforskeren Else Skjold beskriver sit kursskifte fra at tegne efter et uopnåeligt ideal til at starte med konkrete mennesker og deres drømme, rutiner og sansebehov.
Presset om at bygge nyt og forbedre bygninger er det samme som i modeindustrien, men det overser værdien af at skabe rum, der passer til mennesker
Jos Boys, arkitekt og aktivist
Den tilgang blev skærpet i hendes workshop Dressing the Body, hvor unge med forskellige funktionsnedsættelser deltog sammen med studerende og praktikere.
-Det, jeg ville diskutere var, at tingene vi kan lære fra mennesker med forhåbninger, er virkelig noget, vi alle er bange for, siger hun.
Skrædderen Annette Norring deltog i workshoppen. Her fortalte hun, at hun ofte køber overtøj brugt, fordi hun så kan få nok stof til at ændre snittet, så det passer til kørestolsbrugere.
Samtidig peger hun på et større problem i modebranchen:
-De sidste årtier har standardiseringen udryddet variation i pasformer, muligheden for reparation og den tætte forbindelse til produktionen. Resultatet er, at tøjet passer dårligt til mange og dermed bliver vi alle mispassende eller misfølgende, siger hun.
Små fornøjelser som metode
Arkitekten Masashi Kajita og konsulenten Peter arbejder i projektet Places & Small Pleasures med at bruge hverdagsoplevelser og små kropslige øjeblikke som inspiration til design.
Alle kommer på et tidspunkt til at have begrænsninger i kroppen, så design bør tage udgangspunkt i virkelige menneskers behov.
Pippi Levinson, designstuderende
De startede med en simpel øvelse: 60 sekunders stille nærvær foran et kamera. Den lille øvelse åbnede op for detaljerede beskrivelser af, hvad der føles godt eller ubehageligt i forskellige rum.
-Presset om at bygge nyt og forbedre bygninger er det samme som i modeindustrien, men det overser værdien af at skabe rum, der passer til mennesker, siger Jos Boys.
Formålet er ikke at erstatte almindelige krav, men at udvide dem. Det handler om at skabe rum, der understøtter velvære, samtidig med at de kan ændres over tid.
Blind arkitektur uden blinde vinkler
Designstudenten Pippi Levinson påpeger, at arkitektur stadig vurderes næsten udelukkende ud fra, hvordan ting ser ud. Men mange oplevelser af rum handler også om følelse, lyd og bevægelse, og der findes få regler for, hvordan man beskriver eller vurderer disse sanseoplevelser.
Det betyder, at design, der tager højde for andre sanser end synet, ofte bliver overset. Samtidig åbner det netop en mulighed for kreativitet: ved at udvikle nye metoder, som taktile modeller eller lydkort, kan designere både forbedre selve processen og skabe rum, der fungerer bedre for alle
Pippi Levinson understreger, at inkluderende design ikke handler om velgørenhed, men om ambition.
-Alle kommer på et tidspunkt til at have begrænsninger i kroppen, så design bør tage udgangspunkt i virkelige menneskers behov. For at skabe noget nyt er det nødvendigt at samarbejde med mennesker med forskellige funktionsevner, siger hun.
Fire gode råd til fremtidens designere
Samtalerne med Jos Boys peger på fire konkrete greb, der kan omsættes i tegnestuen.
- Start i “misfitting”. Brug uoverensstemmelser mellem krop og ramme som brief og ikke som afvigelse, der skal normaliseres.
- Hav fokus på flere pasformsstandarder, modulære snit, mulighed for tilpasning, reparation og genbrug. Det gælder både tøj og bygningsdele.
- Prioriter “små fornøjelser” og mikrofriktioner som lige så vigtige som flugtveje og hældningsgrader.
- Udvikl taktile/lydlige tegnekonventioner og bedømmelseskriterier, så ikke-visuelle kvaliteter faktisk kan designes, deles og bedømmes.
I summen tegner der sig en professionalitet, hvor eksperter ikke kun spørger de mennesker, der ikke passer ind. De inviterer dem ind som meddesignere og kolleger.
-Først dér bliver Universal Design til et laboratorium for æstetik, håndværk og livskvalitet og ikke bare en minimumsstandard, siger Jos Boys.
Artiklen er baseret på podcastserien Universal Design and… produceret af Rakkerpak Productions til Det Kongelige Akademi i anledning af arkitekt, journalist og aktivist Jos Boys’ gæsteprofessorat (2022–2025), finansieret af Bevica.
Podcastserien undersøger kreative tilgange til inklusion i arkitektur og design i tre afsnit. Dette er første afsnit.
Læs mere om projektet og find den tilsvarende podcastserie her
